Vi er i Kontemplation på ingen måde professionelle hverken foran eller bag et kamera – men vi har det sjovt når vi leger med videoformatet.

Men ikke kun sjovt.
Film er måske det medie som kraftigst kan suge os bort fra os selv og ind mod linsen eller skærmen.
Som stærkest kalder på vurderinger, på sammenligninger, på frygten for om vi nu performer godt nok, ser rigtige ud, kommer igennem til betragteren.

Netop på grund af de udfordringer med at forblive centreret og i kontakt med sig selv som videoformatet rejser, er dette for os i teamet et ekstra lærerigt – og nogle gange lidt overvældende – praksisværktøj. Foruden naturligvis en kærkommen mulighed for at kontakte jer som, også via nettet, tager del i vores fælles, bredere kontemplative fællesskab.
Hver gang én af os henter en telefon eller et kamera frem, er der lejlighed til at mærke den indre dommer og derfra muligheden for at afspænde personaen, den front vi alle viser verden. Måske også som en nødvendig beskyttelse.

Filmkameraet tilbyder og udfordrer – det ligesom spørger os om det er muligt både at være sig selv autentisk og samtidigt vide af at man henvender sig til et publikum. Om det kan lade sig gøre på én og samme gang at være centreret i nuet og forblive i kontakt med mediet. Med den udadvendte kommunikation.

Det øver vi os på.
Og nu har vi øvet os på det ude ved Øster Løkke hvor vi praktiserer solåndedrættet til Hannelis guidning akkompagneret af Torben Westergaards basimprovisationer.

Og hvis du har ni minutter, så er videoen også ment som en invitation til at udføre Solåndedrættet sammen med os!

Grafisk design: Mikkel Strandbygaard