Søen var spejlblank, og vi var ankommet aftenen før til den svenske skærgård, sejlende fra den modsatte side af søen. I to kanoer godt læsset med gods og proviant til fire dage ville vi nyde foråret, stilheden i naturen, være på tur sammen og have en behagelig pause fra hverdagen.

Solen skinnede, naturen duftede af forår, og vi havde ingen planer om fælles aktiviteter udover et fælles aftensmåltid. Så min gode ven, Søren, og jeg blev tilbage i lejren, mens resten af gruppen tog på tur.

Vi satte os ved bålet, bryggede lidt mere kaffe og læste eller spejdede udover søen – foråret var på vej, og solen varmede os.

Efter et par timer hørte jeg en puslen over ved de høje graner, som omkransede en del af vores lejr. Jeg sagde til Søren: -Det må være de andre, som er på vej tilbage.
Men de dukkede ikke op, og jeg slog det hen.

Minutter senere var der igen puslen inde fra granerne, og jeg blev nysgerrig, rejste mig, og gik langsomt mod noget jeg ikke anede hvad var. Mod en bevægelse i grenene på træerne og de store buske. Jeg tænkte på, om det måske var et stort dyr, men hvilke dyr er der i de svenske skove ud over bjørne?
Jeg gik nærmere, og med et kom en stor elgko frem af skoven med åben mund og snuden mod himmelen og udsendte et brøl ud i skoven, da den så mig.
Jeg blev helt tavs – indvendigt og udvendigrr. At stå ansigt til ansigt med det kolossale dyr føltes som et meget sjældent nærværsmøde med en fremmed. Med noget ukendt.
Jeg nåede ikke at tænke andet end, at jeg vidste, jeg skulle flytte mig, så elgkoen kunne komme ud på stien og løbe videre ind i skoven.

Den blev mindst lige så forskrækket og overrasket som jeg – og stirrede på mig med sine store brune øjne. Søren sprang op af sin campingstol: -For filen den er stor!
Den kiggede nu på os begge to, og vi trak os bagud. Hvad kunne den finde på?
Langsomt gik den hen til bålet, kiggede sig omkring, snusede til vores kopper og kasser med proviant, kiggede igen op og satte i et ret kluntet løb ud af stien, og forsvandt ind i skoven.

Vi kiggede begge på hinanden og sagde WAUU….. Sikke et møde med en ELGKO, som blot var nysgerrig efter hvem vi var, og hurtigt begav sig videre ud i skovens stilhed.
Vi smilede til hinanden, oplevelsen havde berørt os begge to med både frygt, nærvær og hjertelighed. Vi følge begge en taknemmelighed over at vi var blevet i lejren og dermed fået den helt særlige oplevelse sammen.

Hvordan afslutter man et sådant møde?
Vi badede i søens kølige vand, det føltes som det rigtige.
Bagefter bagte vi pandekager som vi spiste med blåbærsyltetøj.
Som et lille rituelt måltid til ære for elgkoen.

Foto: Saad Chaudhry/Unsplash  | Layout: Charlotte Toft