Der findes mange mæglingsmodeller, hver med deres karakteristika. Som hovedregel er det etiske grundlag bag de forskellige mæglingsmodeller imidlertid ikke tydeliggjort, ofte end ikke bevidstgjort.[iii] Det medfører, at kriteriet for, hvornår en mægling er vellykket, som hovedregel begrænses til, om parterne har indgået en aftale, og ikke til overvejelser om for eksempel hvorvidt mægler har inddraget sin egen mening om, hvordan konflikten bør løses – og hvis han eller hun har det, om det er acceptabelt – og om parterne har haft mulighed for også at forbedre relationen.

Mægling foregår i fortrolighed, og hvis parterne indgår en aftale, kan den ikke appelleres. Samtidig med at parterne har større indflydelse på løsningen af deres konflikt, end de for eksempel ville have under en retssag, giver de derfor også afkald på den beskyttelse imod manipulation og magtmisbrug, som adgang til et offentligt retslokale eller muligheden for appel ville have givet dem.

Derfor er kravet om frivillighed og fortrolighed i mægling langt fra tilstrækkeligt til at erstatte den beskyttelse, som gives i retssystemet.

Det siger sig selv, at mæglere, der ikke på samme måde som for eksempel en dommer, har retsregler at holde sig til, i meget høj grad bliver konfronteret med deres egne forestillinger om rigtigt og forkert.

Da mægling foregår i et lukket rum, bliver nødvendigheden af, at mægler har gjort sig sit ansvar og sin livsholdning bevidst samt udøver sin mægling i respekt for dette, derfor påtrængende, hvis processen skal blive transparent.

Det var på denne baggrund. Som jurist var jeg trænet i det man kalder ’retssikkerhedsgarantier’ (såsom offentlighed, altid fælles møder, bevisvurdering og ankeadgang), hvilket er procedurer, jeg har stor respekt for. Garantierne blev i sin tid udviklet for at modarbejde de mulige overgreb, man som myndighedsperson med stor magt kunne risikere at udsætte folk for. For mig at se er og var det en imponerende – og vågen – måde at tage højde for menneskets fejlbarlighed på.

Men hvad gør man så, når man, som i mægling, fjerner de garantier? Hvad er så bolværket mod overgreb, hvad enten de er udført bevidst eller i sjusk?

Samtidig med at jeg var – og er – begejstret for mæglingens kvaliteter, kunne jeg også se dens faldgruber.

Uanset hvor meget mægleren er trænet i bestemte redskaber og teknikker, som er konsistente i forhold til de bagvedliggende værdier, vil mæglerens dybereliggende motivationer slå igennem, hvis hun kommer under pres. Det sker, hvad enten presset skyldes, at parterne er særligt stridbare, at tiden er knap, eller at mægleren har en dårlig dag. Derfor er mægleren nødt til i første omgang at blive bevidst om, hvilket menneskesyn og samfundssyn hun har og dernæst konstant at konfrontere sig selv med, i hvilket om­fang hendes praksis er i overensstemmelse med dette.

Denne fortløbende selvransagelse skylder mægleren parterne i respekt for den tillid, de viser, ved at bede mægleren om hjælp. Hun skylder mæglingsprocessen den i respekt for den formløshed, som er mæglingens adelsmærke (og sårbarhed). Og hun skylder sig selv denne vedholdende indre undersøgelse i respekt for den integritet, som skal være mæglerens styrke og forankring, også i vanskelige situationer under mæglingsprocessen.

Dette synspunkt har indgribende konsekvenser for såvel mæglingstræning som -praksis: For det første forudsætter det et eksplicit vær­digrundlag[iv], og for det andet at mægleren løbende for­holder sig til, i hvilket omfang samme værdigrundlag ud­folder sig i hendes praksis.

Konfliktmægling med en sådan refleksiv tilgang er karakteriseret ved at være eklektisk – dog ikke i en sådan forstand, at alt er tilladt, blot det virker. Den er eklektisk, fordi det er muligt at lade sig inspirere af allerede kendte mæglingsmodeller og at inkludere elementer her­af i praksis, idet det helt afgørende for mægling efter denne model er det værdigrundlag, der motiverer mægleren, og hvorpå der arbejdes under mæglingen. Hverken mere eller mindre.

Det betyder, at konfliktmægling med en refleksiv tilgang ikke er noget udvendigt, som en kappe man kan tage af og på, men derimod no­get indvendigt, nogle værdier, som er integrerede, og som er til stede hos mægleren såvel i som uden for mæg­lingen. Værdier som mægleren løbende må forholde sig ansvarligt til. Den enkelte mægler må så gøre op med sig selv, om de værdier og antagelser, som refleksiv mægling hviler på, er i samklang med hans eller hendes egne, og om nødvendigt vælge en anden mæglingsform.

Man kan med hjælp fra filosofien groft sagt inddele os mennesker – og vel også mæglere – i to kategorier efter, hvilket menneskesyn vi har: Den ene gruppe tror på det grundlæggende gode i mennesket og ser verdens ondskab som forårsaget af eksempelvis social ulighed eller et repressivt samfund. Den anden gruppe mener, at mennesker generelt er født egoistiske, og at empatien og kærligheden til andre opøves via socialisering[v].

Disse to menneskesyn vidner om, at der næppe findes én objektiv sand­hed om menneskets natur. Filosofien giver os imidlertid et fingerpeg om, at forskellige menneske­syn, implicit eller eksplicit, kan ligge som forudsætning for vores handlinger og antagelser.

I refleksiv mægling er menneskesynet positivt, således at forstå at man tror på, at mennesket med den rette opvækst og under de rette vilkår vil agere konstruktivt både over for sig selv og over for andre.

At den rette opvækst og de rette vilkår sjældent er til stede, er en anden sag.

Men synspunktet udtrykker et dynamisk menneskesyn, hvor mulighed for personlig vækst og indsigt altid er til stede, og en overbevisning om, at der i ethvert menneske er en kerne af renhed og kærlighed.

I forordet til Et essay om indre frihed fra 2010 skriver Jes Bertelsen følgende:

”Vi er nødt til at indse, at ydre og indre forandringer hænger sammen. Vi kan ikke etablere en bedre ydre verden uden at forandre den indre. Man kan ikke forandre et menneskes – eller en nations – liv, alene ved at ændre de ydre betingelser. Man kan heller ikke gøre det ved at ændre de indre betingelser alene. Men da den verden, vi lever i, først og fremmest har opmærksomheden rettet mod den ydre, fysiske virkelighed og dermed bort fra de kroppe og hjerter og bevidstheder, som forandringerne dybest set gælder, er det denne bogs sigte at gøre opmærksom på den oversete, men uomgængeligt nødvendige, komponent i en samlet løsning på den truende og løfterige situation, vi står i som menneskeart: udviklingen af den menneskelige samhørighedsfølelse.” [vi]

Forordet beskriver en forståelse af flere sammenhænge, der igennem årene har været retningsgivende for mig, både fagligt og personligt, og således også for refleksiv mægling. Det gælder både sammenhængen mellem det indre og det ydre og sammenhængen mellem konflikter på mikro- og makroniveau.

Mægleren har, i den refleksive tilgang, som sit fundament en overbevisning om, at menneskets liv mest naturligt udleves i en sammenhæng, hvor der er plads bå­de til den enkelte og til samhørigheden.

Det refleksive retter sig ikke kun mod mægleren, men også mod parterne. Det er dog naturligvis ikke hensigten at pådutte dem de bagvedliggende værdier, hvilket ville være både kontraproduktivt og selvmodsigende. Mægler stiller spørgsmål til parterne, som udfordrer deres forforståelse – ikke for at ændre den, men for at give parterne en chance for at forholde sig til dybden og konsekvensen af deres beslutninger. På den baggrund vælger de frit.

Samtidig må det siges, at de værdier, som refleksiv mægling hviler på, er baseret på min opfattelse af, at det er nødvendigt, at vi alle fremover agerer mere hensigtsmæssig, end vi hidtil har gjort. Det indebærer blandt andet, at vi er opmærksomme på vores gensidige afhængighed, både individuelt og globalt, og at vi er parate til ikke bare at hævde dette standpunkt, men rent faktisk at påtage os et medansvar herfor. Kun herved kan vi medvirke til at skabe en bæredygtighed, som ikke kun er lokal, men global, og derved holdbar også i et længere perspektiv.

 

Fodnoder:

[iii] Dog med en klar undtagelse, nemlig Baruch Bush og Joe Folger, Transformative mediation, The Promise of Mediation: A Transformative Approach to Conflict, Jossey-Bass, 2005

[iv] Værdigrundlaget er detaljeret beskrevet i Konfliktmægling – en refleksiv model, hvortil henvises
[v]   Se f.eks. Ken Wilber, Up from Eden, A Transpersonal View of Human Evolution, Boston 1981 s 331f.

[vi] Jes Bertelsen, Et essay om indre frihed, Rosinante 2010

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg, 11 år

---

“Refleksiv konfliktmægling og bæredygtighed” er redigeret og tilrettelagt for Kontemplations blog. Teksten udkom første gang som del af Vibeke Vindeløvs bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.

---

 

Vibeke Vindeløv
er jurist, psykoterapeut og professor i konfliktmægling ved Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun er forfatter til adskillige artikler og bøger om jura, mægling og forsoning. Hun har omfattende erfaring med undervisning i og praktisk arbejde med konfliktløsning og mægling i en mangfoldighed af konflikttyper. Hun interesserer sig for sammenhængen mellem værdi og handling og den store og den lille konflikt. Geografiske fokuspunkter for hendes internationale arbejde har vært Sydøsteuropa (Balkan) og Sydafrika.