Sårbarhed – en målestok for mod
af Hanneli Ågotsdatter | GLIMT | 18. januar 2019
Er du en bebrejder? En af dem der, når noget går galt, med det samme søger en syndebuk?
Sådan, siger sociologen Brené Brown, er de fleste af os. Men bebrejdelser er destruktive for vores forhold til andre. At bebrejde er, siger hun, basalt set bare en måde at udtrykke vrede på.
Så hvad kan vi gøre for at forstå og ændre vores vanemæssige kritik og bebrejdelser af andre?
Brené Brown blev kendt af millioner af mennesker verden over da hendes foredrag om sårbarhed som forudsætning for dybere kontakt mellem mennesker blev én af de fem mest sete TED-talks til alle tider. Brené Brown er professor ved Universitetet i Houston, hvor hun gennem mange år har forsket i mod til sårbarhed som en kur mod, skam og selvfornedrelse.
De fleste af os kender til det at bebrejde andre – og måske også til det at bebrejde os selv. Herunder kan du se en lille animation hvor Brown fortæller om hvordan bebrejdelser opstår og udvikler sig, og hvordan de saboterer vores relationer.
Temaer som kritik, skam og mindreværd kan opleves som tunge emner, men Brené Browns formidling er både pædagogisk, omhyggelig og underholdende.
Brené Browns forskning er publiceret internationalt, og hendes måske mest populære bog, Daring Greatly, er oversat til dansk med tittelen Glem hvad andre tænker – Mod til at være sårbar. Bogen indledes med dette beskrivende citat af Franklin D. Roosevelt:
”Det er ikke kritikeren, der gør en forskel; ikke manden, der påpeger, hvor den stærke mand snubler, eller hvor den, der gør gode gerninger, kunne have gjort dem bedre. Anerkendelsen tilhører manden, som faktisk er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv, sved og blod; han, som kæmper tappert, som fejler, som kommer til kort igen og igen, for der findes ikke bestræbelser uden fejl og mangler; men han er den, som faktisk kæmper for at udføre gerningen, den, der kender til stor entusiasme, stor hengivelse, som bruger sig selv på en værdig sag, som i bedste tilfælde oplever den store bedrifts triumf og som i værste tilfælde, hvis han fejler, i det mindste fejler, mens han vover meget…”
Sårbarhed er ikke synonymt med svaghed
I den omtalte TED-talk – som du også kan se herunder – spørger Brené Brown publikum: -Hvor mange af jer tænker på sårbarhed og svaghed som synonymer? Flertallet af jer. Sårbarhed er ikke svaghed. Det er en myte, som ikke passer.
Så lad mig stille jer dette spørgsmål: I denne sidste uge på TED, hvor mange af jer, når I så sårbarhed heroppe, tænkte på det som rent mod?
Gennem sin forskning har Brené Brown og hendes team interviewet tusinder af mennesker. Resultaterne viser at skam og mindreværd er almindeligt udbredte fænomener. Vi skammer os over ikke at være gode nok, ikke pæne nok, ikke slanke nok, ikke dygtige nok, ikke velhavende nok. Usikkerhed på om vi slår til som mennesker, holder os tilbage fra at turde vove at vise verden hvem vi virkelig er. Selv om vi véd at dette mod er en forudsætning for at kunne indgå i dybere relationer.
’Sårbarhed giver benzin til vores hverdag’ siger Brené Brown. ’Jeg er kommet frem til den tro – vel at mærke efter 12 års forskning – at sårbarhed er vores mest præcise målestok for mod’.
>> For dybere kendskab til Brené Brown og hendes arbejde, kan denne podcast, hvor hun er i samtale med Krista Tippet, anbefales: Brené Brown om Sårbarhed/ Brené Brown on Vulnerability.