Psykolog og forfatter Helle Jensen har ledet undervisningen på det tredje og fjerde modul af vores uddannelsesforløb.
Helle er en international kapacitet hvis undervisning nu mest ligger uden for Danmarks grænser.
Det har været en stor glæde, både for deltagerne og for os undervisere, at have hende med os to hele dage.
Man kan, uden at overdrive, sige at det er Helle og Jesper Juul der sammen har givet begrebet relationskompetence dets moderne betydning og nuancerigdom, og demonstreret hvordan det udfoldes praktisk, i dagligdagen.
I de to dage hos os koncentrerede Helle sig om den samtaleform, hun og Jesper har udviklet, og som hun kalder ’relationskompetencesamtaler’.

Selve princippet er for så vidt enkelt: Fokuspersonen, den der har oplevet en vanskelig situation i forbindelse med sin dagligdag med børn, begynder med at beskrive situationen. Overfor sig har han eller hun den såkaldte dialogperson, den der skal spejle, eller bidrage til at den vanskelige situation eller oplevelse bliver til et lærestykke, et konstruktivt udgangspunkt for at bevæge sig videre.
Dialogpersonen forsøger under samtalen at følge tre vejledende retningslinjer: At være empatisk-anerkendende, at slippe ambitionen om at analysere og tolke fokuspersonen og dennes beretning, og at afstå fra at komme med forslag til løsningen af fokuspersonens dilemmaer.
Helle forklarede hvordan disse tre retningslinjer findes i beslægtet form i en række andre samtaletraditioner, og at de repræsenterer et forsøg på at sikre at en samtale bliver en reel dialog, at der hos samtalepartneren, her dialogpersonen, finder et forsøg på virkelig at forstå fokuspersonen sted.
Hun beskrev at det ikke er behagelig at den vi taler med, forsøger at analysere os – den der analyserer forsøger altid at bringe sig forståelsesmæssigt over den talende. Endvidere at de, måske behjertede, forsøg på at give andre mennesker løsninger på deres problemer oftest dækker over at vi, når vi hører om andres dilemmaer eller lidelser, kastes tilbage på oplevelser af som barn at have oplevet frygt eller angst ved udsigten til at føle sig ’udelukket fra et eller flere af de fundamentale menneskelige fællesskaber’ som Helle så klart og smukt udtrykte det.
Samtalen, som Helle derefter demonstrerede med en af deltagerne, folder sig derefter ud over fire stadier: Først forsøger dialogpersonen at danne sig så nøjagtig et billede som muligt af begivenheden, af hvad der er sket. Derefter spørger hun ind til hvordan fokuspersonen oplevede begivenheden, eventuelt bare et kort udsnit af den, i sin krop, sit følelsesliv og i sin bevidsthed.
Hvorefter Helle spurgte ind til hvordan den anden part (modparten hvis det var en konfliktsituation hvad det ofte vil være) kan tænkes at have følt.
Hvorefter dialogpersonen vil spørge ind til fokuspersonens mulige forslag til, eller fornemmelser af, hvad der kan læres af situationen, hvad fokuspersonen kan gøre for at stille sig mere præcist en eventuel næste gang, eller, hvis der ligger en direkte fortsættelse af situationen forude, som en samtale eller et forældremøde, hvad fokuspersonen ønsker at få ud af denne fortsættelse.

Det har været bevægende for mig, der har haft lejlighed til at følge Helles ledelse af disse samtaler en række gange (hun og jeg underviste forrige måned sammen på Børns Livskundskabs internationale uddannelse i Berlin) at opleve hvor virkningsfuldt et instrument denne dialogform er i forhold til vanskeligheder vi alle kender til, og til hvilken grad af perfektion Helle gennemfører dem.
Lige så bevægende er det at se hvordan kursister, der er motiveret for det, kan tilegne sig denne arbejdsmåde og så at sige med det samme begynde at støtte hinanden ved at spejle hinanden i denne samtaleform.
De situationer vi alle kender fra hverdagen, børn der får hidsighedsanfald, børn der virker klæbrige eller konfliktskabende, vanskelige situationer i garderoben når børn hentes eller bringes, kritiske konfrontationer ved forældremøder, alle disse situationer viser sig, når fokuspersonen får lov til at fortælle og støttes til ikke at projicere ud, men at mærke ind i hvad man selv har oplevet i den pågældende situation, hvad der skete i ens krop og følelsessystem, at blive langt mindre overvældende og afmagtsskabende end de oplevedes inden samtalen.
Samtidigt træder den dybt respektfulde og kærlige holdning til børn, som Jesper Juul og Helle igennem decennier har demonstreret, helt klart frem: At børn, dybest set, aldrig modarbejder voksne, men prøver at samarbejde og kommunikere. At der bag enhver ytring fra et barn eller en ung, hvor destruktiv og desperat den end virker, altid ligger et intenst ønske om at opnå virkelig kontakt og igen blive indlemmet i fællesskabet.

Naturligvis er disse samtaler, som Hanneli, med baggrund i sin terapeutiske erfaring understreger, ikke bare et værktøj, men snarere en praksisvej. Noget man skal deltage i måske dusin- eller hundredevis af gange inden man begynder at få et dybere greb om dem.
Men for mig er det sikkert at også bare to intense dages undervisning, som dem vi har haft med Helle, kan gøre en meget stor forskel.

Kursisterne og vi undervisere sagde spontant til hinanden da vi havde taget afsked med Helle: Sådanne to dage skulle det være obligatorisk for alle i Danmark der arbejder med børn, at deltage i.
Det har da også været tydeligt ved vores skypemøder efter Helles undervisning, hvordan de to moduler med hende, og forståelsen af denne dialogform og dens implikationer, vibrerer ind i vores alles dagligdag.

Varme hilsner

Peter

Foto: Jeanette Lykkegård/Kontemplation

Peter Høeg er mag. art, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er medstifter af Børns Livskundskab og leder af foreningens kursusforløb i relationskompetence. Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede, og er i træning hos Jes Bertelsen.

Foto: Henrik Saxgren