Hun sidder alene i bilen på vej mod Jylland. På vej hjem. Hun har været til en workshop i København. Hovedet føles stort. Hjertet banker lidt hurtigt. Hun mærker sædet under sig, og speederen under højre fod. Tager så en dyb indånding. Og en mere.

Workshoppen handlede om lydformidling, og inspirationen sidder også i resten af kroppen, mærker hun nu. Ikke kun i hovedet. Balancen mellem hovedet og resten af kroppen indfinder sig langsomt med de bevidste sansninger. Hun mærker svingningerne fra en af lydfortællingerne. Den rørte ved hjertet. Det var især det med børnene. En syg mor. Tænk hvis de skulle miste deres mor så tidligt. Og tænk hvis moderen skulle miste muligheden for at være mor, mens børnene endnu var små. Det var nok det der særligt rørte hende.  Og så genkendeligheden i den dobbelthed mange mødre må opleve i relationen til deres barn: ønsket om at være helt tæt på, at holde om, at beskytte – og så af og til også virkelig ønske nogle få stunder alene. Bare lige til at få taget et bad. Eller smurt kroppen ind i creme. Eller som moderen i fortællingen; en stund til at undersøge hvor meget hår der røg af. Siddende der i bilen, med vejens afmærkninger susende forbi, mærker hun sin egen frygt for at skulle dø fra sin datter før hun er stor nok. Stor nok. Hvornår er man det? Stor nok til at miste sin mors kærlighed og støtte?

Hun ryster på hovedet og tager endnu en dyb indånding. Hun sætter høretelefonerne i ørene og forbereder sig på at ringe op. Ser sin veninde for sig. De sås før sommerferien, men har stort set ikke snakket sammen siden. Sådan går det tit. Men veninden er altid nær og dukker hurtigt op i hjertet. Hun ringer op. De snakker lidt om løst og fast, så siger veninden: ”Jeg har noget jeg skal fortælle dig”…. “Er du gravid?” Spørgsmålet ryger ud af munden som spontan respons. Overraskende. Ingen af dem har kærlighedspartnere. De har end ikke datet nogen i årevis. ”What!?”, udbryder veninden. ”Hvor har du det fra”? Og tilføjer så lidt mere stilfærdigt: ”Jeg tror lige jeg har været det.”

I bilen oplever hun en kortvarig hvirvelvind indvendig. Lydbilleder af en mor der måske var bange for at dø fra sit barn. Men lever. Barnet i hjertet. De indre børn. De ydre. Og de børn der kun lige akkurat næsten blev til. 

Hun mærker en lille længsel. Måske efter de børn hun aldrig skulle føde. Kroppen er gået ind i en ny fase. En lille død. Men måske også en slags fødsel?

De snakker længe videre mens bilen bevæger sig gennem motorvejslandskabet. Om eksistensen. Om alder og overgange. Om kærlighed. Og om de forbundethedstråde der tilsyneladende væver dem sammen på måder de ikke selv forstår.  Blikket fanger den ildrøde sol lavt langt ude i horisonten. Hun mærker bunden af kroppen. Ét barn blev undfanget dér. Hvilken gave. Og selvom der ikke kan undfanges flere børn er der stadig liv. En anden slags. 

Venindens datter ringer og vi ringer af. 

Hjemme sover min datter. Da jeg lægger mig for at sove, hører jeg hendes stemme trænge ud over hendes læber, dybt inde fra søvnen: ”mor?

”Jeg er lige her”, svarer jeg, og mærker et lille slip idet jeg lægger mig ved siden af hende. 

Jeg hengiver mig. Til livets kontinuerlige rækker af fødsel og død. Til lige nu og her.

Illustrationer: Mikkel Strandbygaard (collage), Jeanette Lykkegård (foto og AI-genereret baggrund)