TRE ÅR I RETREAT

Person in retreat, meditator, tibetan prayer flag

Du kan lytte til dette indlæg som en blogcast her. Indtalt af Hanne Linde (05.20):

 

Vores ven, Karsten Frederiksen, der har siddet flere treårs retreats efter hinanden, har skrevet en ny bog: Tre år i retreat – igen om sine erfaringer.

I den første del af bogen deler han ud af sine egne oplevelser og forsøg med hvordan man i en moderne verden afbalancerer så radikalt et projekt som et treårs retreat er, med et familieliv:

“Jeg har været bevidst om, at retreatet ikke skulle blive for ekstremt og verdensfjernt, så jeg kan sætte et attraktivt og realistisk billede for andre, der kunne have lyst til at følge det samme spor.
Jeg har eksempelvis nogle gange valgt under retreatet at være med, når der skulle fejres noget i familien. Cirka en gang om året har jeg deltaget i familiearrangementer. Jeg har enkelte gange i den forbindelse valgt, at det skulle være med overnatning. Det viste sig ikke at være forstyrrende for retreatet og for praksis.”

Flere steder fortælles der i bogen hvordan de lange retreats har øget betydningen af videregivelse. Et sted skriver han:

“Impulsen til, at dette overskud skal blive til gavn for andre, er blevet væsentligt større. Når man følger denne impuls, kaldes det for videregivelse. Impulsen til videregivelse bliver som sagt større, jo længere man kommer ind mod essensen – sådan er min erfaring.”

I kapitler om ’Formidlingsstrategier og bemyndigelse’, ’Formidling fra jeget’ og ’At være autentisk’ gengiver Karsten loyalt den dzogchenpædagogik som Jes Bertelsen har formuleret.
Her udtrykt med Karstens egne ord.
Det er noget af det vi har glædet os over ved bogen, den måde hvorpå den taler ud af egen erfaring. At sidde i retreat er helt tydeligt forfatterens second nature, man tages ved læsningen med ind på Karstens landligt liggende ejendom i Vestdanmark hvor han har sin skurvogn (hvor han har boet i syv år uden én gang at sove i huset, fortæller han!), og hvor han underviser kursister.

Den anden og længste del af bogen kredser om praksiserfaringer og -strategier. Stadig med afsæt i Jes Bertelsens dzogchen – formuleret af Jes for vesterlændinge i et umiddelbart forståeligt og dogmefrit sprog – beskriver bogen måder at opbygge praksisperioden på, vekselvirkningen mellem formsat og formløs praksis og herfra punktvist videre til nondualitet.

Et sted beskriver Karsten for eksempel hvordan han har arbejdet intenst med en version af Jes Bertelsens såkaldte femkant der inkluderer kroppen, åndedrættet, hjertefølelserne, bevidstheden og den naturlige kreativitet.
Disse, fortæller Karsten, har han arbejdet intenst med i en forenklet form hvor han sammenfatter femkanten til kropsrum, hjerterum og bevidsthedsrum. Man kan høre den personlige og klare erfaring når han så skriver:

“Vi er alle på et tidspunkt blevet såret eller svigtet. Det lukker hjertet. I hjertet befinder sorgen sig også. Ubearbejdet sorg lukke hjertet. Så vi kan forsøge at lade hjerterummet være så åbent som muligt ved at acceptere alt det, der befinder sig her. Der er et lukket hjerterum og et åbent hjerterum. Det er naturligt, at hjertet nogle gange er åbent og sårbart. Andre gange lukker hjertet sig for at beskytte sig selv.”

I den sidste lange del af bogen veksler sådanne råd eller inspirative idéer til hvordan man kan praktisere med personlige gengivelser af hvad der kaldes Vækstcenterpædagogikken som især er formuleret af Jes Bertelsen.
I denne del af bogen inviteres vi med ind i Karstens retreatdagligdag.
Han refererer nogle af sine praksisdrømme, fortæller om konkrete situationer foran sin brændeovn, om træghed eller stilstand i praksis og om glæden når modstanden giver sig.

Vi har i Danmark ikke mange som har siddet så længe i retreat som Karsten. Det er et livsvalg som sandsynligvis kun er for få.
Men som er dybt inspirerende. Jes Bertelsen har ofte udtrykt at en sangha, en gruppe praktiserende som har den samme praksis og den samme lærer, er som et orkester hvor hvert instrument er vigtigt. Vi oplever Karstens soloinstrument som vigtigt for os alle.

Gennem bogen går som en tråd den meningsfylde det kan give at sidde i retreat.
På et tidspunkt fortæller Karsten at han jævnligt bliver spurgt om man ikke kommer til at kede sig og at han til det helhjertet kan svare: -Aldrig!

 

Tre år i retreat – igen

Efterlad en kommentar