Endelig viste isfjorden sig, og nu mærkede jeg, at mine øjne kneb sig lidt sammen – det var de første glædestårer over at være tilbage. På vejen op til Ilulissat, i det lille røde fly fra Kangerlussuaq, havde jeg kigget ud af det lille flyvindue for at få øje på de første isfjelde, som så bitte små ud, men som jeg vidste var koloenorme gigantiske isklodser der svømmede rundt i vandet langt nede under mig.
Jeg kneb mig selv i armen, tog mine solbriller på, for tårerne stod i kø i mine trætte øjne, efter flere dage med pakning, forberedelser og korte nætter. Jeg var tilbage i Grønland.

Da jeg kort tid efter min ankomst sad på værelsets altan, som var dækket med nogle centimeter sne, med en kop varm the, og kiggede ud over fjorden, blev jeg bare stille – helt stille. Det eneste jeg kunne høre var isskossernes kælven, nogle få krager der fløj forbi, op fiskernes motorbåde der kom susende mellem store og små isfjelde for at fiske, sætte garn, eller sejle ud til en af de små bygder. I disse lyde hørte jeg mig selv sige: ‘Dette er mig, lige nu er jeg lige her’.
Oplevelsen var på sin egen måde så intens og overvældende, at jeg måtte sige det højt til mig selv for virkeligt at tro på det.

 

Endestationen og målet på denne tur var børnehjemmet i Uummannaq i Nord-Grønland. Efter en lille flyvetur og en bådtur i hård blæst fordi helikopteren var gået i stykker, var jeg nu endelig fremme, to et halvt døgn efter jeg var rejst fra København. Min opgave på denne tur ville være at deltage i optagelsen af undervisningsfilm, hvor nogle af børnene fra børnehjemmet skulle være kokke. Vi håbede de små film kunne inspirere børn på andre døgninstitutioner til at gå i køkkenet og lave mad sammen i et fællesskab.

‘Skal du ikke med til kaffemik – det er bare en time’, blev jeg spurgt af forstanderinden på børnehjemmet, da jeg knap var kommet indenfor, og med et skarpt, men meget venligt blik sagde hun til mig: ‘Det er dejligt du er kommet helt her op Vibeke, det har vi glædet os til, jeg kan fortælle dig at her handler det hele om tålmodighed’…..hvad mon hun mente med det…?

 

 

Trods intense og lange arbejdsdage i den følgende tid, dage som havde en stor uforudsigelighed og tålmodighed som medspiller, tog jeg mine pauser og gik ofte op til telestationen, hvor jeg kunne spejde langt ud over de farvede huse, høre hundene – som stod bundet og snart var klar til de første slædeture – gø. Eller snarere hyle. Jeg mærkede min egen tålmodighed blev prøvet og testet af nye arbejdsopgaver og sprogbarrierer – men også hjulpet af en stor portion nysgerrighed og kreativitet.
Et arbejdspunkt var også hvad der i Grønland kaldes ‘danskerstress’ som kun langsomt tilpasser sig det nye, rolige tempo. Og en anspore var min glæde over mødet med de søde børn, som alle boede på børnehjemmet, fordi det var var det allerbedste sted de under de givne omstændigheder kunne være trygge, være en del af et fællesskab, få kærlige måltider, hjælp til lektielæsning, få ferier, uddeling af vintertøj, fødselsdagsgaver og kærlighed. Af de voksne der udviste en så fin tålmodighed og opmærksomhed til dem alle.

I Uummannaq oplevede jeg at mine øjne fik lov til at kigge langt, uendeligt langt. Der var ikke en bygning, trafik eller en telefon der kaldte på min opmærksomhed og derved bremsede min egen bevidsthed. Om hvor jeg var, og at jeg var langt væk hjemmefra, og jeg befandt mig i en ubeskrivelig smuk, rå og barsk natur.

 

 

‘I Grønland sker de fleste dødsfald enten ved drukneulykker, selvmord eller drab’, fortalte forstanderinden mig en aften, og det vakte en sårbarhed i mig. En sårbarhed som for mig altid vil komme i spil, når jeg på egen hånd går omkring i byen, og ser på ansigter og ofte kommer i snak med lokale.
Netop dette føles som en betydningsfuld del af rejsen og kontakten til Grønland: At møde de lokale, at standse op og tale lidt om udsigten, om hundene eller måske om hvornår skibet med nye forsyninger kommer på fredag. Alt det hørte med til de små vandringer omkring i Uummannaq.

Mange aftener gik jeg en sen aftentur, noget jeg også praktiserer i København. At gå en tur uden formål inden dagens afslutning hvor jeg ofte lader mine fødder bestemme retning og tempo, føles meningsfuldt. Luften i Uummannaq er så fin, tør og kølig, og jeg føler at jeg på denne måde gav mig selv et mentalt brusebad inden sengetid. Ofte var det stjerneklart, og ude i fjorden kunne jeg ane de store isfjelde i mørket, kolosser der ind i mellem bragede og buldrede og sendte dønninger ind, så de små fiskerbåde hoppede og dansede rundt i havnen.

 

 

Der er plads til 30 børn på børnehjemmet, og de kommer fra hele Grønland. En pige på knap otte år, som kun havde været her i et par uger, og ikke havde talt siden hun var kommet, fik jeg en særlig kontakt til. Jeg havde dagen forinden lært hende at ælte en dej, og nu stod jeg og forberedte en ny bolledej, som var til en fødselsdags kaffemik til én af de lidt større børn, da vores blikke mødes. Hun kiggede på dejen, trak en lille skammel hen til køkkenbordet så hun kunne nå bordpladen, pegede på dejen og kiggede på mig. Jeg hev en klump dej af til hende og strøede lidt mel på bordet – og så gik hun ellers i gang. Med at ælte dejen med alle sine kræfter, ælte som hun havde lært dagen i forvejen. Vores øjne mødtes igen, over dejen, og vi kiggede begge på hinanden og dernæst ud af vinduet i køkkenet – og ud på den blå himmel, isbjergene og solskinsvejret. Jeg kneb igen en tåre.

 

 

Foto: Vibeke Schellerup

 

---

 

Herunder kan du se en musikvideo lavet af og med børnene fra Uummannaq: