Min højre hånd hviler på den første bedemølle. Jeg drejer den og går videre til den næste. Sætter også den i bevægelse. Om mani padme hum. Hele vejen rundt i flere omgange.

Jeg er i Dharamsala. Hver dag går jeg derop. Til bedemøllerne i gården udenfor det store tempel, hvor der er offentlig adgang.

På vejen tilbage ned mod byen møder jeg en munk, vi falder i snak og følges ned ad skråningen. Han spørger, hvad jeg laver hjemme i Danmark. Jeg fortæller ham, at jeg læser til afspændingspædagog, og at jeg netop er blevet introduceret til Jungs psykologi, af skolens psykologilærer. Hun er inkarneret jungianer.

Hun bliver en før og efter person i mit liv.

Ordene strømmer ud af mig, fordi han lytter med interesse og med så fint et nærvær. Jeg fortæller ham om hvordan det at stifte bekendtskab med Jung, er et vendepunkt for mig. Hvordan det for mig opleves som at blive anvist en vej. Om at jeg forestiller mig, hvordan det ville have været at have haft Jung som far eller bedstefar. At leve i hans tid.

Det viser sig, at denne munk også er optaget af Jung. Han fortæller mig begejstret om begrebet synkronicitet, mens vi langsomt, nærmer os den støvede hovedgade, der går igennem byen.

Her siger vi farvel og vore veje skilles. Jeg går alene videre gennem byen. Ved den lille bookshop stopper jeg op. Jeg går ind, og det første jeg får øje på er en udgave af Jungs bog Synchronicity.

Indeni mig ryster det, og samtidig er det helt roligt. Som om jeg er i en drøm. Jeg forstår ikke, hvordan det kan ske, og samtidig accepterer jeg det som det naturligste i verden.

Jeg køber bogen.

 ”Jung introduced the idea of synchronicity to strip of the fantasy, magic, and superstition which surround and are provoked by unpredictable, startling, and impressive events that, like these, appear to be connected. They are simply “meaningfull coincidens”. 

C.G Jung, Synchronicity, side xi, The Collected Works of C.G Jung, volume 8, Bollingen series xx, Princeton university press.

“Jung introducerede ideen om synkronicitet for at eliminere den magi og mistro, som kan omgive og fremprovokeres af uforudsigelige, opsigtsvækkende og imponerende begivenheder, der som disse, ser ud til at være forbundet. De er simpelthen ”meningsfulde tilfældigheder”.

Hjemme i Danmark begynder jeg at føre en synkronicitets journal. Lidt som en leg og uden at tage det alt for alvorligt. En egen og privat undersøgelse.  Akkurat som man kan føre en drømmejournal. Eller en dagbog. Jeg noterer hver gang, jeg oplever det jeg opfatter som tegn og sammenhænge, der som en slags vejvisere, toner frem, når jeg lytter og er årvågen.

 I kantinen efter en forelæsning, sidder jeg sammen med Lene og spiser. Hun fortæller mig, at hun skal starte på en billedskole i København. Det er en dagskole og Lene har hørt meget godt om de to lærere der underviser der. Hun siger det meget koncentreret henvendt til mig, og noget i mit system er vakt. En følelse af, at jeg får en form for besked igennem Lene. Som om den bliver plantet i mig. Efter undervisning cykler jeg hjem. Jeg har netop fået at vide, at jeg er optaget på en skole, hvor der undervises i klassisk tegning. Det er min plan at starte der. Et par dage efter åbner jeg et tidsskrift, ”Kunsten” og på en af siderne ser jeg en annonce fra den skole, Lene lige har fortalt mig om. Noget i mig tænker at jeg måske skulle tjekke den skole ud, før jeg begynder på den anden, som starter om en måned? Men jeg ”vælger”at glemme det. Har jo en plan. 14 dage senere møder jeg en anden veninde Helle, tilfældigt på gaden på Nørrebro. Hun er på vej til åbent hus på den skole Lene fortalte mig om. Og det går op for mig, at vi står lige foran skolen, som har til huse på Nørrebrogade. Helle spørger om jeg ikke vil med derop, se skolen og møde lærerne. Jeg træder ind på skolen sammen med Helle – og jeg kommer ikke langt ind i det store lokale, før jeg véd, at her skal jeg være, og at de to mennesker, som har skolen, vil blive mine lærere.

Ved siden af den verden med dagligdags bevidsthed jeg lever i, er der en anden verden.

Det føles som om de to verdener er adskilt af en slags membran. Som har noget med synkronicitet at gøre. Jeg kan komme over i den anden verden. Nogle gange er membranen som blød husblas, og jeg kan træde derind rent fysisk. Andre gange er den som af glas. Som et vindue. Transparent. Men ikke til at gå igennem. Andre gange er der helt lukket, som med en mur.

Sådan gør min fantasi. Sådan mærker jeg det. Men jeg véd ingenting.

Det er enkelte begivenheder i en slags uordnede mønstre jeg noterer i min samtidighedsdagbog, sommetider kæder af ”tilfældigheder” der indtræffer i noget der virker som en orden. På et tidspunkt kommer jeg væk fra denne skrivepraksis. For i stræk at vende tilbage. De to verdener fletter sig måske mere sammen? For i perioder at opleves helt adskilt. Når det daglige liv trænger sig på. Når selve det at leve livet i denne dimension, fortrænger vågenheden.

Foto af åbent vindue i Dharamsala: Kirsten Rotbøll Lassen