SPRØDE HYLDEBLOMSTER
af Retreatkøkkenet | SMAG | 21. juni 2020
Vi er ved sommersolhverv og sommernatten er på sit allerlyseste. Sommersolhverv fortæller os også at vi er i hyldeblomsternes højsæson. Det fejrer vi med sprøde hyldeblomstpandekager med hyldeblomstis. En klassiker for hele familien.
Hylden er en del af det vildtvoksende skandinaviske skatkammer, så hvad enten du bor i byen eller på landet, skulle de hvide hyldeblomster være til at finde i disse dage.
Ingredienser:
Til fire personer skal du bruge 8-10 hyldeblomstskærme.
Vælg de største skærme med lange stilke som kan fungere som håndtag bade når pandekagerne steges og når de spises.
Ingredienser til Orly dej:
250 g hvedemel
2 spsk rørsukker
½ tsk salt
3 dl øl. Fynsk Forår kan anbefales. Den er økologisk og har en forfinet smag af hyldeblomst
2 æggehvider
4 spsk neutral olie til stegning
Fremgangsmåde:
Bland mel, sukker og salt.
Pisk øl og olie i til du har en pandekagedej med en tyktflydende konsistens.
Lad dejen trække i ca 30 minutter.
Pisk æggehviderne stive og vend i.
Se hyldeblomstskærmene efter for smådyr og snavs ved at ryste dem blidt. Undgå at skylle blomsterne da en vigtig del af hyldeblomsternes karakteristiske smag sidder i blomsternektaren.
Kom godt med neutral olie i en lille gryde og varm fedtstoffet op til ca 180°C.
Hold fast i stilken på den enkelte blomsterskærm. Dyp blomsterskærmen i orly dejen, lad den overskydende dej dryppe av og placér den i det varme fedtstof på i gryden. Lad hele blomsterskærmen folde sig ud nede under den brusende olie så orly dejen også bliver sprød på oversiden. Når de er gyldenbrune, er de færdige. Det tager ganske kort tid, hvis olien er varm under ét minut.
Lad de indbagte hyldeblomster køle af på et fedtsugende underlag eller køkkenrulle.
De lune hyldeblomstskærme drysses nu med flormelis og serveres sammen med hyldeblomstis, vaniljeis eller friske bær.
❤️