Der er mange interessante betragtninger og erfaringer, der følger med på rejsen ind i en mere nærværende livsførelse. Noget af det allermest mind-blowing for mig er, at mit selvbillede ændres. Jeg har altid set mig selv som positiv, sådan én der sætter pris på og fokuserer på ”det gode”, stort som småt, og ikke lader sig mærke med ubetydelige ubekvemmeligheder.

På MBSR-kurset fik vi en uge som hjemmeopgave, at lægge mærke til behagelige oplevelser. Det var ikke overraskende legende let for mig; jeg følte glæde ved en let brise i mit hår, et solstrejf, et smil og naturligvis de større begivenheder: en gravid veninde og min farmor, der kan høre igen med de nye høreapparater. Efterfølgende var hjemmeopgaven, heller ikke overraskende, at vi skulle lægge mærke til de ubehagelige oplevelser – i to uger i træk. Den første uge oplevede jeg få men større ubehageligheder; mindet om og sorgen over en afdød var hver gang udslagsgivende. Da ugen var gået reflekterede jeg over typen af ubehageligheder og det slog mig, at der var ubalance. De behagelige oplevelser fra ugen før var i overflod, men også langt mere nuancerede. Jeg besluttede derfor at øge min opmærksomhed mod de små ubehagelige oplevelser i anden uge af øvelsen.

En morgen i uge to har jeg så ikke lyst til at stå op, men tanken om fælles morgenmeditation på arbejdet får mig ud af fjerene. Jeg beslutter mig for at tage bussen. Jeg skal med to busser og den første viser sig at være forsinket. Jeg ved allerede, at det bliver svært at nå bus nummer to, hvis bus nummer et er forsinket. Jeg begynder at trippe lidt, for hvis jeg ikke når bus nummer to, når jeg heller ikke morgenmeditationen. Jeg siger til mig selv, at det jo ikke er verdens ende og fokuserer på noget andet. Da bussen endelig kommer, vælger chaufføren at køre forbi mig uden at tage mig med. Jeg bliver lidt irriteret, men undskylder ham med, at han jo har travlt. Jeg kommer med den næste bus og når selvfølgelig ikke min busforbindelse. Jeg opdager, at jeg forsøger at skyde det hen som ubetydeligt, men vælger så at mærke efter. Hvordan har jeg det egentlig? Med opmærksomheden vendt mod mit indre sker der noget. En stærk og vred energi bruser igennem kroppen og jeg får lyst til at sparke til noget. Jeg bliver totalt forskrækket over mig selv, men må erkende, at jeg åbenbart er sådan en, der bliver vred over, at en bus er forsinket. Mig!? Ja, åbenbart.

Følelsen af vrede går hurtigt over, men det er ikke fordi jeg skyder den væk. Det er som om at min blotte opmærksomhed på den og accept af den, får den til at forsvinde.

Efterfølgende har jeg bemærket, at jeg rummer stærke følelser og reaktioner i forhold til både behagelige og ubehagelige oplevelser i hverdagen. Dét, at jeg er lidt bedre til at opdage og anerkende mine ubehag, har interessant nok gjort de behagelige oplevelser så meget desto stærkere også.

Jeg har altid ønsket balance og jeg troede, at det at være i balance, betød at føle behag. Men livet rummer både behag og ubehag og en negligering af dele af livet, kan vel på ingen måde skabe balance? Mit subjektive svar på spørgsmålet gør for mig ubehag mindre ubehageligt.