VORES FÆLLES MENNESKELIGHED
af Jeanette Lykkegård | GAIA | 26. februar 2022
Det er den 24. februar. Straks jeg slår øjnene op går tankerne til Ukraine. Mon hvad situationen er? Endnu før jeg er ude af sengen tjekker jeg min onlineavis og modtager den skræmmende nyhed: Ruslands ledelse har igangsat en aggressiv invasion af Ukraine. Maven snører sig sammen. Hjertet banker hurtigere. Kvalmen stiger op nede fra maven. Vejrtrækningen stopper et øjeblik. Så skete det. Putin har indledt en krig.
Det er skræmmende. Der skrives verdenshistorie lige nu, men der er ikke enighed om hvad fortællingen er.
De seneste dage har vi via diverse nyhedskanaler kunnet følge mindst to versioner af virkeligheden: Putins udlægning overfor resten af Europas og USA’s version.
Putin forklarer at han har valgt at udføre denne, med Putins egne ord, ”særlige militære operation” i Ukraine for at beskytte de mennesker som i otte år har lidt under overgreb og folkemord under ’Kiev-regimet’. Fra dette perspektiv er Ukraines ledelse under så stærk indflydelse af det vestlige Europa at de agerer som marionet-dukker og svigter broderskabet til Rusland ved at lade deres fælles historie og kulturelle arv i stikken. I Putins version af virkeligheden er også det forhold at NATO og de vestlige lande trænger sig længere og længere ind på Russisk territorium, og således tvinger Putin til at ekspandere som modsvar.
De europæiske landes- og USA’s ledere fordømmer angrebet. Herfra lyder det at Putins angreb mod Ukraine er ”uprovokeret”, ”ubegrundet”, ”ulovligt”, ”primitivt”, ”unødvendigt”. Angrebet er den værste og største militære aktion i Europa siden Anden Verdenskrig og det er Putins ansvar alene. Joe Biden udtaler i kølvandet på Putins valg at ”det er en farlig tid for Europa, og for frihed over hele jorden.” I denne version af virkeligheden sætter Putin med dette valg hele det fredsbevarende politiske og militære system på spil som er bygget op siden Anden Verdenskrig. Der skal derfor sættes hårdt ind overfor Rusland – en økonomisk krig mod Rusland lader til at skulle tage sin begyndelse.
Måske var jeg naiv særligt længe. Men indtil jeg begyndte at drage ud i verden på egen hånd, da jeg var 20 år gammel, troede jeg på at der var én verdenshistorie som alle var nogenlunde enige om. Altså Verdenshistorien. Jeg tror det for alvor gik op for mig i Vietnam, da de lokale berettede om konsekvenserne af Amerikanerkrigen, at verdenshistorien ikke er én men mange.
10 år senere var jeg i det nordlige Kamchatka i den lille landsby Achaivayam, i det nordøstlige hjørne af Rusland. Det var den niende maj og overalt i Rusland fejres denne dag som en markør for Ruslands sejr i Anden Verdenskrig. Det var næsten skræmmende at opleve den russiske version af historien om den krig. Jeg kunne stort set ikke genkende noget.
Hvordan bevæger vi os videre hvis vi ikke kan genkende hinandens oplevelser af verden? Og vil krig ikke altid medføre minimum to meget uforenelige versioner af virkeligheden?
Det gør mig så uendelig trist at tænke på den, for mig meningsløse, lidelse der allerede er kommet ud af denne ulykkelige situation. Og hvis jeg ikke passer på, bliver jeg modløs. Modløsheden kan ramme mig, uanset hvilken af verdensbefolkningens store kriser jeg mærker med hjertet. Millioner af børn der dør af sult. Mennesker på flugt. Meningsløse drab.
Når jeg rammes på den måde, har jeg kun ét sted at gå hen. Tilbage til hjertet. Jeg må omfatte det med varme og omsorg til det tør mærke igen. Og så mærke kærligheden og medfølelsen.
Jeg begynder i det sikre; med min datter. Jeg mærker kærligheden til hende. Varmen i kroppen og hjerterummets udvidelse. Jeg mærker mine ønsker for hende: At hun må vokse op og være tryg og fri. At hun må være elsket.
Herfra kan jeg udvide cirklen til at inkludere andre.
Af og til er det muligt at lade denne varme hjertelighed være gennemstrømmende og derfra udvide ønskerne til alle levende væsner. Også Putin. Også selvom det er udfordrende. Særligt i så højspændt en situation som den nuværende.
I situationer med vrede, vold, krig og ødelæggelse er det let at komme til at dele verden op i godt og ondt, lys og mørke. Mon ikke de fleste af os kender til det? Men er det mon vejen frem mod en fredelig verden?
Dalai Lama har sagt at det som forener alle levende væsner, er deres ønske om lykke. Og måske er det her nøglen ligger? Det er i hvert tilfælde dér jeg finder håbet. I genkendelsen. I det fælles menneskelige, både det lyse og det mørke. I medfølelsen.
Foto fra Kiev, Ukraine: Robert Anasch
Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.