Journalist Anders Laugesen har her besøg af Saki Santorelli, forfatter, professor i medicin ved Universitetet i Massachusetts og tidligere leder af MBSR-klinikken ved Center for Mindfulness in Medicine, Health Care and Society som er det kraftcenter hvorfra den globale interesse for moderne træning af, og forskning i, mindfulness begynte.

Interviewet er optaget i forbindelse med at Santorelli, i anledning af den danske udgivelse af hans bog Heal thy Self, besøger Danmark.

Bliv hel som bogen hedder på dansk, handler, blandt meget andet, om Saki Santorellis egen vej til forståelsen af sammenhængen mellem kroppen, bevidstheden og sundhed og sygdom, og om hans arbejde med otte ugers programmet mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR).

MBSR blev etableret og fastlagt i 1979 af Jon Kabat-Zinn og videreudviklet i et nært samarbejde mellem ham og Santorelli.

Bliv hel er en klar beskrivelse af programmets struktur og af faser i dets udfoldelse, med bevægende skildringer af Santorellis arbejde med klienter og kursister. Og bogen er samtidig et hjerteligt og indfølt vidnesbyrd om et menneskes brændende engagement i den kunst at være til stede for mennesker for at afhjælpe og mildne deres lidelse.

Samtalen mellem Santorelli og Laugesen begynder med et dyk ned spørgsmålet om hvordan kulturen og dens konventioner kan begrænse os. Og at der i denne oplevelse af at være begrænset kan ligge en værdi, nemlig længslen efter videre horisonter, dybere meningsfylde og frihed.

Santorelli, som har en særlig kærlighed til sproglig præcision og poesi, fremhæver ordet længsel, longing. Det bliver, siger han, ofte forvekslet med desire, at ønske sig noget man ikke har. Her overfor er den egentlige betydning af ’længsel’ at vi ret beset kun kan længes efter noget vi allerede besidder, noget vi allerede er.

Udvidelsen af vores horisont vil derfor, siger han, uundgåeligt også føre os indad, mod spørgsmålet om hvor i os selv denne længsel udspringer. Hvor i os selv vi allerede har adgang til det vi kaster ud i verden og prøver at genfinde.

Et andet samtaleemne mellem Laugesen og Santorelli er deres begges intense optagethed af bæredygtighed.

De kommer ind på hvordan man fra et dybere personligt niveau kan forholde sig til klimakrisen og klodens tilstand. Om hvordan indre bæredygtighed og nærværstræning nødvendigvis også er en vej til ydre bæredygtighed.

Saki taler her om betydningen af at lytte til livets rytme. Om at vide hvornår tiden er inde til handling og hvornår til væren. En tid til aktivitet og en tid til pause.

Han peger på at vi som kultur har favoriseret handlingsaspektet til en sådan grad at planetens økosystem nu er i ubalance. At det derfor nu er en uomgængelig opgave at give plads til medfølelse og empati og at føre disse kvaliteter med os ud i verden når vi agerer.

En regelmæssig meditationspraksis kan være et vigtigt instrument i denne bevægelse. At meditere, siger han, handler aldrig om at vende sig bort var verden. Tværtimod, meditation er en hjælp til at forbinde os med vores omgivelser og navigere nøjagtigt i forhold til dem, en regelmæssig praksis kan være et indre kompas som kan bringe vore handlinger i overensstemmelse med vore værdier og dybere dele af os selv.