Linsesuppe fra Øster Løkke
af Britta Karlshøj | SMAG | 14. november 2020
Denne suppe er krydret med bl.a. kanel, kardemomme og gurkemeje. Jeg synes, at det er med til at give suppen en delikat og nærmest forførende smag.
Da jeg serverede den i sommers på et af Kontemplations stilhedsretreat, var der stor begejstring.
Nu får I opskriften, så I kan smage jer tilbage til sommerens stilhed på Østerløkke. Eller prøve den for første gang. Jeg er ret sikker på, at du ikke vil fortryde det…
Du skal bruge:
2 dl belugalinser, som koges i en gryde for sig i 15-20 minutter
2 spsk. olivenolie
2 løg, gerne med top, hvis det er sommer og, du måske er heldig at kunne høste fra din egen have
2 fed hvidløg
½ tsk. gurkemeje
4 cm kanelstang
20 kardemommekerner
1 ds. hakkede tomater
1 ds. kokosmælk
2 dl vand
1 ½ tsk. urtesalt
1 knsp. friskkværnet sort peber
3 friske tomater, der er skåret i tern
Sådan gør du:
- Svits hakket løg og hvidløg i olivenolien sammen med gurkemeje, kanel og kardemomme.
- Tilsæt de hakkede tomater, kokosmælk, vand, urtesalt og peber.
- Lad koge i 10 minutter.
- Tilsæt de kogte belugalinser.
- Til sidst tilsætter du de friske tomater, der er skåret i tern og serverer suppen gerne med en skive nybagt surdejshvedebrød.
Da jeg lavede suppen, var jeg heldig at kunne lave den af hjemmedyrkede løg med flotte grønne toppe på, hjemmedyrkede hvidløg og sågar også tomater fra mit drivhus. Det er til blive glad helt ned i maven af. Tænk, hvad vi kan være med til at skabe i ydmygt samarbejde med Moder Jord.
Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF.
Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta HER.