Jeg vil gerne holde fast. Både i det store og små. Holde fast i livet. Holde fast i dem jeg elsker, min raske krop, mine standpunkter og de ting jeg ejer. Jeg vil gerne eje. Jeg kan ikke lide at forestille mig at disse både abstrakte og mere konkrete ting skulle forsvinde fra mit liv. Hvis adskillelsen af og til truer, bliver jeg ramt af eksistentiel angst. Som om jeg ikke kunne leve uden disse, mine kære.

For en måneds tid siden fik jeg fortalt en historie. Af en kvinde som jeg mødte, og med hvem jeg tilbragte nogle dage sammen. Til trods for at hun var fyrre år ældre end mig, opnåede vi en gensidig forståelse og en art samhørighed. En morgen fortalte hun mig sin livshistorie.

Hun havde været igennem meget og forsøgt at holde fast; i arbejde, succes, penge, venner, ting. Hun blev ramt af stress og var nede i et sort hul i meget lang tid. Hun blev så syg at hun ikke kunne bevæge sig og nærmest mistede førligheden. En dag besluttede hun sig for at nu ville hun give slip på alt. Bogstaveligt talt alt. Sælge alt hvad hun ejede. Hus og alle ejendele. Gå fra det hele. Blive hjemløs.

Da hun vågnede næste morgen, var det som at vågne til et nyt liv. Blive født igen. Hun var rask, stresssygdommen væk, og lige siden har hun haft det godt. Nu er livet som det udfolder sig, en ren gave. Hun er uden forventninger, kan ikke blive skuffet. Selv døden har hun accepteret.

Det var hende jeg kom til at tænke på da jeg læste digtet af Emil Aarestrup. Det der med at acceptere den måde som livet udfolder sig på, er svært. Og især at acceptere livsvilkårene og for mig specielt døden.

Men er det på den anden side ikke sådan at livet først bliver smukt når det har en udstrækning? Når det har et endepunkt og ikke er for evigt? Ville det ikke være en smuk poetisk tanke? Og jeg tror virkelig det forholder sig sådan. Men jeg ved det ikke. Jeg er ikke nået den erkendelse. Endnu, kunne man måske forsigtigt, prøvende sige. Men jeg er overbevist om at før jeg erkender at døden kun er et åndedrag væk, så kan jeg ikke for alvor være fri af min tilknytning til mine ting, mit liv og måske allermest til dem jeg elsker. Derfor kan det nu til tider føles som om jeg er bundet til livet selv.

Indtil jeg erkender dødens virkelighed, må jeg prøve at stå ved min angst for alt det der kommer i vejen for min udødelighed.

Foto: Jeanette Lykkegård