Jeg har taget mine billeder ned fra væggene og gemt dem væk.
Men denne handling er betydningsløs, der er billeder overalt, med internettet vokser deres antal eksponentielt. Konsekvenserne er overvældende. Måske fatale.
Hvis bare vi var spærret inde mellem dem. Hvis bare billeder var flader der begrænsede os. Hvis de havde en ende.
Men det forholder sig omvendt. Nu véd jeg at det forholder sig omvendt. De åbner til uendeligheden. I sin mest skræmmende form.

Vi er glade og stolte over her at kunne præsentere to fotografier af Henrik Saxgren, en af Danmarks dybeste fotografer. Med så omfattende en forskellighed at man har svært ved at tro at der kan være tale om den samme kunstner, åbner hans billeder til steder, genstande og mennesker med en intensitet der altid får betragteren til at opleve at føle sig sat i forbindelse med tilværelsens essens. Til billederne har Peter Høeg skrevet en tekst.

Det var Henrik Saxgren der viste mig det.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at det skete tilfældigt.
Men jeg tror ikke mere på tilfældet. Tilfældighed, matematisk tilfældighed, forudsætter at en begivenhed finder sted uden forbindelse til andre begivenheder.
Dette er ikke muligt, det var det jeg indså. Det er det der er det fatale.
Forhistorien spiller ingen rolle. Henrik og jeg havde mødt hinanden en række gange, engang ville jeg have sagt ’intense gange’. Men nu er intensiteten blegnet ved siden af hvad der skete den eftermiddag.
Det var et samarbejde, Henrik skulle fotografere, jeg skulle skrive en tekst. Det var juleaftensdag, vi arbejdede udendørs i et let snefald, direkte ud til Limfjorden, på en lokalitet som få kender, hvor kysten falder stejlt ned mod vandet. Lyset var hurtigt skiftende mellem snebygerne. Henriks koncentration var, som altid når han arbejder, ubrudt og blidt diktatorisk insisterende overfor situationen. Hele tiden kunne jeg, som altid, mærke at han ledte efter noget, et bestemt øjeblik, måske et bestemt lys.
På et tidspunkt blev han færdig, det kom altid pludseligt, uventet som en viden der brat udkrystalliserer. Som is gør det.
Temperaturen var jævnt faldende, jeg husker tydeligt smagen af den afrikanske chai med ingefær vi havde kogt over primussen.
Jeg tænkte på hans billeder. Det gik op for mig, mens vi stod dér på skrænten, i dunjakker, let rystende af kulde, med de valne fingre knuget om termokopperne, at på trods af min mangelfulde visuelle hukommelse bar jeg rundt på hans fotografier i en fysisk forstand, som om hans blik ud over fem verdensdele havde lejret sig i min krop.
Vi kender ikke hinanden så godt. Alligevel hørte jeg mig selv sige:
-Billeder er på en måde døre der åbner indad. Til et menneske. Eller et landskab.
Det øjeblik skiftede lyset. Hans ansigt fik et udtryk som er blevet hos mig. Et udtryk for hvilket der ikke findes ord. Men skulle der dannes et ord for det, måtte det ord rumme en forening af smerte og sorg og ekstase og lettelse og munterhed. Jeg husker hans øjenbryn var hvide af frost.
-Nej, sagde han. -Ikke kun indad. Billedet er åbent begge veje. Det er en portal. Igennem den får du adgang til verden. Men verden får også adgang til dig.
Lyset skiftede igen, han bøjede sig, ud af sin sportstaske tog han en mappe. Jeg mærkede en ubestemmelig angst.
Han åbnede mappen og tog et fotografi ud.
-Det er Heart Rock, sagde han.
Vi så på den sort-hvide flade. Vandet, sneen, hjerteformens på én gang kolde, ishvide og mørkt-varme gådefulde skønhed. Det føltes meningsløst at spørge om hvor på kloden det var taget.
-Der skete noget med mit hjerte da jeg tog det. Fra første gang. Det blev ved med at arbejde i mig. Det er som om kameraets linse forsvinder, der bliver hul, alle filtre forsvinder, motivet trænger ind i dig og tager bolig dér. Du kan ikke forsvare dig, det begynder at leve i dig, det vil dig noget, du bliver forandret indefra og udefra.
Der var ikke noget at sige. Jeg forstod umiddelbart hvad han mente.
-Kort efter mødte hun og jeg hinanden.
Han tog et fotografi frem fra brystlommen. Det var et polaroid, i farver.
Der er mennesker hvis nærvær er sådan at har du én gang set dem, kan du ikke derefter afgøre om det var på et fotografi eller i en drøm. Eller i det vi kalder virkeligheden.
Vi så begge ud over bredningen hvor den faldende sne opløstes i det sorte vand. Jeg kunne have svoret på vi var tre. At kvinden var kommet til stede.
-Sidste år tog jeg tilbage til Heart Rock. Det varede en dag inden det åbnede. En dag hvor temperaturen blev ved med at falde. Og tog dette.
Fra tasken hentede han endnu et billede. Af Heart Rock. Det billede der er gengivet herover.
Først virkede billederne ens. Isforholdene svagt ændret. Men det samme billede. Taget fra samme sted. På samme tidspunkt af dagen.
Han holdt det glødende, let uskarpe polaroid af en kvinde op ved siden af det kolossale, arktiske hjerte.
Jeg prøvede at undgå at se det. Men jeg kunne ikke unddrage mig. Jeg mærkede hans insistens. Der ingen modsigelse tålte.
Jeg vidste hvad jeg ville få at se. Vidste det og vidste det ikke.
Så fik jeg øje på det. Det som måske kun han, fotografen, og jeg kunne se. Som kun de der har set kvinden, eller i hvert fald hendes billede, ville kunne se: I fotografiet af Heart Rock, i spillet mellem klippe, skygge og is stod, knivskarpt aftegnet, hinsides tvivl, kvindens portræt.
Fra han havde fotograferet Heart Rock første gang, til han tog det næste billede, havde han truffet hende. Og gennem hans system, gennem billedet, måtte hun være trængt ud i landskabet.
Jeg kommer aldrig til at sige hvor i billedet. Jeg véd ikke om andre vil kunne se det.
Hans hænder rystede let.
-Motivet kommer ind i os. Gennem billedets portal. Men vi kommer også ind i motivet. Gennem billedet må hun have … ændret landskabet.
Jeg kunne have spurgt om ham og kvinden. Jeg gjorde det ikke. Alle spørgsmål var for små. Ved siden af de overvældende konsekvenser af kvindeprofilen skjult i et billede af grå, hvide og sorte nuancer.
Alle billeder er døre. Gennem hvilke alle fotografer er forbundne med deres motiver. Alle portrætmalere med deres modeller. Alle objekter med dem der har fastholdt dem. Google Earth med Jorden. Alle elektronmikroskoperinger med præparaterne. Alle teleskoper med galakserne. Al ydre virkelighed med al indre.
Han talte langsomt.
-Da jeg opdagede det første gang, da jeg for første gang åbnede ind til et motiv, var følelsen almagt. Når man behersker billedet, har man ubegrænset adgang. Ubegrænset acces. Der gik mange år inden jeg begyndte at forstå den anden side: Den der åbner til verden gør sig ubegrænset tilgængelig. Der er ingen løsning.
-Hvad er der i midten, hørte jeg mig selv spørge. –Mellem at du behersker verden og den behersker dig?

Han åbnede mappen og løftede et andet fotografi fri.
-Jeg er ved at undersøge det, sagde han. –Når du åbner til verden og hverken vil kontrollere eller besidde den. Og ikke lader den invadere dig. Hvad er der nøjagtig dér? Hvor de dybeste dele af dig selv mødes med verden.
Vi holdt billedet mellem os.
-Jeg kalder det foreløbigt ’Isporten’. Jeg véd endnu ikke selv hvad det er.
Jeg kunne mærke angsten. Andægtigheden. Hvad var billedets størrelsesforhold? Hvad var landskabet bag porten? Var det skabt af fotografens bevidsthed, hans længsler og drømme? Eller var det et virkeligt sted?
-Prøv at slippe forståelsen, sagde han. -Man kan lade sig falde ind i et billede.
Jeg gav slip. Sproget begyndte at fortyndes –

Henrik Saxgren (f. 1953), fotograf og billedkunstner med en stor bog- og udstillingsproduktion bag sig. Han har udgivet ti bøger blandt andre Point of View (1996), Solomons House/Landet uden fædre (2000), Krig og Kærlighed (2006), Unintended Sculptures (2009) og antologierne Verschwindende Landschafen (2008) og Herfra hvor vi står (2010). Saxgren har senest været aktuel i DK med udstillingen HYBRiD på Glyptoteket i København og har en stor udstillingsaktivitet uden for landets grænser. Han har blandt andet udstillet på Photographers Gallery i London, CCA Kunsthalle på Mallorca, Stendersenmuseet i Oslo, Walter Reed Gallery i New York, Art Forum Berlin, Paris Photo, World Museum i Rotterdam og Fotofest i Houston. Han har modtaget Døssingprisen, Carsten Nielsen Prisen, Marin Andersen Nexø-Prisen, Fotogratula Prisen og BG Banks bogpris. Saxgren er repræsenteret i adskillige samlinger, bl.a. ARoS, Skagen Museum, Frederiksborg Museum, Det Nationale Fotomuseum, Norderlight Gallery, Museet for Fotokunst og Ny Carlsbergfondet.

Fotografierne, Heart Rock og Ice gate, er fra Henrik Saxgrens solo udstilling, ’76° N’, i Hans Alf Gallery

Se mere om Henrik Saxgren her.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet.