Fra vest kommer vinden og fanger mit hår.

Fra vest kommer saltet med vinden.

Med vinden fra vest kommer sandet i skoen.

Jeg plukker klitrosens blade og propper dem i munden, som en grådig alf.

Jeg er ingen alf, selvom alt kan ske, når man sidder på puden – og især når man rejser sig fra puden. Måske er der opdrift efter meditationen, skuffende tomt eller måske er der buldrende mørke kræfter. Kaotisk energi og tankespind. Hvordan får vi tyngden tilbage i kroppen?
De senere år har jeg hver sommer siddet i retreat. Oftest i en hvidkalket strandgård ved Vesterhavet sammen med en flok.

Timevis.

Fra tidlig morgen til sen aften sidder jeg på puden under et loft, som er åbent til kip. Ret ryg med blødt evighedsblik ud gennem vinduesfladen og videre ud til vindens bevægelse og tilbage til den indre bølge af energi i hals, hjerte, hara.

Timevis.

Fokus i åndedræt, fokus i ingenting, men alligevel i noget, som næsten ikke lader sig beskrive.
Vi går rundt mellem hinanden i stilhed. Eller jeg går rundt alene med mig selv. Stille. Alligevel eller måske netop derfor stiger energien. Det pibler og snurrer under min hud, mens lyst og hjertekontakt åbner. Jeg åbner, og jeg letter. Alfen danser rundt mellem hybenbuskene.

”Jord! Husk jorden!”, siger lærerens stemme. Og intuitivt ved jeg, hvad det betyder. Den meditative praksis skal balanceres i jordforbindelsen. Når vi sidder på puden i timevis, skal vi huske at grounde. Jeg hører til på jorden og kan ikke leve alene i de højere luftlag. Der er ikke næring nok i et rosenblad. Tyngden skal tilbage i kroppen, og her har de praktiske opgaver stor betydning, især under et retreat.
Det kan være at brygge te, feje gulv, vaske op, hive edderkoppespind ned, bære ud. Eller hakke, skrælle, pille til vores fællesbord. Selve det praktiske trækker os ned på jorden.
Desuden er der et element af videregivelse i gøremålene, for det betyder noget for nogen, at vi hjælper til. Og at være gavmild betyder noget for enhver, der giver.

Vi cirkulerer den fine energi fra de timevis tilbragt på puden. Vi bliver en del af et hjul, en del af jorden, en del af hinandens videregivelse. Vi er en del af hinanden.

”Husk jorden!” Fra pudens klarhed får jeg øje på rudens fedtede overflade. Fra vest kommer saltet og lægger sig på glasset. Med vinden kommer sandet i skoene. Og dermed tyngden.

Jeg tager røjserne på og finder en spand med vand. Om det er serotonin, oxytocin eller dopamin, der kører med mig, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det vil skabe ro og jordforbindelse at pudse vinduerne. Med en lille svamp spuler jeg vand på de tilsaltede ruder. En længe med småsprossede vinduer mod øst. Vand, der driver, en svaber, der skraber. En længe med store vinduer mod syd. Jeg vasker, jeg blæser, der er mange vinduer, og jeg får mere og mere sand i støvlerne. Og imens bliver udsynet gennem vinduerne mere klart.

Alfen lander i ro. Står fast. På jorden. Hjemme.

Foto: Charlotte Toft