Midt i sommervarmen sidder jeg hjemme i mit tårnværelse og skriver en anmeldelse af en børnebog, som handler om et par vestjyske tvillingepiger, der engang hang sammen ved skulderen, og som nu hver mangler en arm. Når de står helt tæt, kan de mærke, hvad den anden tænker. Skulder mod skulder, som sandkorn ved havet. Så er de ét.

Fortællingen i bogen er uhyggelig, og der er noget, jeg ikke helt forstår. Jeg har derfor fået forfatterens adresse; hun må kunne hjælpe mig, denne for mig helt ukendte S, tænker jeg. S synes også, at bogen er uhyggelig, og vi skriver sammen om det mørke i kælderen og om det lyse mellem tvillingerne. Vi skriver sammen i en uges tid, og min boganmeldelse er på vej.

Samtidig, og mens det kun bliver varmere udenfor, bliver jeg af en bekendt opfordret til at søge ud af mit hus, hvor jeg arbejder, og ind i et kontorfællesskab. ”Det er på tide, og der er masser af skrivedamer som dig”, får jeg at vide. ”Tjo”, tænker jeg … ”måske er tiden kommet”, og så møder jeg op i nogle skramlede lokaler med dinglende ledninger og lyskæder i alle farver til en slags samtale, som skal afgøre om jeg kan få plads til netop dette fællesskab.

Med det samme føler jeg mig sitrende kaldet ind til stedets ånd, og får da også hurtigt udpeget en plads med ryggen til døren i entréen. Jeg er ligeglad med alt det slidte, bare lykkelig og klæber fast til det fedtede linoleum. Én viser mig rundt og siger højt navnene på de andre, som til hverdag sidder på de nu tomme pladser. ”Og her”, hun peger på skrivebordet lige bag mit, ”her sidder S”.

En bølge af hav bruser gennem min krop. Noget sker, en korridor bryder gennem byens landskab og bølgen brækker over. Spørgsmålet flyder ovenpå, og jeg holder vejret, mens jeg næsten hvisker: ”Er det forfatteren S?”

”Ja.”

Jeg lander på en strand og forstår, at jeg er et sandkorn, som lægger sig til rette. En slags vind har båret mig.

Få dage efter mødes vi for første gang, S og jeg, og vi lægger skulder til skulder, som pigerne i bogen. Sammen vasker vi vores fælles gulv grundigt, måske som en slags renselse, et slags slip, inden vi blæser i en lille trompet og sætter os til rette i rummet med hver vores keramikkop og flettet hår.

Det er tretten år siden, S og jeg tilfældigvis mødte hinanden, vaskede gulvet og indtog rummet. Tretten år siden jeg fulgte et tegn. På en måde sidder vi der endnu, selvom vi for længst ikke deler hverdag mere. Vi er stadig sandkorn på den samme strand.

‘S’ i teksten står for Tina Sakura, som er både forfatter, lydhealer og maler. Tina har i mange år skrevet børnebøger, men hendes seneste roman “Alt er den samme sang”, er til voksne. Læs bogomtale her

Carl Jung skrev om synkronicitet, at det er et eller flere meningsfulde sammenfald, hvor der er mere i spil end blot tilfældets sandsynlighed.
(Synchronicity: A meaningful coincidence of two or more events where something other than the probability of chance is involved (Quotefancy.com)