Jeg har ikke taget skiene på denne aften. Min krop har brug for bare at trave derudad. Opad. Lidt væk fra skiudlejning, fra de mange hytter med lys i vinduerne. Jeg søger hen, hvor de nærmeste bjerge ikke er en afgrænsning for horisonten, og hvor jeg kan se langt, trække vejret lidt dybere.

Så jeg går. Denne gang har jeg alle fire lag overtøj på, så vinden ikke blæser igennem med sine minus 14 grader, og jeg får hurtigt varmen, indefra og ud, mens jeg bevæger min krop i fodtrinenes rytme og hører sneens knirken ved hvert nye skridt.

Opad. Lidt længere op. Jeg vender mig, og ser tilbage over dalen.

Solen er gået ned, så det er blevet mørkere. Bjergkæden står i skarp kontrast til de farver, som næsten danser over himlen. Jeg husker, at jeg som barn altid sagde, at dét var min yndlingsfarve. Aftenhimlens skyfrie farve. Den farve, som er mange farver, og som blandes på himlen efter solnedgang. Især den mørke violette, som leger med den mørkeblå himmeldel. Og den grønne, som kæmper om pladsen midt mellem den rød-orange himmelbund og den lette, lyse blå, som strækker sig op mod himmelhvælvet og bliver dybere. Og nu, hvor de hvide bjergtoppe skærer sig igennem farverne, er det som om, det hele er i samtale med sine bestanddele.

Jeg fortsætter et lille stykke op ad bjerget, før jeg stopper endeligt op og ser mig omkring. Der er bjerge hele vejen rundt. Kridhvide bjerge og himlens storslåede farver. Og lyset, som svinder en lille smule for hvert øjeblik, og som forstærker intensiteten af farverne.

Som jeg vender mig rundt, for at få hele vidden med, forskrækkes jeg et kort øjeblik af en lysende og hvid lampe mod øst. Og det går op for mig, at fuldmånen i dette spinkle moment hæves over de hvide tinder. Det er en måne, som er rig i lysstyrke, og jeg oplever den som fuldstændig vågen. Og som dens runde form samler sig og kommer til syne, er det, som bliver jeg mindet om, at jeg også er det bevægende element – ikke kun månen. Jordkuglen, som jeg i dette øjeblik er en forlængelse af, drejer ind mod den lysende himmelkugle, som derfor kommer mere til syne, indtil jordoverfladen og de hvide bjergtoppe slipper deres tag i månen, som begynder nattens himmelfart.

Og måske er det i højere grad jorden, jeg står på, som blot fortsætter på den himmelfart, den har haft i efterhånden 4,5 milliarder år.

Mens jeg forsøger at mærke ind i, at jorden er det roterende element, så ser jeg, hvor månen skal hen. For hen over himlen står den i kø bag Mars, som lyser tættest på og rødligt, og utålmodigt ventende bag Jupiter, højest på himlen, kun overgået i lysstyrke af Venus, som stolt holder sig skinnende i solens slipstrøm. Og med planeterne på linje, kan jeg skimte deres retning, deres vej over himlen langs ekliptika, den bane, planeterne og jorden selv, følger rundt om solen. Set fra jorden er netop ekliptika den storcirkel, som solen ser ud til at bevæge sig langs, fra den står op til den går ned, og solsystemets planeter bevæger sig i baner, som ligger meget tæt på denne, hvilket i dette øjeblik giver indtrykket af en fælles linje, en retning. Det kan være svært at sætte sig ud over, at det ikke er solen, der bevæger sig om jorden, men lige her, med udsigten ud over bjergenes grænser, bliver det på sin vis mere sanseligt for mig, hvordan jorden roterer og atter vender sig mod øst, mod månen og videre.

Som jeg står her og kigger på Jupiter på himlen foran mig, har jeg Venus og Solen og dens farver til min højre side, og den helt klare fuldmåne, samt Mars til min venstre. Med sammenpressede øjne griner og græder jeg lidt over sammenfaldet og den blide forbindelse, der går fra min lille krop på toppen af det lille bjerg, til himmelbuen, planeternes, månens og solens vandring gennem rummet. Det er som at have fået en særlig tilskuerplads i midten under himlens forestilling. Da jeg atter bevæger mig ned af bjerget, trækker jeg månen med mig, som var det en ballon i snor. Og den fortsætter sin rejse over himlen, rettidigt i kø bag ekliptikas skuespillere, indtil rollerne vender og scenen er skiftet, når morgensolen igen melder sin ankomst.

Foto: Esther Cecilie Lange