Jeg hører lyden af vingesus over mig. Det er en måge der styrtdykker. Det ser helt legende ud. Lyden er gennemtrængende. Et fint snit gennem stilheden. Jeg har ikke hørt suset på den måde før. Det står ud i den dybe stilhed. En stilhed der næsten virker tung, hænger i luften. Som en fysisk følelse er det mærkbart. Stilheden og dette steds udseende giver mig følelsen af at være mutters alene. I verden. I naturen. Det er meget betagende.

Stedet hedder Lagoa do Fogo. Ildsøen. Beliggende i bunden af et gammelt vulkankrater. Det havde sidst været aktivt i 1500-tallet. Med høje bjergsider omkring søen glemmer man omverdenen. Dér har jeg lyst til at blive. Sætte et telt op og lege alene i vildmarken. Det er det sidste sted jeg kommer til at besøge på min tur til Azorerne.

Ildsøen er et gemmested for mig. Fra civilisationen. Bare lige for at være lidt alene. Inden jeg skal hjem til Danmark.

Jeg er ankommet til øen São Miguel. Det er den største af de ni øer i arkipelaget. Og det mærker man. Især hvis man rejser fra øen Flores, den vestligste ø og én af de mindste. En ø med et par tusind mennesker mod São Miguels mere end 100.000.

Ikke bare føles Flores mindre befolket, den føles mere isoleret. Man mærker de hundreder af kilometer hav  der separerer den fra de andre øer. Og denne isolation har jeg nydt. Boet i et lerhus midt i junglen med den tyske pige Sofia og en høne. Intet andet menneske i nærheden. Med naturen som legeplads, toilet og arbejdsplads. Den nærhed til natur og mig selv har jeg virkelig nydt.

På São Miguel er jeg blevet lettere chokeret over mængden af mennesker. Helt tæt på.  De mange på det hostel jeg deler med andre unge. De mange på busturen rundt for at se øen. Og på færgeturen til en lille ø.

Mængdens nærhed føles meget intenst, næsten grænseoverskridende, knapt til at holde ud efter junglen.

Jeg rejser også for at være alene. For at møde det uventede. For at give det plads i mig. For at gå naturen i møde i det ukendte. For at møde udfordringer og bekræftelser.
Men også for at møde mennesker. Det er det der er det paradoksale: At man både kan nyde andres selskab og føle sig overvældet af det.

På São Miguel møder jeg rastløshed og frustrationer. Især i starten. Jeg vil gerne væk fra andre mennesker. Være alene i naturen. Som om jeg ikke kan komme væk. Jeg har en følelse af ikke at nå det jeg skal nå. Og ikke vide hvad jeg vil nå. Med vished om at turen nærmede sig en afslutning. Som jeg ikke er parat til.
Med en lejet bil får jeg set meget af øen. Sovet i telt i vulkankratere. Ud til stejle klippeskrænter der daler i havet. Og endda i en nødsituation i en bypark midt i hovedstaden.

Jeg får set rigtig meget. For meget måske. Der er for meget fart på. En fart jeg selv har opsøgt fordi hele turen hidtil har været utrolig langsom. Dvælende. Og det er i pauserne jeg har fundet mest ro. I de lange gåture. Og de utrolige solopgange over Atlanterhavet. Jeg er squ ved at blive for gammel, tager jeg mig selv i at tænke.

En morgen er jeg kommet særlig tidlig op. På en café er jeg blevet taget vældig godt imod, og en kvinde anbefaler et sted hvorfra man kan se solopgangen. Efter at være kørt fra caféen farer jeg vild. Jeg mærker frustrationen. Som et barn der ikke kan få det det vil have. Biler kan på magisk vis øge vores frustrationer.
Endnu et af livets paradokser.

Jeg stiger ud. Sætter mig på et stendige der afgrænser en mark med køer. Der er udsigt til det meste af øen. Jeg venter på solopgangen. Mærker min krop og mit åndedræt. Mærker det falde til ro.

Livet bevæger sig som en spiral. Ud i ukendte landskaber. Og tilbage i kendte omgivelser. En dynamik af gentagelser. Når vi ser dem tæt på, kan de virke meget ens. Men træder vi et skridt tilbage, opdager vi at helheden hele tiden er i bevægelse. Vi er aldrig helt den samme. De kendte omgivelser ses hele tiden fra nye steder i os selv.

En indsigt i nogle af mit livs store mønstre. Jeg tænker på dette som en indre husrengøring. Det kan være dybt frustrerende. At tørre det samme metaforiske støv af hundrede gange. Og det kan være frisættende. At se sig omkring. Vide af rodet. Og mærke at det er ok. Også den indre uorden. For så at blive frustreret over støvet på ny.

Følelser af frustration. Følelser af frihed ude midt i Atlanterhavet. Forvirringer over livet som venter hjemme. Alt det sidder jeg med.

Jeg føler mig bedre tilpas de sidste par dage. Jeg drømmer også mere. Mest om ting herhjemme. Læreskikkelser, fælleskaber og venner. Hjem, kære hjem.

Men hjemme er også symbolet på bindingen. Til et kandidatstudie. Og et fast arbejde. En kontrast til livet på øerne. Eller er det nu også det? Noget rører sig i mig. Måske en anelse omom en dybere frihed der ikke er bundet op på steder og tidpunkter.

Jeg tog afsted tidligt om morgenen dagen efter solnedgangsmeditationen. Købte en pakke lokale kager med til Danmark. Og to til turen. I bilen tænkte jeg på at jeg ville komme til at savne de portugisiske priser på kaffe og vin. Et døgn fik jeg til at opleve byen Porto på Portugals fastland. En fantastisk by jeg må tilbage og se en anden gang.

Og før jeg så mig om, var jeg tilbage i København. På Hovedbanegården delte min gode ven Magnus og jeg et par øl og et par af mine medbragte portugisiske kager. Det var en perfekt hjemkomst den aften.

Nu sidder jeg ved Brabrand. Violette skær i himlen bevæger sig højere. Og om lidt er de væk. Forsvundet i det dybe blå tusmørke. Med udsigten til denne solnedgang mindes jeg en solopgang på Azorerne. Først føles det fjernt. Så bliver det meget nært.

 

---

 

Lasse Dümke
læser biologi på Aarhus Universitet. Han har gennem en årrække været med som hjælper på Kontemplations kurser og retreats, sidst også som assisterende underviser.

Han har været optaget af meditation og nærværstræning siden teenageårene.

På vandreture i blandt andet Norge, Nepal og sidst på Azorerne har han eksperimenteret med at forene kærligheden til naturen, glæden ved bevægelse og meditativ praksis. Og han er optaget af både spændingen mellem naturvidenskab og bevidsthedstræning og de to områders mulighed for at befrugte hinanden.