Jeg er på vej ned for at snorkle inden morgenmeditationen. Og så lige dér, hvor palmerne tynder ud på den lille ø i Andamanhavet, åbenbarer der sig det smukkeste syn i det hvide sand. Så langt øjet rækker er der fyldt med fine sirlige mønstre. Det er som om sandet er tatoveret, og kunstnerne er eremitkrebs og centimetersmå gennemsigtige krabber, der alle sammen vrimler op ad hullerne i sandet i hundredvis – ja tusindvis – for at lave flere tatoveringer.

Mønstrene er individuelle, og jeg tænker på, om det mon er som med menneskers fingeraftryk – at alle mønstre er unikke. På overfladen ser eremitkrebs næsten ens ud, men kigger man nærmere er sneglehusene i forskellige mørke, brune, gyldne og grå nuancer. Jeg forestiller mig, at hullerne er indgange og udgange fra deres boliger under sandet. At de bor alene dernede, og at de alligevel er i slags stor landsby. Det strejfer mig, at vi i vid udstrækning lever sådan – os to-benede. At vi hver især sætter individuelle spor, der i en travl verden kan ligne hinanden – og så alligevel ikke.

Én for én indtager de stranden, og jeg understøtter frejdigt – og klogt synes jeg – mine iagttagelser ved at drage paralleller til, at eneboer i religiøs sammenhæng ofte kaldes eremit. Men sammenligningen holder godt nok ikke længe, for nede ved vandkanten skimter jeg, at en gruppe på 15-20 eremitkrebs har samlet sig. Der er en både øget og anderledes aktivitet. Jeg går derned og opdager, at gruppen er i gang med at angribe en enkelt og anderledes eremitkrebs. Hvorfor aner jeg ikke, men den er alene og kan ikke længere gemme sig i sit cylinderformede hus. Gruppen ved det og er ved fælles og måske ligefrem koordineret indsats i gang med at forsøge at æde den. Fra nærmest at have oplevet et nærvær med de her fredelige enegængere er anden akt nu fyldt med kødædende monstre og et tvist af hævnende arrogant ondskab. Den eremitkrebs, der bliver angrebet, har måske været i gang med at skifte hjem – altså sneglehus – og på den måde gjort sig sårbar. Det synes svært ikke at drage en vis parallelitet til verden i øvrigt.

Gruppen af eremitkrebs med de flade huse har vundet og er nu én for én på vej væk fra grovheden for at fortsætte med deres uskyldige og fine tatoveringer af sandet.

Jeg ruller håndklædet sammen, sætter mig på det, så hofterne er placeret højere end mine knæ. Jeg forsøger at praktisere og rense nethinden for indtryk. Jeg var jo trods alt bare kommet ned for at snorkle og meditere. Mærker kroppen, åndedrættet og hjertet, og morgenens drama opløses stille og roligt – det meste af tiden.
Efter 50 minutter tager jeg på besøg i havet, inden jeg går hjemad. Fire hunde stikker afsted i rasende fart mod den lille flod, hvor jeg bor, for tilsyneladende at hjælpe en hund, der er i kamp med en gruppe aber. Aberne skriger vildere, hundene gør højt. Der kæmpes. Samtidig stemmer cikaderne i og fuldender lydbilledet.

Jeg har denne morgen mødt det fine og det rå. Den enkelte og fællesskabet. Det individuelle og det kollektive. Jeg er blevet mindet om, at der i den overvældende skønhed på stranden og de sirlige aftryk også gemmer sig grusomhed og kamp for overlevelse. At min besnærende yndige eremitfortælling med tråde til længere ene-retreat og livets tatoveringer er afløst af indtryk og refleksioner om overlevelse, gruppers styrke og livsnødvendige fællesskaber. LIVET ER – og jeg sidder med det. Og i morgen bliver det tatoveret på ny – i sandet, i mig og i os.

Foto: Charlotte Toft