Han ser på mig igennem de tykke brilleglas. Socialrådgiveren. Håret er tjavset, skjorten strammer over maven. Den er ternet. Mønsteret strækkes – spændes, da han læner sig tilbage i stolen og ser på mig. ”Det er en social deroute. Det som du foretager dig.” Han siger det samme, som familien tænker. ”4 ½ års medicinstudie og så stopper hun! ” Imens ordene lander imellem os, husker jeg den dag, jeg rejste mig fra auditoriets grønne velour sæde og gik. Gik for aldrig at komme tilbage. Det var som om stien gyngede under mig. Ligesom kvalmen duvende kom og gik. Endelig havde jeg lyttet. Lyttet til kroppens modvilje, når jeg åbnede bøgerne, lærte udenad, terpede så tårerne stod i øjenkrogene. Men i særdeleshed lyttet til den mangelfuldhed og kulde, der sneg sig ind i alle sprækker, når jeg sad i kitlen. Fortravlet. Uden at se mennesket overfor.

”Sælg din dygtighed – inviter i stedet åbenhedens kaos”. Rumis ord. Frit citeret fra hukommelsen.

Jeg havde indtil da, gjort det modsatte. Solgt fornemmelsen af mig. Min krop. Min menneskelighed og mine værdier. Jeg havde gjort det for at leve op til andres forventninger. Leve op til mine egne. Jeg var forelsket i den hvide kittel og rollen som den vidende med stetoskopet i lommen. Jeg havde sat lås og slå for al kropslig information fra halsen og ned, så åndedrættet til sidst ikke kunne mærkes. Jeg ikke kunne mærkes.

Jeg løftede blikket. Det var som om en tåge lettede. Stien kunne mærkes under mine fødder. For første gang i mange år, så jeg op i himlen og åbnede mig imod det ikke at vide. Ikke at kende ruten.

Foto: Javier Allegue Barros

Denne tekst er blevet til på Kontemplations interne skriveworkshop.

Deltagerne blev bedt om, på basis af Rumicitatet Sell your cleverness, buy bewilderment, indenfor 15 minutter, at skrive et blogindlæg på højst en A4-side.