Jeg er netop kommet hjem fra en weekend med meditation og kreativitet. Min datter er puttet, jeg har lavet en kop te og ligger nu på sofaen og lander de foregående dages ydre og indre processer. På min mave ligger katten Berta. Hun spinder. Hendes bløde pels møder mine hænder. Silkeblødhed. Hendes afspændte krop og vibrationerne fra hendes spinderi smitter af på mit nervesystem. Jeg synker lidt dybere ned i sofaen. Berta kan være fuldstændig afspændt, hengiven – som nu. Og hun kan være helt og aldeles fokuseret og målrettet, når hun går på jagt. Jeg ser hende pludselig som Yin og Yang. Hendes hvide og sorte pels understøtter dette billede og mens jeg bevarer kontakten til Berta, indfinder indre billeder fra weekenden sig i rummet mellem os.

Først ankommer kærlighedsparret, som jeg ikke kender privat, men som jeg – tilsyneladende tilfældigt – fik lov at opleve i et ganske kort møde. Den lysende gennemstrømning mellem dem rørte noget i mig. Bevæger mig også nu. Deres åbne ansigter rørte mit hjerte og åbnede døren til en dybere forbindelse med både det kvindelige og mandlige i mig selv.
Nu igen, mens jeg ligger her på sofaen med Berta, åbner det.

Så ankommer træet, som jeg mediterede med på det østjyske højdedrag i Nørre Snede, eller selve mødet med træet. At møde mig selv gennem træets blik, vurderingsfrit, uden agenda, uden gøren, et værensblik. Mit indre blev stille hengivent, vurderingsfrit og med vidde både ved rod og krone. Og så med ét, som var det muliggjort af netop denne tilstand, kom en lærer fra fortiden. Den tibetanske Dzogchen-lærer Longchenpa, hvis ord blev læst op, tilvejebragte i et splitsekund klarheden. De to til sammen, træet og læreren fra fortiden, formidlet gennem den nutidige lærer: De blev en slags forening af Yin og Yang der skabte en åbning indad. Den slags man ikke lige glemmer igen.

Mens jeg fortsat ligger og trækker vejret med den spindende Bertas vibrationer, indfinder der sig endnu en række af indre erfaringsbilleder fra weekenden. Alle kredser om samme tema, som bliver de forbundne gennem kontakten til denne sort-hvide kat på min mave, Yin og Yang, forholdet mellem lyset og mørket, forholdet mellem det kvindelige og det mandlige i og udenfor mig selv, forholdet mellem gøren og væren, mellem dag og nat; nætternes klare stjernehimmel, dagenes solrighed og blå, blå, blå.

Dét, som står mig klart, er, at det fortsatte arbejde med at skabe et indre kærlighedsforhold, en forening mellem Yin og Yang i mig selv, er afgørende for praksisfordybelsen. Måske fordi, hvis jeg ikke overkommer dualiteten, modsætningsfuldheden i de mange tilsyneladende oppositioner, vi skaber i de mentale og sproglige landskaber, så vil det være ganske umuligt at nå ind til det sted, jeg længes efter at kende – det landskab, som den persiske sufi-digter Jalan ad-Din Rumi beskriver med ordene:

Out beyond ideas of wrongdoing and right doing,
there is a field. I’ll meet you there.
When the soul lies down in that grass,
the world is too full to talk about.
Ideas, language, even the phrase each other
doesn’t make any sense.

Jeg ser på Berta og mærker taknemmeligheden til hende, til kærlighedsparret og til træet og lærerne. Af og til kan selv de korteste møder med mennesker, med dyr, med et træ sætte dybe aftryk, spinde tråde, og skabe stier ind mod hjertets inderste.
Måske indfinder der sig netop nu også sådanne møder i din bevidsthed?