Stemmer i stilheden – dagbog fra et eneretreat
af Line Fjord | PRAXIS | 25. december 2023
En sø. Et vindstød. Kroppen som molekyler i hvirvlende flok.
Det er dag ét i mit første eneretreat. Jeg er alene i et lille retreathus på en eng af bier og en solsort efter regn. På den måde er jeg jo ikke alene. Men der er ingen andre end mig i huset, og jeg har indgået en stilhedspagt med mig selv. Jeg taler ikke med nogen. Ikke med dem, jeg møder i haven og på gårdspladsen. Jeg taler ikke med mig selv. Det sidste er svært.
Retreatet er en slags laboratorium: vand, luft, ild, jord i uendelige kombinationer i mit indre.
Alt føles åbent, der er rum og intet fast mål, men dog et spørgsmål med intention: Vil stilheden gøre det muligt at styrke vågenheden og åbne hjertet mere?
Jeg forsøger at lande med lethed. Jeg lytter ind i alle de vise ord, jeg har hørt over årene. Afspændthed i kroppen. Afspændthed i hjertet. Alligevel slår pulsen hurtigt som små trommestikker. Alligevel flakker mit blik.
Det er dag nummer ét i en række af fem.
Landingen er fuld af brændstof. Som en ballon, der holder luft, en kurv fuld af æg, et æbletræ, der bærer moden frugt. Jeg holder luften, jeg holder næringen, jeg holder frugten. Jeg holder energien. Min krop og mit hoved er ved at sprænges.
Fra en mild brise på min stille pude til et intenst indre brus. Alting ekspanderer. Energien er høj som en beruselse. Men jeg sidder stille. Indad. Jeg gør ingenting, mens det bølger og blæser i mig, og sanserne åbner.
Stilhed på pude.
Jeg mediterer på min pude fire timer om dagen, og stilheden indfinder sig, pulsen falder. Ro.
Vejret, der trækker sig selv. Bevidst opmærksomhed.
Jeg er neutral og føler mig på sporet af noget. En dybere kontakt. Et slip indad. Et greb dybt i mig ophæver sig selv, og bevidstheden flyder udad til samhørighed.
Jeg er i fuldstændig kontakt indad i hjertet og ved, at de møder, som venter udenfor, vil være dybe og empatiske, for jeg mærker den dybe samklang.
Midt i den dybe ro dukker en truende front op i mit indre efter en morgenmeditation i salen. Min lærer taler på en rolig og balanceret måde om verdens konflikter og lidelser og om behovet for rummelighed og empati.
Det mørkner i mig, og åndedrættet trækker sig sammen. Mit system mærker øjeblikkeligt de negative kræfter, som verden lider under : søvn, grådighed og aggression. De kræfter som smelter iskapperne, som hvert minut voldtager kvinder, og som skaber en uendelighed af tøj.
Vreden rejser sig vulkanisk i mig. Den når hurtigt de samme intense højder som euforien et par dage forinden. Den hober sig op i mig og bliver påtrængende. Den føles kollektiv. Trangen til at angribe undertrykkerne af det kvindelige og dem, som udøver vold mod planeten. Skamfuldt får jeg øje på min egen indre aggression i dét.
Fra pudens stilhed spørger jeg mig selv, hvor min selvberoenhed og neutrale praksis blev af, og hvordan jeg kan bevæge mig tilbage i retningen af den positive videregivelse. Jeg forsøger så vidt muligt ikke blive vreden og samtidig rumme det hele.
Mens retreatet går på hæld, balancerer lysten til at ekspandere energien og trangen til at udløse den med selve praksis. Det brager fortsat, mens fronterne mødes i mig. De skælver som distraktioner. Et tordenvejr på en sommerhimmel.
I midten står jeg og trækker mit vejr og mærker mit hjerte. Jeg føler mig vågen. Jeg sætter mig på puden og lader kontakten glide indad i et endnu dybere slip. Den intense nærværende meditation fylder min bevidsthed. Følelsen af samhørighed og åbenhed i hjertet. Hengivelsen til den rummende og cirkulære energi, mens en dyb kærlighedsfølelse fylder mig ud.
Jeg tænker på dem, som lider. Dem, som kæmper hårdt. Dem, som har brug for nærvær og hjælp. Alle dem, jeg forbinder mig med. Dem, jeg kender og alle de andre. Fra min stilhed sender jeg hjerteenergien ud. Som rækker jeg en lille hjælpende hånd ud. En kærlig handling. Konkret vil jeg, når jeg kommer hjem, sætte mit bidrag til velgørenhed op og invitere den ensomme dame, jeg kender, på kaffe og stille samtale.
Langsomt forlader jeg puden, hytten, engen og bevæger mig med kontakt til indre stilhed og hjerte ud i verden udenfor til nye meningsfulde møder.
er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.
Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.
Tusen takk. Det er nærende å lese. Nydelig, poetisk språk.
Tak for at du siger det, Inger, og for at du læser med. Vi sender dine ord videre til Line.❤️