Værdien af penge

af | | 13. juni 2025

fabian-blank-pElSkGRA2NU-unsplash

Hvad betyder penge for mig – del 1

Det er ikke et emne, man bare lige tager hul på i en samtale mellem venner. Jeg har prøvet – selv med nære venner – og det kan være virkelig svært. Det er et tabu for de fleste, i hvert fald i begyndelsen, som jeg oplever det. På mange måder og i mange kulturer.

Mit forhold til penge har ændret sig gennem livet. Men grundtonen i mit forhold til penge stammer måske fra barndommen. Når jeg ser tilbage, husker jeg, hvordan økonomiske bekymringer tyngede mine forældre – hvad vi havde råd til, og hvad vi ikke havde. Jeg vidste instinktivt, hvad jeg kunne bede om, og hvad jeg skulle lade være med at nævne. Alligevel formåede mine forældre ikke sjældent at opfylde materielle ønsker, når de mærkede, at vi virkelig ønskede os noget. Men det syn på penge, jeg tog med mig fra barndommen, var ofte negativt: For eksempel: Penge er noget dårligt, der forårsager meget lidelse i verden, og: Man bør ikke stole på folk med mange penge. Disse erfaringer har i høj grad påvirket mine livsvalg, selvom jeg aldrig rigtig har villet indrømme det.

I dag tror jeg, at en stærk længsel efter mere økonomisk tryghed for mig selv og mine kære var grunden til mine uddannelses- og jobvalg. Det her føles sårbart for mig.

Lad os holde en lille pause og tage et par dybe vejrtrækninger sammen. Det hjælper mig med at finde lidt ro. Hmmh, jeg trækker vejret. Det her er ikke nemt.

Hvad er min “pengehistorie”? Der er mange “pengehistorier”, man kan vokse op med, og det kan være spændende at reflektere over, hvor de kommer fra. Der er mange af sådanne fortællinger i bogen Den lille guide til opsparing af Jane Ibsen Piper, som jeg læser i øjeblikket – og som har sat gang i mange af de tanker, jeg reflekterer over i denne tekst.

En måde at lære lidt mere om mig selv og mit forhold til penge på var at lave en øvelse om min egen “pengehistorie”. Hvordan voksede jeg op? Var penge et tabu, var der altid eller aldrig nok? Repræsenterer økonomisk værdi tryghed eller skam, magt eller magtesløshed? Kan jeg finde mine “penge-sætninger”? For eksempel: “Det har vi ikke råd til”, “Jeg har ikke råd til at miste mit job”, “Rige mennesker er grådige”. Efter at have identificeret disse sætninger, legede jeg med potentielt nye sætninger, som jeg opfattede som mere konstruktive og hjælpsomme, f.eks.: “Penge er ikke målet i sig selv, men blot et middel til at leve det liv, jeg ønsker” eller “Et godt liv koster ikke mange penge”. Dette har hjulpet mig med at få et andet perspektiv på penge. Har bidraget til at jeg med friske øjne kan tage et overblik over min nuværende økonomiske situation. Jeg har for eksempel ønsket mig at forstå, om jeg bruger mine penge på ting, der faktisk betyder noget for mig og hvis ikke, hvordan det kan ændres.

Hmmh, jeg trækker vejret. Noget af spændingen i min krop slipper.

Hvad er et “godt liv”? Formålet med denne tekst er ikke at beskrive alt, hvad Jane Ibsen Pipers bog handler om; men i stedet at dele nogle af de tanker, der ligger bag den. At forsøge at forklare, hvorfor jeg synes, jeg finder den hjælpsom. Det er blandt andet fordi jeg tror, at penge kan støtte mig i at leve det liv, der passer til mine værdier og min egen idé om det “gode liv”, dvs. hvad mit gode liv skal indeholde.

Som nævnt i bogen er det vigtigt at sige, at ikke alle har penge på kontoen. Men idéen handler ikke om at have mange penge, men i stedet om at drage fordel af et overblik. At kende min økonomiske situation giver mig mulighed for at træffe mere bevidste beslutninger i mit nuværende liv og min fremtid. Jeg kan, synes jeg, efter denne læsning og reflektionsproces bedre vurdere, om jeg kan tillade mig ikke at have et job i en periode, om jeg kan beslutte at tage en uddannelse, jeg ønsker. Jeg nærmer mig, føler jeg, at kunne planlægge ud fra faktiske tal, hvordan og hvornår det vil være muligt at opnå det, jeg ønsker, i stedet for at støde mod en mere irrationel og frygtbaseret måde at se ind i fremtiden på. For mig er der kommet en følelse af tryghed, der kommer fra at have et overblik over og have fået styr på mine udgifter, min opsparing eller investeringer. Dette giver en følelse af øget frihed.

Dog vèd jeg af egen erfaring, at der er tidspunkter i livet, hvor man ikke har plads til sådanne tanker, fordi andre ting kræver ens energi og fokus. Så jeg anbefaler, at tage en sådan følelse, af hvad der er mest presserende, alvorligt og måske vende tilbage til emnet økonomi i fremtiden. Når det føles rigtigt.

Dette var den første del af en todelt blog om penge. I næste del vil jeg dele nogle af de praktiske øvelser, jeg lavede for at finde ud af, om jeg bruger mine penge på ting, jeg faktisk holder af. 

 

 

Hvad betyder penge for mig – del 2

I første del af bloggen om penge delte jeg, hvordan læsningen af en lille bog om opsparing (Den lille guide til opsparing af Jane Ibsen Piper) satte gang i en intens række tanker og handlinger i mit “pengeliv”. Jeg delte, hvad penge betyder for mig, og hvordan de kan støtte livsvalg, der gør det muligt for mig at leve et liv, jeg finder mere meningsfuldt. Friheden til at ændre mit liv.

Jeg er faktisk dybt overbevist om, at de vigtigste øjeblikke i livet ofte ikke koster penge: Tid med dem vi elsker, at læse bøger, være i naturen og meget mere. Men bevidsthed om min egen økonomi (hvor jeg står med mine egne penge) kan frigøre energi og støtte livsforandringer, som jeg før ikke følte var mulige.

Det er den tanke, der tiltaler mig. At kende min egen økonomi kan hjælpe med at finde mere ro i hverdagen. Refleksionerne over de penge, jeg tjener – eller ikke tjener – er overraskende ofte tæt knyttet til mine valg i hverdagen: Spiser jeg det, jeg har lyst til? Lever og arbejder jeg, som jeg ønsker? Kan jeg sige ja til det, jeg gerne vil sige ja til? Og nej til det, jeg ikke vil? At kende min økonomi gør det muligt at vurdere, om jeg bruger pengene på det, der faktisk gør mig glad. Jeg tør tænke på livsændringer som jobskifte eller boligskifte, som jeg før ikke turde forestille mig. Jeg tør tænke på mine store drømme i livet.

Hvordan finder jeg ud af, hvad der gør mig glad? Jeg ville finde ud af, om jeg brugte mine penge på ting, jeg faktisk gik op i – eller som gjorde mig glad. En øvelse, jeg lavede, er en klassiker indenfor opsparingsverdenen og kaldes “kaffe to go”-regnestykket. Så hvis du også er en af dem, der elsker at købe en god kop kaffe i byen, så regn sammen med mig: En kaffe til 40 kr. om dagen koster ca. 200 kr. om ugen (vi antager fem hverdage) – og mere end 10.000 kr. om året. Denne beregning er ikke for at sige, at jeg ikke skal købe kaffe, men for at jeg kan overveje, om det gør mig glad. Hvis svaret er ja, fortsætter jeg med min daglige kaffe – og nyder den måske endnu mere. Hvis svaret er nej, kan jeg bruge det øjeblik til at bruge pengene anderledes. Personligt har jeg brugt denne øvelse til begge dele – både til at sige ja og nej til køb.

Hmmh, jeg trækker vejret. Jeg indånder og udånder – dybt og frit.

Hvordan skabe plads til mere meningsfulde øjeblikke? Et andet eksperiment, jeg lavede derhjemme sammen med mine kære, var et såkaldt “købestop”. Det lyder drastisk, men jeg oplevede det som oplysende at stoppe med at købe ting i en måned. Jeg stoppede alt, jeg overhovedet kunne finde muligt at stoppe: Alle medlemskaber, abonnementer, alt fra Amazon og andre webshops eller tjenester. Ingen nyt tøj, ingen fitness, ingen streaming, ingen (købte) gaver, ingen kurser, ingen rejser, ingen restaurantbesøg, ingen kaffe, ingen shopping eller fester. Det hjalp mig at læse om andres erfaringer – og at jeg kunne love mig selv og min familie, at det, vi virkelig savnede, måtte vi godt købe bagefter – bare med lidt forsinkelse. Eksperimentet lød som en kunstig eller “laboratorieagtig” situation. Det mindede mig om at være på mit første retreat, hvor jeg også eksperimenterede med, hvordan ting kan være anderledes. Og ligesom på et retreat kan det skabe plads til meningsfulde opdagelser i et ellers travlt liv. Det kan føles befriende, men også skuffende eller kedeligt. Efter en måned kiggede jeg tilbage og reflekterede: Hvad savnede jeg mest? Hvad savnede jeg overhovedet ikke? Jeg gav mig tid til at mærke efter, om der var plads til noget andet – eller nogen anden – i mit liv i stedet. Jeg fandt det interessant og fascinerende, hvordan købestoppet gjorde det tydeligt, hvilke ting der faktisk ikke bidrog til glæde – hverken for mig, mine nærmeste eller andre. Men ved at frigøre den energi, tid og de penge, kunne der opstå øjeblikke, som jeg virkelig ønskede i mit liv – for mig selv og for andre.

Hmmh, jeg trækker vejret. Jeg prøver at mærke mine fødder på jorden.

Vi vælger med vores fødder Jeg havde engang en lærer, som sagde en sætning, jeg aldrig har glemt: “Vi vælger med vores fødder.” Hun mente, at hver gang vi – fysisk eller digitalt – går et sted hen og bruger penge, sætter vi spor. I os selv og i verden omkring os. Den gamle lov om udbud og efterspørgsel – men jeg havde aldrig hørt det sagt så jordnært før: Vi vælger med vores fødder. Så her er en invitation: Næste gang du skal bruge penge, så prøv at eksperimentere lidt. Tag en kort pause. Mærk dine fødder mod jorden. Tag en dyb indånding. Og prøv at fornemme, hvor meget denne beslutning bidrager til din trivsel. Føles det rigtigt – for dig? Gør det godt, nu – og måske også på sigt? Giver det næring til dit liv, til relationer, til det, du tror på? Eller mærker du noget andet? Du skal ikke være hård ved dig selv. Bare lyt. Bare mærk. Måske er der en historie, der vil fortælles. Måske er det ikke beløbet, men opmærksomheden, der gør hele forskellen. Måske.

Disse personlige refleksioner er en del af min rejse mod at leve et liv, jeg oplever som mere meningsfuldt. Bogen Den lille guide til opsparing af Jane Ibsen Piper er en del af en serie tilgængelige bøger om privatøkonomi udgivet af Muusmann Forlag. Forfatteren er jurist og specialkonsulent i Finanstilsynet. Serien indeholder også titler om bæredygtige investeringer og minimalisme. Jeg oversætter det til: “Hvad kan mine penge gøre (godt) – for mig selv og for andre?” Bogen kan lånes på biblioteket.


er erhvervsingeniør (Dipl.-Wirtsch.-Ing.) fra Tyskland med en ph.d. fra Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet med speciale i bæredygtig forbrugsadfærd.
I sin forskning ønsker hun at forstå, hvordan og hvorfor mennesker tænker, føler og opfører sig, som de gør. For eksempel i forhold til plantebaseret mad eller vedvarende energikilder. Hun er for nylig begyndt at skrive på Kontemplations blog om sine erfaringer med at udvikle en praksis og de udfordringer, der derved opstår.

Gabriele har i en årrække deltaget i undervisningsforløb og retreats med Kontemplations undervisere og team. Hun modtager supervision af Jeanette Lykkegård.

4 Comments

  1. Eva den 23. juni 2025 kl. 00:00

    Super spændende læsning.

    • Redaktionen den 23. juni 2025 kl. 00:38

      Kære Eva – ja, ikke sandt? Vi synes også, det er et spændende tema at dykke ned i.

  2. Linda den 14. juni 2025 kl. 11:57

    Giver stof til eftertanke. Mange tak for at dele det.

    • Redaktionen den 14. juni 2025 kl. 20:46

      Kære Linda
      Tak fordi du tager dig tid til at skrive.
      Også for os i teamet giver Gabrieles tekst anledning til eftertanke.

Efterlad en kommentar





FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Følg på Instagram
FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Følg på Instagram