Sidste sommer på Øster Løkke

af | | 24. juni 2025

Retreatstedet Øster Løkke med strandtistler i forgrunden

Kære venner af Kontemplation

Sommeren er over os, og snart mødes mange af os igen på Øster Løkke – måske for sidste gang. Det smukke kursussted, hvor vi har holdt så mange retreats, skal nu sælges. Vores venner, som ejer stedet, har besluttet at lade den fine strandgårds ejerskab gå videre.

Der er vemod i afskeden. Men også taknemmelighed og glæde over at kunne være der endnu en sommer og et langt efterår, med Vesterhavets vildskab og landskabets åbenhed omkring os.

Vi ser samtidigt frem til at præsentere jer for et nyt og smukt retreatsted i det kommende år – mere om det i et senere nyhedsbrev.
 

Skulle du mangle en plads på sommerens retreats:
De fleste forløb er fyldte, men vi har fået en enkelt ledig teltplads på Dedikation.
Og hvis du tidligere har deltaget i supervisionsforløbet Indre praksis og arbejdsliv– eller er med nu, eller overvejer det – er du meget velkommen på IPA-retreatet den 7.–13. juli.
 

Ny meditation: Kærlighedsbånd
Når man skal tage afsked med steder eller mennesker vi elsker, bliver det ofte tydeligt hvordan kærlighed på en gådefuld måde både binder og sætter fri. Det mærker vi i forbindelse med den afsked vi over det næste halve år skal tage med Øster Løkke. Vi vælger derfor her at dele en ny guidet meditation med Peter, skabt i samarbejde med Magnus Karlshøj på klaver: 

🔗 Lyt til Kærlighedsbånd her 

Tegning af to fugler der mødes

Efterårets kurser
Til efteråret tilbyder vi endnu et praksisforløb om drømmeforståelse og meditation med Peter: Drømme og livstemaer.
Det begynder og afsluttes med en dag på Vækstcenteret og rummer fire online møder imellem.
Forløbet udspringer af den store interesse for drømmearbejde, vi mødte under Masterclassen, og inviterer til et dybere trin ind i drømmenes og livets symbolik – og deres forbindelse med meditativ praksis.

Også i år tilbyder vi onlineforløbet I Bob Moores fodspor.
Det er åbent for både tidligere og nye deltagere.
Bob Moores øvelser – og Martins indføring i dem – skaber hver gang rum for fordybelse og for at møde materialet på nye måder.

Lige efter sommerferien begynder et nyt drømmeforløb med Britta Karlshøj. Her arbejdes der i mindre grupper med egne drømme og deres betydning i terapeutisk og meditativ praksis.

Vi ønsker jer en nærende og fredfyldt sommer – og glæder os til gensyn, online eller til det vi, for at skelne dem fra den digitale undervisning, kalder fysiske møder.
 

Hjertelige hilsner 
på vegne af Kontemplations team
Hanneli

Foto af Øster Løkke: Ulrich Hald


Hanneli er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.

Hun bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og er en del af centerets faste undervisningsgruppe. Hun modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Hanneli er tilknyttet Foreningen Børns Livskundskab og har i mange år arbejdet med kontemplativ praksis i pædagogiske og kreative sammenhænge.

Hun stiftede Kontemplation i 2010.

Efterlad en kommentar





FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Følg på Instagram
FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Følg på Instagram