VEL HJEMME OG ET GLIMT BAGOM SCENETÆPPET

af | | 1. februar 2025

Mosaik af billeder fra Januarpraksis

 

Kære venner og bekendte af Kontemplation

Vi véd at mange af jer der læser dette brev, har fulgt os gennem den sidste måneds Januarpraksis. Det har været en glæde at mærke at så mange har praktiseret med – tak for jeres kommentarer, feedback når lyden har drillet, og delinger fra jeres egne erfaringer med praksis.
Det har for os i Kontemplations team været en intens og sjov måned – med en virkelig følelse af et hjerte-praksis-fællesskab.

Vi er fra vores side mange involverede i Januarpraksis. Stemmerne du hører, og de som er synlige, er blot en mindre del af teamet. Behind the scene er vi flere – det hele er jo, som de fleste af jer véd, drevet af frivillige kræfter:
Vores SoMe-team bestående af Charlotte, Jeanette, Anne, Britta og Katrine, har hver morgen delt dagens guidning på vores sociale medier og podcastkanaler og besvaret de kommentarer og spørgsmål der måtte være kommet.
Mikkel har inden da designet dagens titelblad, og Martin og Søren har redigeret lyden. Og Ulrich har fotograferet.

Alle guidninger bliver liggende i Praksisbiblioteket, med nummerering – vi véd at flere af jer følger guidningerne i jeres egen rytme.

Nu ser vi fremover mod foråret – og er det ikke som om foråret allerede strejfer os? Helt blidt?
Bag det er der så sommeren – et godt stykke væk i tid, men for os nærværende i vores (nødvendige) planlægning:
Vores åbne sommerretreats har mødt større interesse end vi har været forberedt på. Vi holder derfor et ekstra retreat på Øster Løkke: Mandala, meditation og drømme med Hanneli og Peter som undervisere. Dette er nu åbnet for tilmelding. Du kan se det i kursuskalenderen her.

Vi glæder os til at følges med jer i praksis også i tiden fremover.

Hjertelige hilsner

Hanneli, Peter og Martin

Efterlad en kommentar