RYSTERIBS
af Britta Karlshøj | SMAG | 23. juli 2022
Bærbuskene bugner lige nu af bær.
Jeg drages af de velkendte og klare farver.
Røde ribs.
Sorte solbær.
Blålilla blåbær. Stikkelsbær. Jordbær. Hindbær. Brombærrene har vi endnu til gode.
Da jeg var barn, var somrene, som jeg husker dem, nærmest evige. Jeg tilbragte dem ofte i et sommerhus, hvor vi havde en hel skov – det føltes sådan – af bærbuske.
Jeg plukkede hver dag.
Jeg spiste nogle af bærrene i samme stund, som jeg plukkede dem. Andre kom med ind i det primitive køkken, hvor jeg forvandlede dem til forskellige herligheder.
Rysteribs er helt enkle at tilberede og smager himmelsk.
I dag sidder jeg på en solid havestol og plukker ribs.
Jeg lader sindet vandre.
Husker på min morfar, der med sine senede fingre plukkede ribs. Morfar sagde altid, at det var det bedste tidspunkt at beskære ribsbuskene, når man plukkede bær. Så han klippede de ældste grene af, tog dem op på et havebord og plukkede grenene rene for bær.
Jeg plukker bær.
Ser kurven fyldes.
Jeg ånder ind. Jeg ved af, at jeg ånder ind.
Jeg smiler.
Jeg ånder ud. Jeg ved af, at jeg ånder ud.
Jeg er i ro.
Jeg synker ligesom indad. Nærmest falder.
Et glimt.
Jeg plukker bær.
Da jeg kommer ind i køkkenet med fyldt kurv, laver jeg rysteribs.
Her er min opskrift:
500 g friskplukkede ribs – skylles
5 spsk. klar gylden agavesirup
Ryst ribsene sammen med agavesiruppen.
Lad den trække en times tid – hvis du kan vente så længe…
Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF.
Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats.