SOMMER-GAZPACHO MED VANDMELON

af Celinah Malue Jakobsen | | 8. august 2020

Celinahs Gazpacho

Jeg kan huske, at jeg som barn sad i mine bedsteforældres køkken i Ålestrup og spiste klar suppe med kød og melboller og grøntsagsblanding fra frost. Jeg mindes ikke, at udvalget af supper var meget større dengang.

Det har ændret sig. Hvis man i dag googler ’opskrifter på supper’, dukker der utallige forslag op, og de kan nærmest varieres i det uendelige. Suppen som hovedret har også fundet vej til Kontemplations retreatkøkken, hvor den er blevet en fast bestanddel. På det ene af sommerens Stilhedsretreats serverede vi denne særlige udgave af gazpacho.

Det er en suppe, som jeg er blevet særlig glad for, og den egner sig rigtig godt til en varm og solrig sommerdag. Det er en raw food suppe. Hvad der betyder, at den består af helt uforarbejdede råvarer uden varmebehandling, da tanken er, at opvarmning nedsætter den næringsmæssige værdi. Raw food ’s grundbestandele er derfor oftest rå grøntsager, krydderurter, frugt, nødder og kerner. Det gør denne suppe rigtig nem at lave. Ingredienserne skal blot skæres i stykker og blendes, og herefter blandes med krydderier og lime, hvorefter suppen faktisk er klar.

Når jeg indtager denne suppe, følger der altid en fornemmelse af velvære og energi med. En fornemmelse af at kroppen bliver forsynet med næring, der er godt for den. Det kan mærkes, at dette er levende mad.  Suppen har en sødme og friskhed, der måske adskiller den fra de fleste andre supper, men samtidig gør hvidløg og cayennepeber den smagfuld og krydret. Den mætter overraskende godt.

Opskriften herunder er inspireret af en opskrift fra Raw Food kogebogen af Jens Casupei og Vibeke Kaupert.

Ingredienser:

1 bakke datterino tomater (alternativt cherrytomater)

1 snackpeber

1 agurk

5 dl vandmelon (kan justeres alt efter hvor meget sødme suppen skal have)

1-2 fed presset hvidløg

Saft fra ½ lime

Cayennepeber

Salt og peber

Fremgangsmåde:

Skær agurk, peberfrugt og vandmelon i stykker, og blend det med tomat og hvidløg. Jeg plejer at bruge en stavblender. Smag til med cayennepeber, lime, salt og peber. Du kan vælge at gemme lidt af eksempelvis agurken, og skære den i små stykker, som tilsættes i suppen til sidst.

Kan serveres med en fyldig salat og godt brød. Se eksempelvis opskriften på Britta Karlshøjs glutenfri surdejsboller.

Velbekomme!

 


 

Celinah Malue Jakobsen
er kommunikationsansvarlig for Kontemplation på de sociale medier.
Hun er psykomotorisk terapeut og yogalærer og underviser i meditation, yoga og stresshåndtering. Hun er medunderviser på flere af Kontemplations retreats.
Celinah trives under åben himmel og har, med baggrund i en mangeårig erfaring med meditation, arbejde med kropsbevidsthed og retreats, en særlig interesse for naturens indflydelse på den menneskelige bevidsthed.