Blinkende vand med sol, en usædvanlig klar tone, et moment af stilhed, en overraskende smuk gestus eller flagrende ord fra enden af et dybblåt silkebånd, kan ligge i kroppen i lange tider.

Blikket fra en sti gennem birkeskoven fra sidste vinter har jeg følt som en længsel i hjertet gennem måneder. Som vinteræbler lagt til modning. En invitation, en tiltrækning. Som om naturen er en fremstrakt hånd fra en indre elsker. En at danse med, at bevæge mig mod, være lille i – rumme. Lade mig forføre af. Blive lykkelig af, uden grund.

Det var i forårets begyndelse at jeg fandt en anledning til at udforske hvad det var som kaldte på mig. Jeg havde en insisterende lyst til at finde ud af hvor stien førte hen. Jeg havde også læst om nogle gamle stier oppe i fjeldene som jeg ville finde, og jeg følte en dyb dragning efter at bestige en top.

 

 

Efter at befinde mig i et usminket gråfjeld-landskab hvor den mindste stjernesildre træder frem og brøler af skønhed.

Et urokkeligt bjerg at læne sig op ad.

At sidde på hug og se ned i et blikstille fjeldvand og mærke det blikstille spejle sig i mig.

 

 

At være den eneste tilskuer til to bittesmå flyvende væsner som strejfer vandskorpen – dirrende af liv. Mærke det gedigne i disse to kæmper på størrelse med et knappenålshoved – med jetmotorer og en brilliant evne til synkronflyvning to milimeter over vandoverfladen.

At ånde øjeblikket. At ånde landskabet. Og at lade mig blive åndet. At bevæge mig over fjeldtoppen som altid bag sig har flere toppe at byde på, at mærke vinden og vingerne i hjertet. At gå så langsomt og forsigtigt at alt er. At lægge mig med brystet ind til en solvarm sten, omfavne den med begge arme og synke indover. At glemme mig selv.

 

 

Det var på denne tur, efter at jeg var kommet over og ned på den anden side af alle toppene og havde skræmt op en flok fjeldrypeunger som solede sig på en mose. Og efter jeg havde fulgt elven nedover. Havde praktiseret ved kilden og langsomt fulgt elvens bred nedad. Efter at være standset op i stilheden hvor elven næsten umærkeligt snoede sig som en bugtende mikroflod over mosen. Efter at have mærket alle de forskellige vandfald, vandpytter og skjulte kroge som perioder i mit eget liv og min egen praksis, taknemmelig for påmindelsen om at det er den samme kilde, det samme forløb, det samme vand, i alle de forskellige faser.

 

 

Halvejs nede, et stykke til venstre for stien, i en sol som var på vej ned – dér stod den. Strålende, rank og spillevende. Helt sikkert ubegribelig skrøbelig. I en blød og klar lilla. Så fuldendt smuk, formålsløs. Ikke dér for nogen, ikke til ære for nogen. En helt almindelig dag. Helt enkelt en perfekt smuk lilla lille blomst.

Uden mål eller ambition for fremtiden, uden anden mening med livet  end at være en del af det. Så meget mere end god nok, helt af sig selv og i sig selv. Udsprunget uden at holde tilbage eller at spare sig selv til en vigtigere anledning.

Den inviterede mig til at komme den i møde.

 

 

Jeg lagde mig ned i græsset og bare var med den. Mærkede fjeldene rundt om, lunheden fra skråningens lyngtæppe, solens dovne stråler – og vejrtrækningen – i oplevelsen af at noget kunne være så smukt, uden hensigt.

Jeg mærkede det ikke da, men jeg har siden hen tænkt, at det er utroligt meget vanskeligere at spejle sig i denne blomst end i den stille fjeldsø fuld af mikroliv. End i fjeldenes urokkelighed, end at spejle sig i elvens insistens, end i solopgangen, skyggesiden, en i et overmodent multebær, end i en gammel stols grånede træ, end i vinden i græsset eller i de naturlige gemmesteders underfundige mumlen og opfindsomhed.

Hvad ville blomsten sige?

Hvis jeg var gået forbi uden at have lagt mærke til den, ville den have været lige så smuk.

Skønheden ville have været der uanset. Altid. I en fjeldblomsts korte liv. Smuk som den altid er. I næste blomst, i næste øjeblik, i næste snefnug, i næste venlige gestus. Som når jeg ser et menneske næsten fra siden, lidt skråt bagfra, kinden og øjet. I den blinde vinkel.

Det helt uskyldige, usete. Som altid er der, uanset hvor vi går. Udpeget eller ikke udpeget. Forgængeligt. Uholdbart. Flygtigt. Som dør udramatisk for at give plads til den eller det næste, det kommende øjeblik.

Tilgængelig for den som lader opmærksomheden hvile i det, i øjeblikket. Og dér giver slip.

Hvad er vi, hvis ikke natur?

 

 

Foto: Kristin Koll