Du kan lytte til dette indlæg som en blogcast her. Indtalt af Hanne Linde 7:04

Han holder parkeret ved parken, som så mange gange før de seneste måneder.
Der er koldt i bilen. Han fryser og tænder for motoren. Bag i bilen har han et reb, en stige, og en sort plastikpose.
Hovedet spænder op indefra af tanker. Vreden er så kraftig at det føles som om den er ved at sprænge hans krop. Men ensomheden. Den er uendelig tung. Umulig at bære. I hans pung i baglommen har han et billede af sin datter.
Han har gjort alt klar. Lejligheden. Brevene. Testamentet. Men han er ikke fattet.
Et sted dybt inde bag mørket, i hjertets inderste, brænder kærlighedens lys. Han mærker det pludselig. Som et gyldent strejf. Han tager telefonen og ringer til en veninde. Ingen svar. Så en anden. Ingen svar.
Mørket omslutter ham atter. Han overvældes af emotioner og håbløshed, en følelsesmæssig smerte der i dette nu fylder alle hans celler. Det bliver igen umuligt at se ud gennem det.
Han slukker bilen, stiger ud, tømmer bagagerummet, og går over mod træet.
”Sæt mig fri”, tænker han.

Det er sådan jeg forestiller mig at det foregik forud for hans død. Ved at sammenholde alt det jeg kendte til hamm med politirapportens faktuelle oplysninger, udtalelser fra parkens gartner, samt de veninder han forsøgte at kontakte, har jeg mange gange forsøgt at leve mig ind i de sidste skæbnesvangre minutter af hans liv. I et forsøg på at forstå.

Når mennesker dør ved selvmord, efterlader det ofte en anden type spørgsmål hos de efterladte end ved andre typer af dødsfald. Og svarene kan være svære at finde. Det véd jeg fra min forskning – og det er min personlige erfaring.

Selvom det er næsten ni år siden nu, kredser min bevidsthed igen om at forsøge at forstå det hele fra et lidt dybere sted. Også nu hvor jeg deltager i et seminar om stress på Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.
Dagen igår drejede undervisningen sig om de fysiologiske aspekter af stress; om hjernestrukturer, om det limbiske system og det autonome nervesystem. Om at stress er alle former for påvirkning vores hjerne opfatter som farlig. At responsen fra kroppen er god, at den er til for at redde os – men også om hvad der sker i kroppen hvis stresspåvirkningen fortsætter
Vi hørte om hvordan dét at være udsat for stresspåvirkning tidligt i livet, kan sætte spor langt ind i voksenlivet. Om hvordan vi kan blive fysisk syge af bestemte tankemønstre. Om hvordan sindet sidder i kroppen. Og om hvordan mindfulnesstræning kan hjælpe.

Her på dag to underviser Lone Fjorback, psykiater, ph.d. og leder af centeret.
Hun fortæller om hvordan en stresspåvirkning kan udvikle sig fra en opspændt krop til hjertebanken og åndenød. Og hvis stresspåvirkningen, indefra eller udefra, fortsætter, kan det gå på sanserne: man kan miste synet, miste hørelsen, man kan miste fornemmelsen for hvor man er, miste orienteringssansen.

Det er dér, jeg kommer til at tænke på ham. Han var altid stresset. Han sagde selv at han havde brug for at være det.

Så siger Lone pludselig noget som rammer mig dybt i hjertet: ”Vi har alle sammen et hav af neuroser og traumer. Før vi overhovedet kan begynde at løsne op for dem, skal vi pakkes ind i tryghed”.
Ja, det føles så sandt. Klokkeklart. Før vi kan begynde at heale vores indre sårede børn, så må vi pakkes ind i tryghed.

Jeg tror aldrig han følte sig fuldstændig tryg. Heller ikke med mig, efter års samliv. Det smerter i hjertet at erkende det. Men det bringer også forståelse.

Lone forklarer at der er tre niveauer i dét at føle sig tryg. Det første basale niveau er spørgsmålet: Er jeg i sikkerhed? Dernæst: Kan jeg klare den situation jeg er i? Har jeg indflydelse på noget her? Og det sidste lag er: Hører jeg til? Er der plads til mig?

Måske kunne han end ikke på det allermest basale niveau føle sig tryg?

Jeg mærker pludselig tre dybfølte ønsker:

Må alle levende væsner føle sig trygge.
Må alle levende væsner føle sig i stand til at mestre den situation de står i.
Må alle levende væsner opleve følelsen af tilhørsforhold, af at de hører til, med hele sig.

Jeg mærker en hjertets smerte fordi jeg véd at der er mennesker og dyr som hverken føler sig trygge eller ér i sikkerhed. Fordi jeg véd at der er mennesker i situationer som forekommer umulige at mestre. Og fordi der er mange som ikke føler at der er plads til hele dem.

Og jeg mærker en taknemmelighed fordi rigtig mange kan føle sig i sikkerhed. Og fordi jeg oplever at der er en slags friheds- og venlighedsbevægelse igang som siger: Alle er gode nok præcis som de er. Også når de har det dårligt. Også når de faktisk ikke kan mestre den situation de står i. Også når de har mistet orienteringssansen, eller på anden måde er ’lagt ned’ af livet.

Sufidigteren Rumis ord kommer mig pludselig til hjælp. Han skrev:

“Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing, there is a field.
I’ll meet you there.
When the soul lies down in that grass, the world is too full to talk about.
Ideas, language, even the phrase ‘each other’ doesn’t make any sense.”

Rumis ord bringer et håb. Fordi vi kan øve os. Øve os i at være i kontakt med vores hjerter og vores hjerters mod til at gå netop hjertevejen. Hjertet véd at vi aldrig er alene. For vi er i bund og grund ikke adskilte. Og dybt inderst i hjertet, bag forestillingen om rigtigt og forkert, hinsides godt og ondt, er der en eng. Hvis vi er heldige kan vi måske en dag ligge i dét græs og mærke at – som hans mor sagde kort før sin egen død – ”alt er som det skal være min kære”.

Jeg mærker et slip.