Det er i vores kultur – måske i alle kulturer – almindelig udbredt at anskue det vi ikke bryder os om, som en fjende.
Vi taler om at ‘udrydde sult og fattigdom’ og om ‘kampen mod kræft’. Og igen og igen om ‘krigen mod terrorisme’.

Og nu om ‘krigen mod Corona-smitte.’
Der er ingen af os der ønsker sult, fattigdom, kræft, terrorisme eller Covid-19.
Men selve det ensidige billede af en kamp, af at alt er sagt når vi siger at vi står overfor en fjende der vil os det ondt, risikerer at formindske vores forståelse af situationen og derfor indsnævre vores handlemuligheder.

I følgende korte tekst udtrykker den franske akutlæge Sophie Mainguy sit ubehag ved, og bekymring over, ikke forholdsreglerne overfor Coronasmitten i Frankrig – som hun ser som nødvendige og fornuftige – men agressionen i den retorik med hvilken de er blevet introduceret.

VI ER IKKE I KRIG og vi behøver ikke at være det…
af Sophie Mainguy, akutlæge i Toulon

Det er interessant at se, hvordan vi kun kan forestille os begivenheder gennem et prisme af forsvar og dominans.
De foranstaltninger som vores regering dekreterede i går aftes, er, ud fra min lægefaglige fornemmelse, dem som situationen kræver.
Dette gælder dog langt mindre den måde disse beslutninger blev annonceret på (Præsident Macron havde aftenen inden meddelt en række tiltag for at dæmpe Coronasmitten i et sprog hvori han igen og igen gentog at situationen er en ‘krig’ mod en fjende. Red.)

Dr. Sophie Mainguy

Vi er ikke i krig, og vi behøver ikke at være i krig.

Der er ikke behov for en systematisk forestilling om kamp for at forholdsregler som disse skal være virkningsfulde.
En stærk ambition om at tjene livet er tilstrækkelig.
Der er i denne situation ingen fjende.
Der er en anden levende organisme i fuldt migratorisk bevægelse, og vi må standse op så vores respektive strømme ikke kolliderer for hårdt.
Vi står ved en fodgængerovergang, og lyset er rødt for os.
Selvfølgelig vil der, i betragtning af at vi er milliarder af mennesker, være eksempler både på at vejen krydses uden for striberne og på uheld som vil være smertefulde.
Det er der altid.
Og det skal man forberede sig på.
Men det er ingen krigssituation.
De livsformer der ikke tjener vores interesser (og hvem kan afgøre om de gør?), er ikke derfor vores fjender.
Dette er endnu en mulighed for at indse at menneskeheden ikke er den eneste kraft på denne planet, og at vi undertiden –  til de grader – er nødt til at gøre plads for de andre.
Det er ikke hensigtsmæssigt at leve dette faktum på en konfliktsøgende og konkurrerende måde.
Vores kroppe og vores immunsystem elsker sandhed og FRED.
Vi er ikke i krig, og vi behøver ikke at være det for at være effektive.
Vi er i denne situation ikke mobiliseret af en væbnet konflikt, men af en livsintelligens (l’intelligence du vivant) der tvinger os til en pause.
Undtagelsesvist er vi tvunget til at lade os skubbe til side og give plads.
Det er ikke en krig, det er et lærestykke, i ydmyghed, i mellemmenneskelig kontakt og i solidaritet.