VORES FRYGT FOR AT TAGE PLADS – HVAD STILLER VI OP?

af Britta Karlshøj | | 19. september 2020

Illustration: Daniel Høeg

Vores frygt for at tage plads – hvad stiller vi op?

Det er et par dage siden:

Jeg sidder på et for mig rigtig vigtigt kursus.

Jeg sidder som en del af en større gruppe. Jeg har glædet mig. Sat meget tid af for at nå hertil. Og i den følelse af endelig at være nået frem er jeg ramlet ind i en dør. En blindgyde.

Jeg har et vigtigt spørgsmål med mig. Og jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig at stille netop det i denne gruppe.  Om jeg kan tage den plads det spørgsmål kræver.

I én af samtaleøvelserne på kurset bliver jeg opmærksom på, at nogle af de andre deltagere har lignende overvejelser.

Det betyder, at den tøven, jeg sidder med, det som holder mig tilbage, må være en form for kollektivt fænomen. Som der vel må være en fælles håndtering af.

Men hvad gør jeg ved det?

Jeg vælger at praktisere. Jeg mærker min krop. Jeg mærker åndedrættet. Mærker hjertet.

Jeg oplever en form for samhørighed. Jeg er ikke alene om at opleve det som vanskeligt at tage plads i en gruppe. Mine tanker begynder at kredse om min opvækst. Vi var mange børn i min familie. Mange, der gange ville have plads. Ville fylde. Jeg genkender det, jeg oplever lige nu, som et mønster, jeg har udviklet i min tilpasning til den opvækst, der blev min.

Mine tanker vandrer videre. Jeg lader dem vandre.

Jeg tænker på livets muligheder og vanskeligheder. Jeg tænker på den kultur, jeg er en del af. Jeg tænker på det at være kvinde. Jeg mærker styrke. Jeg mærker svaghed. Jeg tænker på, hvordan kvinder stadig dagligt bliver undertrykt både i vores del af verden og i alle andre dele af verden. På forskellige måder. Hvordan hænger dette, den kollektive undertrykkelse, sammen med min egen skyhed ved at træde ind på livets scene? En skyhed som, erkender jeg, er en dyb og indgroet vane.

Hvad er mit personlige ansvar, og min personlige mulighed for at vove at tage plads. Og hvad er vores fælles ansvar?

Min åndedrag bliver dybt, og jeg hører, at jeg giver et dybt suk fra mig, da udåndingen tager over. Det føles forløsende.

Mine tanker vandrer videre. Og jeg tillader det. Nogle gange kræver det også mod at lade de svære tanker få plads.

Jeg tænker på de år, jeg har brugt på dybdegående psykoterapi. Og jeg mærker taknemmelighed. Jeg ved, at jeg slet ikke ville havde siddet i denne gruppe på dette kursus, hvis ikke det var for det terapeutiske arbejde, jeg har lavet gennem årene.

Da kurset er ved at være forbi, rækker jeg hånden op. Mærker kroppen. Og den overfladiske vejrtrækning. Hjertet banker.

Og så stiller jeg mit spørgsmål.

Underviseren er imødekommende. Svarer på en måde, som virker relevant, ikke kun for mig, men også for andre i gruppen. Det er en lettelse, en lettelse med en vis humor i. Så var det alligevel ikke så farligt at spørge. Og måske var spørgsmålet, som det så tit er i grupper, i virkeligheden en slags lille foræring til gruppen. Vover jeg at tænke.

Det er som om, at jeg – og mange andre kvinder i lignende situationer – igen og igen bliver konfronteret med de gamle skeletter i skabet. Men det er på en ny måde hver gang. På et andet niveau.

Hvordan kan vi støtte hinanden i den proces, hvor vi øver os i at tage plads i en gruppe? I verden? Hvordan etablerer vi fællesskaber, hvor alle føler ret til at være? Har ret til at fylde? Mænd som kvinder. Børn som voksne. Alle mennesker.

Hvad er din erfaring med at tage plads i en gruppe?

 

Illustration: Daniel Høeg


 

Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF.
Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta HER.

 

 

2 Comments

  1. Mette prahl den 20. september 2020 kl. 21:07

    Og så tænker jeg bare: shit bare jeg havde det ligesom Britta. Mit problem er omvendt. Hele mit hjerte mit hovede og sjæl kan slet ikke holde sig tilbage (Næsten som jeg skal tisse og har svært ved at holde mig)og ofte kommer jeg med den første kommentar i grupper. Så snart jeg har åbnet munden sys jeg selv det er en fejl. Delt jeg har sagt fortryder jeg, bliver jeg flov over og føler at jeg fylder for meget. Det med at fylde er jeg dog blevet lidt klogere på.
    Jeg fortalte min veninde, at ham jeg arbejdede alene sammen med havde sagt jeg fyldte for meget, hvorefter min veninde realiserede: så må han da tage sig sammen og fylde noget mere

    • Britta Karlshøj Britta Karlshøj den 22. september 2020 kl. 18:56

      Kære Mette,
      Tak for at dele dine oplevelser med at fylde i grupper. Jeg tænker, at det er spændende, at vi er flere, der har erfaringer med vores indre dommer, som straks dømmer, at vi fylder i en gruppe. Du nævner, at du synes, at det er en fejl, det du har sagt og fortryder med det samme og bliver flov.
      Og jeg er så heldig at have mødt dig i flere gruppe-sammenhænge, og jeg elsker dine bidrag – hver gang. 
      Så måske vi skal blive ved med at fylde i grupper, og måske har din veninde ret i, at andre kan blive inspireret til også at fylde. Uden at vi dømmer os selv og hinanden.
      Alt det bedste.
      Kærlig hilsen
      Britta

Efterlad en kommentar