På køkkengulvet ligger et kagefad med rester af smeltet is. Ved stuevinduet ligger vores hund, dugnakket, og ser flovt på mig. Om en halv time kommer gæsterne.

Ferdinand, af racen Rhodesian Ridgeback som populært og ikke uden grund kaldes afrikansk løvehund, er stor og hurtig.

Han kan nå op på køkkenbordet når han står på bagbenene. Dér kan der, har han erfaret, ligge meget godt: mel, spaghetti, et fad med æg, vitaminpiller, brød, gedeost, muffins, en gryde med rester fra middagen uden låg. Og i dag: en islagkage til optøning, pyntet med blå isroser.

Han er et dyr, men han véd han ikke må.

Han er smart.

Han har trænet os til at stå op i en fart søndag morgen ved med sin ene lab at slå på den høje glasvase i stuen.

Han sætter sig roligt ned ved vandskålen når den er tom, og ser på os med værdighed: ‘Vil I være søde og fylde op?’

Han henter mig på kontoret på første sal når han synes jeg arbejder sent. Med et kropssprog eller ansigtsudtryk som aldrig efterlader tvivl om hvad han vil, eller hvor han vil det. Undertiden understreget med en venlig pote på låret, et kast med hovedet eller en snude under mit håndled så jeg bremses i det jeg er i gang med.

Han er stor, stolt og følsom. Dybt empatisk og fuld af kærlighed. Når vi kommer hjem efter timer eller minutter ude, kommer han os kærlig i møde. Hans smukke krop bugtende sig i ren glæde, mundvigene trukket bagover i et smil og med et blik som siger: ‘Jeg elsker jer.’

Jeg véd at han med sit løvehjerte ville beskytte os, hans flok, med sit liv.

Alligevel, til trods for al denne intelligens og kærlighed, er mere end halvdelen af islagkagen spist, og resten er smeltet ud over gulvet som en gletscher i Alperne – mudret i kanterne, og ud over gulvet tydelige aftryk af store poter. Blå streger efter roserne.

Ferdinands nakke er bøjet i skam, men han ser ikke væk.

Jeg ser på ham og ser mig selv. Ser menneskene i hans blik. Dyret i mig. Begæret i os. Efter at gribe efter mere. Efter at tage til mig selv. Forbruge. Selv når det er mod bedre vidende.

Jeg ser fortvivlelsen og håbløsheden over alle de ressourcer som er brugt op, over klimakrisen, og jordens overflod som en stor kage, hvis største del de få har tilranet sig.

Jeg mærker skammen. Over alt det vi har glemt at dele på jorden. Alt det som ikke blev som vi havde tænkt.

Aftenens selskab for eksempel. Vores børns og børnebørns fremtid.

Jeg ser også kærligheden i mig selv i Ferdinands blik. Kærligheden til flokken, til mit lille og vores store fællesskab.

Og jeg ser håb om at vi som mennesker vil kunne mærke, nyde og rumme begæret uden nødvendigvis altid at gribe ud efter og forbruge. Men i stedet værdsætte det vi allerede har, dele med dem som trænger. Møde hinanden og dem som kommer efter os med Ferdinands kærlige blik. Med løvehjerte.

 

 

 

 

Foto: Kristin Koll | Layout: Charlotte Toft