Ritualer og overgange
af GLIMT | 14. december 2024
|Kære venner og bekendte af Kontemplation
Vi er optaget af hvordan vi bedst kan både glæde os over og praktisere med de rytmer og ritualer der hører til julen og årsskiftet.
Og samtidigt forholde os til den alvor der præger verden i disse år.
Julefejringen behøver ikke kun at være en forbrugsfest. Julen er vel også en invitation til at standse op og mærke højtidens fordybelse, stilhed og mulige ro.
Som jo også klinger med i julesangene, og som findes i juledagenes særlige, næsten mystiske julefred.
Det er vores erfaring at både julen og årsskiftet kan gøres til en helt særlig baggrund for praksis.
Derfor har vi nu gennem flere år markeret denne mulighed med to arrangementer:
Et Nytårsretreat på Øster Løkke som ledes af Peter, og hvor Kirsten og Charlotte fra teamet er værter.
Og vores online årlige begivenhed: Årsskiftet – en kontemplativ tilgang som Martin leder.
For os er disse to initiativer blevet til genkommende ritualer.
Som kan give vigtig støtte til praksis:
Ritualer bygger energi op, de rummer en form som, fordi den kommer igen, kan udforskes og forfines. De udgør noget stabilt, noget at holde sig til.
I Norge kalder vi tiden mellem jul og nytår for romjulen. Hvor ’rom’ betyder rum.
For mig har det altid føltes som om der opstår netop et særligt rum i de dage, en spaciousness, en pause, et ophold i tidsstrømmen. Som om kalenderen går i stå – inden det hele starter igen i januar.
Og så nærmer vi os jo også januar – hvor vi nu for femte gang begynder året med Januarpraksis som er 31 invitationer, eller guidede meditationer, én hver dag som en måde at byde det nye år velkommen på.
Denne gang er overskriften HJEM.
Og da vi véd at decembermåned også kan være udfordrende, lægger vi allerede nu en forsmag på temaet ud med meditationen Kom hjem – hold en pause med Martin.
Hjertelige decemberhilsner,
på vegne af alle os i Kontemplations team,
Hanneli
er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og er en del af centerets faste undervisningsgruppe. Hun modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab, og har de seneste år været tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston, ansvarlig for den kontemplative del af organisationens uddannelsesprogram for mennesker der arbejder med børn.
Hanneli stiftede Kontemplation i 2010.