SAMMENVÆREN

af Hanne Linde | | 15. august 2020

Østerløkke, sommer 2020. Det havde regnet de sidste dage. Alt var frodigt, duftende. Farverne var lysende. Fra et lille hul i jorden havde en flok jordbier travlt med at komme op af boet og lette. Vesterhavets bølger dannede lydkulissen sammen med fuglenes melodier. Vi stod 20 mennesker i en cirkel. Alle var vi deltagere på: Kærlighed og fordybelse. Et retreat for par. Vores karavaneførere var Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.

Stemningen var fortættet. Sanserne var åbne. Alle lyttede vi til guidningen:

”Jorden er fællesskabet mellem alt levende. Atom på atom.”

Ordene flød ind i mine celler. Vævede sig sammen med erfaringer. Dannede billeder og fornemmelser. Knogler, organer, kar og nerver er opbygget af grundstoffer, som genfindes i omgivelserne. Vi udveksler atomer. Når vi dør, indgår vi i naturens cyklus.  Vores rester optages og bliver til byggesten i nye processer. Kredsløb opstår. Det blev så tydeligt for mig under denne guidning, hvor jeg stod med bare fødder på den kølige sandede jord. Kroppen fyldtes af vished, og i mit indre lejrede de velkendte sætninger sig: ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå.”

Det åbnede sig og blev tydeligt, at vi er uadskillelige. Jorden og mig. Jorden og os. Uanset historie, baggrund, køn, etnicitet og politisk overbevisning. Så rettede  guideningen vores opmærksomhed mod væskerne. De indre og de ydre. Jeg mærkede indad. Spyttet i mundhulen. Fornemmelsen af blodet, der flyder i årerne. Sveden. Sekreterne i kirtlerne. De dannes, har en funktion, udskilles og vender tilbage til kredsløbet. Forbindes til jorden og luften. Optages og indgår i nye cirkulationer. Vi står her sammen. Denne gruppe af mennesker. Fremmede og alligevel ikke. Jeg mærker udvekslingen. Uadskille­ligheden. Det føles udvidende, smukt og meningsgivende. Næste gang jeg føler mig fremmed for et andet menneske, vil jeg forsøge at lukke øjnene. Vende opmærksomheden indad. Tage en dyb vejrtrækning og kontakte vores fælles grund. Vores sammenværen. Hvor er det, jeg har det ord fra?

Da jeg atter er hjemme fra retreatet, dæmrer det. Jeg bladrer i Fred er vejen, som er skrevet af den vietnamesiske zenmunk og fredsaktivist Thich Nhat Hanh. Det er en af de bøger, jeg bliver ved med at vende tilbage til og som har fulgt mig trofast i årtier. Mine øjne genfinder afsnittet: ”Sammenværen” (eller ”Interbeing”, som Thich Nhat Hanh kalder det). Det var det afsnit, jeg mindedes den dag ved Vesterhavet.

Thich Nhat Hanh skriver: ”Hvis du er digter, vil du kunne se, at der hænger en sky i dette papir. Uden en sky vil det ikke regne, uden regn kan træer ikke vokse, og uden træer kan vi ikke fremstille papir. Skyen er altafgørende for papirets eksistens. Vi kan derfor sige, at skyen og papiret er sammenværende. ”Sammenværen” er et ord, som endnu ikke står i ordbogen, men hvis vi kombinerer adverbiet ”sammen” med verbet ”at være”, har vi et nyt verbum: sammenvære. Hvis vi ser dybere på dette stykke papir, kan vi også se solskin. Uden solskin kan skoven ikke gro. Faktisk kan intet gro uden solskin. Så vi ved altså, at solskin også er en del af dette papir. Papiret og solskinnet er sammenværende. Og hvis vi fortsætter med at kigge, kan vi se skovhuggeren, som fældede træet og bragte det til papirmøllen, hvor det forvandledes til papir. Og vi ser hvede. Vi ser, at skovhuggeren ikke kan eksistere uden sit daglige brød, og derfor er den hvede, som blev til hans brød, også en del af dette papir. Skovhuggerens mor og far er der også. Når vi ser på denne måde, kan vi se, at uden alle disse ting kan papiret ikke eksistere. […] Når vi ser endnu dybere, kan vi også se os selv i det. […] Vi kan derfor sige, at alt er her i dette stykke papir. Vi kan ikke udpege en eneste ting, som ikke er her: tiden, rummet, jorden, regnen, mineralerne i jorden, solskinnet, skyen, floden, varmen. Alting sameksisterende med dette stykke papir. […] Vi kan ikke blot være os selv alene. Vi er nødt til at sammenvære med alle andre ting. Dette ark papir er til, fordi alle andre ting er til.”

 

Foto venligst udlånt af:

Plum Village Community of Engaged Buddhism og foreningen Vild Med Vilje.

 


 

Hanne Linde
er billedkunstner og mindfulnessunderviser. Hun har lang erfaring med at undervise både børn og voksne og er ansat i Gentofte Kommune som undervisningskonsulent i kreativitet, relationskompetencer og nærværstræning. Hanne er en del af Kontemplations team og værtinde på flere af vores retreats og kurser.
Læs mere om Hanne her: hannelinde.dk