BLOMMEMARMELADE
af Britta Karlshøj | SMAG | 30. januar 2020
Lad dette blog-indlæg være en hyldest til mine børns Oldemor. En elskelig dame, der tog sin skæbne på sig i en historisk tid, hvor kvinders egen vilje generelt ikke fyldte meget og, hvor krig og fødevaremangel også blev en del af hendes personlige historie.
Hun har lært mig meget. Blandt andet, at intet må gå til spilde. Så da opaltræet i august bugnede med opalblommer, måtte jeg spørge mig selv, hvad Oldemor ville have gjort.
En del af resultatet får du opskriften på her.
– Måske var du så heldig at smage blommemarmeladen på Kontemplations Nytårsretreat?
Du skal bruge:
1 kg udstenede og halverede blommer, jeg brugte opalblommer
½ kg rørsukker
Revet skal af 1 usprøjtet citron
1 vanillestang eller ½ tsk. vanillepulver
Saft af 1 citron
Evt. 4 tsk. økologisk melatin blandet med 1 spsk. rørsukker
Sådan gør du:
Læg blommerne i en gryde med rørsukker, revet citronskal og vanillestang eller vanillepulver.
At bruge en vanillestang er den luksuriøse, udsøgte udgave. Skrab kornene ud af stangen – nyd gerne duften alt imens – og put både kornene og vanillestangen i gryden. Vanillepulver er pulveriseret vanillestang, der også fungerer fint i denne marmelade.
Bring langsomt gryden i kog og lad koge 5-10 minutter. Blommerne skal blive bløde.
Tilsæt citronsaft – det gør, at marmeladen ikke bliver brun.
Tag gryden af varmen. Rør melatin-sukker-blandingen i og kog kort op.
Marmeladen hældes på rengjorte, skoldede glas.
Glasset, du ser på billedet, var i øvrigt Oldemors. Det er med stor taknemmelighed, at det nu er mig, der får lov at fylde glasset med naturens gaver og dele indholdet med mennesker omkring mig.
Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF.
Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplations og er køkkenchef ved vores retreats.