En enorm Galloway tyr står halvt begravet med hovedet og begge forben nede i jorden. Han er sort og vejer næsten et ton. Når hans hovedet stikker op af jorden, kan jeg se den prustende ånde i den klare, vinterkolde luft. Hans besynderlige adfærd har distraheret mig og en gruppe biologistuderende fra vores undervisning. Undervisningen stopper og bliver fokuseret på ham. Ham og hans harem af kvier. De er også stoppet op og skuler nysgerrigt hen mod os.

Vores underviser, en kommunebiolog, fortæller at han aldrig har set en tyr grave et hul som dette før. Det er et sjældent syn, siger han. Det er det, det kun er kreaturer med naturlige flokdynamikker, der opfører sig sådan. Lige netop denne flok ved en mose udenfor Aarhus er sat ud i en indhegning, hvor de går hele året rundt. De bliver ikke fodret, der er både hanner og hunner, og de er ikke kastreret. Disse dyr er her ikke for at gavne mennesker. De er her for at være vilde dyr. Så vilde som vi nu kan tillade. De er jo stadig hegnet inde. Lige nu er jeg og denne gruppe vidner til, hvad det vil sige at være en vild ko. Og lige nu vil det altså sige at grave dette tyrehul.

Du vil måske spørge, som mange andre danskere, er det ikke synd for dyrene, at de ikke fodres, når de er indespærret? Netop dette spørgsmål kommer, tror jeg, fra et sted i os, der holder inderligt af dyrene. Min egen holdning er, at det er ikke synd. Tværtimod. Med fare for at projicere mine følelser over på dyrene, vil jeg alligevel prøve at sige noget om, hvordan jeg tror, de har det: De virker umiddelbart tilfredse. Og det kan jeg godt forstå. De må bevæge sig frit, parre sig frit, sove hvor de vil, skide hvor de vil og spise hvad de vil. Udover det, ser de ud til at udfolde sig mere kreativt end kød- og malkekvæg. Et eksempel er dette udsædvanelige tyrehul, der er en markering af territorie, hvilket ikke er nødvendigt for kommercielt holdt kvæg, hvor der kun er typisk én tyr. Deres indhegning er for disse dyr foran os stor, så de kan spise et sted midt på dagen, skide her, vandre til nye områder om eftermiddagen og måske komme tilbage engang, når deres lort har efterladt friskgrønne græsarealer. En mulighed, der ikke findes for produktionsdyr.

Men hvad så med om vinteren, når føden slipper op, sulter de så ikke? Nej, det gør de ikke. Man kan se at dyrene er særligt kreative om vinteren. De begynder at hive barken af piletræer og æde den. Og de vintergrønne blade på brombær spiser de også. Så altså en lidt varieret vinterkost, og sandsynligvis mindre føde om dagen. Måske taber de sig lidt. Det er meget naturligt. Næsten alle vilde dyr har varierende vægt hen over et år. Rytmen med opbygning af fedt om sommeren for så at nedbryde dette lager om vinteren er opstået for at overleve vinterens knaphed hos mange arter af dyr.

Men oplever de sult, kan vi retfærdigt spørge. Det er svært at sige. Reel sult er fjernt fra den almindelig danskers hverdag. Og det gør vi meget for, at den også skal være for vores ”vilde dyr”. Dyr bag hegn bliver tilset dagligt og løbende af professionelle dyrlæger, der vurderer, om de sulter. Hvis det vurderes, at en flok er ved at blive for stor til et areal, bliver der, lang tid før føden begynder at slippe op, taget dyr ud. Mange af disse dyr vil sandsynligvis blive skudt, hvilket i sig selv kan virke brutalt, men det er desværre skæbnen for næsten alle dyr i Danmark. Er det en barmhjertighed fra dødens sidste smerter? Er det en berøvelse af dyrenes sidste frihed? Jeg har ikke svaret.

Måske er du ikke enig, men jeg tror, at mere vildskab er godt for disse dyr. Og hvad mere er, så ser det også ud til at gavne andre organismer. Disse kreative kreaturer former landskabet og åbner økosystemet op så det kan rumme flere arter. Et sandet tyrehul spirer måske med solelskende nøjsomhedsarter. Et afgnavet piletræ åbner op til at lys kan trænge ned gennem det tætte pilekrat. Komøg vrimler med et virvar af møgbiller der, på grund af lortens varme, kan være aktive året rundt. Og lod vi dyrene dø, ville også deres kadaver være levested for ådselbiller, fluer, myrer og måske endda gribbe.

Personligt kan jeg mærke, at jeg i denne situation bliver rørt. Jeg bliver glad af mødet med disse dyr. Glad over at se dyr udfolde sig på måder, jeg ikke anede, de kunne eller ville. At blive overrasket på denne måde. Og bare at være tilskuer og gæst på deres territorie. Jeg véd at her har naturen førsteret, og jeg skal ikke gøre nogen form for nytte. Det er befriende.

Når jeg mærker dybere, er der også en sorg. En sorg over at næsten alle andre dyr ikke har mere frihed. Over manglen på selvbestemmelse og selvudfoldelse. Denne sorg, som går ud mod de andre væsner, har også en retning ind mod mig selv. Nu mærker jeg konfrontationen med min egen indespærring. Det indre hegn, som jeg sætter op, når jeg er lammet af frygt eller fanget af mine emotioner. Lige nu retter min opmærksomhed sig helt konkret på en fysisk skade i min venstre skulder, som er gået af led seks gange. Skaden har medført en begrænset bevægelighed og en konfrontation med kroppens skrøbelighed. Min egen skrøbelighed.

Jeg kommer til at tænke på en historie, min mor fortalte mig som barn. Jeg er født i tyrens tegn ligesom min mor, og hun ville sige, at historien om den store stærke tyr også har en sårbar side. Tyren har nemlig et svagt venstre knæ. Måske har denne skade ramt lidt ved siden af i mig, og er landet i min venstre skulder i stedet. Måske peger denne historie, som mange andre mytiske fortællinger, på skrøbeligheden i os alle. Også i den store, stærke tyr.

Jeg ser igen på tyren og forbløffes over at dette tilfældige møde med dette store dyr, har ført mig ind til et dybere møde med mig selv. Måske du, som læser denne tekst, selv har nogle indre eller ydre sår, der godt kunne bruge lidt kærlig opmærksomhed. Måske du, ligesom jeg, kan finde vejen til et sårbart indre møde med dine sår i et ydre møde med et dyr.

Foto: Michael M/Unsplash | Layout: Charlotte Toft