Hvor vi bor, bliver vores container med pap tømt  én gang om ugen af en flink mand.

Forleden dag spurgte vi ham hvad han gør med pappet. -Det bliver solgt til genbrug, sagde han. -Pengene går til FDF, til det arbejde de gør for de der drenge…

Han sagde det uden antydning af selvbevidsthed. Uden at få noget for det, uden nogen form for anerkendelse, endog uden at tage det ind i sin selvfølelse som stolthed, kører denne mand troligt hver uge ud til os og derfra ud til hvor han sælger pappet. For at støtte FDF der, igen ulønnet, hjælper vanskeligt stillede drenge.

Mødet med den mand var berørende. Det fik os til at tænke på mængden og betydningen af ulønnet arbejde i Danmark. På fodbold- og gymnastiktrænere. På vores landbetjent, Viggo, som i hallen hver mandag med utrættelig venlighed og energi træner børn i badminton. På vores provinsbys nabohjælpsomhed.

Foreningsarbejde i Danmark, i spejderbevægelser, gymnastikforeninger, boldklubber, i menighedsråd og bestyrelser i skoler og børnehaver og andelsboligforeninger er én af de vigtigste bindemidler i vores samfund. Og ét af de mindst sete og anerkendte.

Der er en skjult hemmelighed i at gøre noget for andre uden at få til gengæld. Det er ikke en hemmelighed vi kan sige vi har gennemskuet eller forstår, men den kan mærkes. Den er næsten mekanisk, forstået på den måde at hver gang man har gjort noget for en anden som ikke bare er en del af ens nærmeste familie eller klan, så kommer der et øjeblikkeligt svar, så strømmer der en uforklarlig og spontan glæde gennem én. En følelse af at have handlet rigtigt.

Menneskelig udvikling handler, tror vi, i høj grad om at opdage og give plads til den uegennyttige handlings selvtilsidesættende hemmelighed. Ved at følge vores naturlige trang til at hjælpe ser vi stadig tydeligere, gennem vores egne handlinger, at vi mennesker dybest set vil hinanden det godt.

Også spirituelle fællesskaber er bygget op omkring gensidig, uegennyttig hjælp. Også moderne sådanne fællesskaber. De kan ikke eksistere uden. Der skal så meget omsorg, så meget omhu med lokaler og madlavning og rengøring og administration til omkring dybere undervisning i nærvær og hjertelighed at denne undervisning slet ikke ville kunne finde sted uden at nogle, næsten altid nære elever, har opdaget at det at give en hånd med, på sigt kan blive en vigtig del af deres egen proces.

Af de fællesskaber vi i vores liv har indgået i, har de som har retning mod at give mere end de modtager, været de mest meningsfulde. Og de sjoveste. Det er også en fest at være en del af en vision om at gøre noget for andre.
Uden at undertrykke eller opløse vores individuelle særlighed, flytter et fællesskab som har et sådant sigte, noget af det fælles fokus fra det der skiller os, til dér hvor vi for alvor mødes: I ønsket om at også de andre skal have et godt liv.

Også på Kontemplations lille platform forsøger vi at holde en sådan kurs mod formidling af gensidig hjertelighed og nærvær.

Denne lille video rummer glimt fra én af vores teamweekender.

Hanneli Ågotsdatter
er Kontemplations daglige leder og underviser på vores kurser og retreats. Hun er en del af Vækstcenterets faste undervisergruppe og medlem af Foreningen Børns Livskundskab. Hanneli er ansvarlig for den kontemplative del af Center for Systems Awareness‘ internationale certificeringsprogram for mennesker der arbejder med børn. Hun er tilknyttet Mind and Life Europe hvor hun co-leder organisationens retreats for unge forskere.

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.