Ved den karakteristiske lyd af store vingeslag hæver jeg blikket fra skovstien. Mine øjne mødes af knopsvanernes betagende hvide fuglekroppe. Først tre – dernæst seks – i alt ni svaner, der ligesom flyder hen over den lysende grå himmel lige over mig. Ni svaner, der bevæger deres store vinger, og som fylder mig med en form for vågenhed.

Jeg står stille og mærker hjertemusklen pumpe blodet rundt i min krop. Min opmærksomhed går til min mund. Den er tør. Idet jeg har kigget efter svanerne, har jeg hældt hovedet en smule bagover og – opdager jeg nu – tabt undermunden. Kæben lukker jeg sammen.

Med hjælp fra vejrtrækningen falder mit system til ro. Kroppen spændes langsomt af. Jeg bliver optaget af, at disse svævende bevidsthedsformer vækker min egen bevidstheds evne til at svæve med et stykke af vejen. Måske derfor nyder jeg synet af de frie fugle. Glæden følger lige efter. Det føles som om hjertet bliver større, at det udvider sig. En berørthed indtræffer.

De mægtige majestætiske fugle fylder mig gang på gang med betagelse. Når jeg ser dem. Når jeg synger om dem. Når jeg møder dem i folkeeventyrene. Når de optræder i mine drømme – og nu på denne gåtur i skoven.

Måske du også kender til at betages over fugle, der svæver over himlen. Jeg spørger mig selv, hvor denne betagelse kommer fra. Jeg forsøger at mærke vidden af min egen bevidsthed – eller min egen adgang til bevidstheden – og samtidig mærke, hvor bevidstheden kommer fra. I et glimt føler jeg en dyb samhørighed med svanerne, med skoven, med altet.

I dagene efter denne episode befandt jeg mig i nærheden af vandet. På min daglige gåtur langs fjorden mødte jeg to svaner. Vi ligesom hilste på hinanden og fortsatte hver vores bane. Igen og igen tænkte jeg, hvorfor tog jeg ikke et billede?

Og så en dag, hvor jeg troede, vi ikke skulle mødes, optrådte den ene af svanerne nærmest som om den var bestilt til et ’photoshot’. Den kom helt tæt hen til mig, der stod med mine marineblå Viking gummistøvler i vandet. Jeg mærkede et kort jag af frygt i mellemgulvet. En svane synes ubeskrivelig stor, når den er inden for én meters afstand. Det viste sig dog, at den blot var interesseret i en nærmest legende kontakt, og den poserede, vendte hovedet den ene vej og den anden vej. Placerede sig i medlys og modlys. Elegant og trænet til at stille op med sin smukhed på en solrig dag, hvor stilheden var vores fælles vidne.

Foto: Charlotte Toft