“We are always already interwoven“, vi er altid allerede på forhånd forbundne, sådan hører jeg den tyske sociolog, Hartmut Rosa sige til os.
Rosa har med det samme min fulde opmærksomhed!
Det næste jeg hører ham sige er, frit fra hukommelsen, at ”når vi vågner om morgenen, er det første vi registrerer at der er en tilstedeværelse”.
Jeg må ryste lidt på hovedet fordi jeg føler næsten jeg får en praksisinstruktion.
Hvor er jeg? Jeg ser mig omkring. Den er god nok. Vi er flere hundrede tilhørere i Stakbogladen på Aarhus Universitet til en Future Lecture som er en type forelæsning Institut for Kultur og Samfund arrangerer. En forelæsningsserie som er tænkt som inspirationer til vejen frem i en verden med presserende udfordringer.
Jeg er allerede inspireret! Behøver han at sige mere?

Vi er altid allerede sammenvævede.
Og når vi vågner om morgenen mærker vi en tilstedeværelse.

Jeg mærker en genkendelse dybt indefra.
Jeg er hjemme.
Det er som om han taler et sprog jeg genkender. Måske fra et sted i os alle. Kan man det? Altså genkende på også andres vegne?

Rosa er allerede videre. Han har kun en time, og han har meget på hjerte om vores forhold til verden.
Han joker og siger at han nok skal nå det, han er trods alt accelerations-ekspert.
Den lune humor afløses dog hurtigt af alvor. Hvor han før talte om de lyse aspekter af menneskelivet, opridser han nu mørket. Kapitalismen. Grådigheden. Hastigheden. ”Hvis du tror det er stressende lige nu, så kan jeg næsten love dig at det bliver mere stressende næste år”, siger han. Vores kapitalistiske samfund har en accelererende dynamik. Vi er drevet af frygt, frygten for ikke at være gode nok, få nok, levere nok. Frygten gør at vi lukker os omkring os selv. Det skaber en tilværelse af aggression. Siger han.
”Hvordan vågner du om morgenen?”, spørger han så. Jeg tænker på ordene fra før og mærker en tilstedeværelse.
Men det er ikke dét Rosa henleder opmærksomheden på nu. ”Du bliver vækket af en alarm, ikke sandt? Vi alarmeres fra dagens første øjeblik”.
Jeg kan næsten mærke hvordan noget i mig kryber og folder sig ind i sig selv. Som om jeg ikke orker at mærke ind i bevidstheden om, og følelsen af, at vi virkelig kommer ind i dagen på den måde. Ofte. Og jeg mærker igen en genkendelse, denne gang af ikke-centrering. Af hvordan det føles ikke at være hjemme. Og hvor let det er at ’komme ud af sig selv’ i den samfundsstruktur vi har skabt i vores del af verden.
Jeg lytter vågent, men mærker også trætheden. Måske igen fra et sted i os alle?
Mens jeg mærker trætheden, fortsætter Rosas strøm af ord.  Han virker fuld af energi, mens han fortæller at vi har et energi-problem, at vi brænder atmosfæren op, og at vi selv brænder op indefra. Folk går ned med stress. Det er aggression siger han.
Jeg føler han har ret. Der skal en form for aggressionskraft til at overhøre vores kroppes signaler og behov. At overhøre vores nærmestes behov. Endda vores børns af og til – i iveren efter at udrette og overkomme alt det vi tror vi er nødt til. For ikke at tale om hvordan vi formår at ignorere klodens behov og fortsætte vores overforbrug.
Han minder os så om at pest og krige er en del af menneskets historie. Også nu. Han nævner Corona og han nævner de krige der raser i verden lige nu. Og så er der klimakrisen.

Træthed

Håbløshed

Frygt

Sorg         

Død

Heldigvis vender Rosa sig igen hen imod dét som må være vejen frem. Kærlighed. Venskaber. Solidaritet. Vi behøver ikke at opfinde noget nyt, vi har det allerede. Og så introducerer han begrebet resonans, som han er kendt for, og har skrevet en tyk bog om. Resonans er en anden måde at relatere til verden på. Som er fri af kontrol, men fuld af affekt, forstået på den måde at du kan berøres, bevæges, kaldes. Når du er åben overfor verden, så vil du høre et kald. Du vil kunne føle dig kaldet til at gøre noget bestemt. I vores generelle nuværende måde at være i verden, hvor vi er lukket omkring os selv i frygt for at gå glip af noget eller ikke være gode nok, kan vi ikke høre dette kald. Vi må genoptræne denne evne. Make ourselves callable, som Rosa formulerer det.

Resonans.

Tillid.

Glæde.

Kreativitet.

Kærlighed.

Vi er altid allerede sammenvævede.
Og når vi vågner om morgenen mærker vi en tilstedeværelse.

Det resonerer med noget dybt indefra. Det minder mig om min egen praksis. Det føles som om både den meditative bevægelse indad, og bestræbelsen på fra dette dybere sted at åbne mod verden, er aktiviteter som klinger sammen med det Hartmut Rosas formidler til os.
Jeg mærker et håb.
Et muligt svar.
En vej frem.
Vi er ikke komplet magtesløse.
Som individer kan vi ikke ændre det store billede, men vi kan handle omsorgsfuldt mod os selv og andre indenfor vores egne rammer.
Ved at øve os i – og ved at give plads til – at mærke tilstedeværelsen og den forbundethed – sammenvævningen – som allerede findes.

Illustration: Daniel Høeg