”Er du ikke nervøs?”, spurgte den unge mand mig.

”Nej”, svarede jeg. Måske for at berolige mig selv. ”Jeg er vant til at holde foredrag”.

Han var kommet hen til mig, mens jeg stod og forsøgte at samle mig ovenpå en lang køretur over Fyn.

Men sandheden var, at min mund var tør, mine ben føltes svage, og jeg var ikke helt til stede i min krop.

Jeg skulle tale om positiv psykologi på en sommerlejr for ensomme unge.

Den unge mand vendte sig og gik langsomt ind mod salen for at sætte sig.

I det øjeblik oplevede jeg en massiv ensomhed, som var i færd med at skabe en mur mellem os.

Rumis digt ”sælg din dygtighed og køb kaotisk åbenhed” skyllede gennem mig. Mine kinder blev varme, mit hjerte bankede. Noget i mig vidste, at jeg måtte vove at slippe min trang til at være dygtig for at genskabe den fine kontakt, han havde inviteret mig ind i.

I salen, omkranset af alle de andre unge, startede jeg med at takke den unge mand.

Så overgav jeg mig til at fortælle dem, at jeg havde stukket ham en løgn for at stive mig selv af.

At virkeligheden var en helt anden. At jeg lige der, i det øjeblik, vidste og lærte noget om ensomhed.

En lille gave han havde åbnet til. Sårbarheden i mødet. I fællesskabet.