Vi er omkring 24 mennesker i det smukke lokale. Lyset falder blødt ind ad de store vinduer. Få hundrede meter derfra bruser havet. Fem dages kursus om meditative processer tager sin begyndelse. Stemningen er venlig. Imødekommende. Alle er vi optaget af budskabet fra underviserne. Alligevel forstyrres min opmærksomhed. Det er som om, nogen kikker på mig. Mit blik søger instinktivt mod en bestemt plads skråt over for mig. Jeg ser op. Men hun ser ned. Jeg vender tilbage til oplægget. Så er fornemmelsen der igen. Jeg føler mig iagttaget. Vurderet. Det er som om, hun sænker blikket i samme øjeblik, jeg løfter mit. Er det noget, jeg bilder mig ind?  Det gentager sig. Det er ikke rart. Hvorfor ikke lige mødes et kort sekund? I øjnene. Med et smil. En usynlig tråd er spundet igennem lokalet. Den hiver i mig. Væk fra det som, jeg er kommet for.

I pausen mødes vi på gangen. Vi kender hinanden perifert. Nok til at det er naturligt at tage kontakt og hilse. Jeg smiler. Forsøger at skabe kontakt. Der er ingen respons. Måske har hun ikke set det? Kan hun ikke lide mig? Har jeg sagt noget forkert sidst vi mødtes? Har det noget med min rolle i gruppen at gøre? Hvad hvis vi skal arbejde sammen senere? Mit indre kommentarspor ændrer fokus. Peger nu udad. Er hun ikke lidt egoistisk? Lidt for dominerende? Jeg begynder at registrere hendes kropsbevægelser, stemmeføring. Nu er det mig, der kikker i smug.

Feltet omkring mig bliver mindre. Pladsen til at ånde lidt snævrere. Solar plexus mere aktiv. Tankerne hurtigere. Fokus på hvad der ellers sker i lokalet minimeres. Opmærksomheden vender sig igen og igen mod dette menneske. Hvor er hun? Ser hun på mig? Hvem taler hun med? Hun er jo bare en ud af alle de andre venlige smilende ansigter, der nyder pausens forfriskninger og gensynet med hinanden. Der er flere, jeg ikke har set længe. Alligevel falmer det glædelige i møderne lidt. En beskyttende fortætning har lagt sig blokerende omkring brystkassen. Jeg er som et vagtsom dyr, der står i skovbrynet. Ørerne drejer sig efter tegn. Musklerne er let anspændte. Vagtsomheden er vågnet.

Da jeg nogle uger efter taler med en ven om oplevelsen, bliver det tydeligt, hvordan min hjernes urgamle overlevelsesstrategi på få øjeblikke blev aktiveret. Jeg husker Rick Hansson beskrive The Negativity Bias. Beskrive hvordan hjernen er glat og afvisende som teflon for det gode og som burreagtig velcro for det, der kan true eller skræmme os. Vi har overlevet ved at se efter de lysende rovdyr øjne i natten. Efter den i gruppen, der vil os det ondt. Det er sikrest at være en del af flokken. Så bare små tegn på det modsatte alarmerer nervesystemet. Den indre alarmklokke vågner. Ser efter farerne. De virkelige og de imaginære. Vi træner det igen og igen hele livet. Hvad vi oplever som truende, er tillige præget af vores individuelle livshistorie. Hvis vi er faldet i et svømmebassin før, vi kunne svømme, er det måske vand, der giver os hjertebanken. Har vi haft en ubehagelig oplevelse på et hospital, kan synet af en hvid kittel få adrenalinen til at flyde. I forhold til det relationelle, er vores erfaringer også forskellige. For mit vedkommende er der en ekstra vagtsomhed i grupper. Jeg stod ofte og så på, når der blev sjippet i skolegården. Blev ikke altid inviteret med, når inderkredsen i klassen holdt fest. Jeg var blandt dem, der blev valgt sidst, når volleyballholdet skulle sættes. På studier. På arbejdspladser. I grupper. Som trædesten ligger der erindringer om fravalg. Om at føle mig overflødig. Kejtet. Uønsket. Usynlig. Oplevelse på oplevelse har lejret sig, og små neurale alarmklokker bimler så snart, der er en risiko for, at det sker igen. Nogle gange for at vende angrebene indad. Er der noget jeg kan eller skal korrigere? Andre gange projiceres de ud. Jeg angriber den eller dem, som har frembragt følelsen. For mit vedkommende hyppigst som en frustreret og dømmende indre monolog, der overtager og fjerner mig fra øjeblikket.

Men det er muligt at øve noget andet. Hjernen er plastisk. Foranderlig. Det vi gør mange gange, bliver vi bedre til. Overskriften på et træningsprogram kan være som Rick Hansson beskriver det, at: Tag det gode ind. Vi kan stoppe op. Mærke eller genkalde os en positiv oplevelse. Knytte forskelligartede sanseindtryk til den. Dufte, smage, lyde, synsindtryk. Suge dem ind på alle kanaler. Blive ved oplevelsen i minimum 30 sekunder. Marinere os i den, så den kan få tid til at skabe spor. Det kan være dagens første kop kaffe. Den smukke kop som den duftende væske hældes op i. Varmen der forplanter sig til hænderne, der holder om den. Smagsnuancerne. Pausen. En gruppeoplevelse der er glædelig og hjertevarm. Det kan være vennens kærlige sms, som vi lader bundfælde sig. Synke ind og berøre. Kvinden i køen, der smiler. Vi kan skabe nye historier. Lave nye baner. Det kan blive en nysgerrig og livfuld leg at begynde at få blik for disse øjeblikke.

Men det fjerner jo ikke min oplevelse fra rundkredsen? Oplevelsen af ikke at blive set. Ikke at blive holdt af? Mit overlevelsesinstinkt. Livets aftryk vil vel stadig vågne? Vagtsomhedens sitren stadig scanne oplevelserne? Tankerne myldre?
Min erfaring er: ja. Nogle spor kræver mange timers refleksion, måske et terapeutisk rum. MEN at se efter det, der giver glæde, det skaber med træning en større balance på vægtskålen, så både det svære og det sødmefyldte er der. For det skal de være. Lys og mørke. Nydelse og ubehag. Ro og uro.

Grunden til at det kan være nyttigt at øve at tage det gode ind, er fordi vi i så rigelig grad træner bekymringen. Ser efter det truende. Det der presser. Det er i vores indre monologer. I nyhedskanalernes overvægt af det, der er foruroligende. Det lykkes mig langt fra altid at opdage, hvad der er på spil i selve øjeblikket, hvor agtpågivenheden og forestillingerne tager fart. Men med træning er det oftere blevet muligt at bremse bekymringernes og fantasiernes drøvtyggeri op og se, at der også er andet til stede. Jeg træner igen og igen at iagttage tankerne fra et mere neutralt sted. Så der opstår et lille mellemrum mellem det der sker. Det der sætter gang i følelsernes hvirvelvind og mine instinktive reaktioner. Det bliver faktisk jo flere gange, jeg har øvet mig, muligt at skelne mere nuanceret. Muligt at flytte fokus til kroppen, til åndedrættet, berolige alarmklokkernes kimen og langsomt lirke frontallapperne på plads, og skabe et rum hvor hjertefølelser, venlighed, overblik og kreative løsninger også får en plads ved bordet.

Min ven nikker. Hun har selv trænet netop dette de sidste uger. Hver aften inden hun går i seng genkalder hun sig tre gode oplevelser fra dagen. Store eller små, og lader dem være godnatstemningen. Hun oplever, det trækker spor ind i dagens oplevelser. Det er blevet nemmere at få øje på det gode.

Samtidig deler hun en opgave, som hun har fået stillet i et terapeutisk rum, som hun benytter sig af, når møder med andre aktiverer kamp, flugt eller frys. Men mere om det i anden del.

Dette er det første af to blogindlæg om at se indad, når det ydre udfordrer. Det næste hedder: ”Lige som dig?” og udkommer lørdag den 20. maj.

Foto: Charlotte Toft