CREMET SVAMPESUPPE

af Mikkel Strandbygaard | | 2. oktober 2021

Mikkels svampesuppe

I retreatkøkkenet på Øster Løkke serverer jeg tit denne klassiske svampesuppe. Kombinationen af svampenes dybde, hvidvinens syrlighed og mascarponens fylde giver suppen dens balancerede smagshelhed.
Opskriften er inspireret af Jamie Olivers ‘Real Mushroom Soup’.
Herunder får du min jysk-italienske version med mængdeanvisninger til fire-fem personer.
 

Ingredienser:

500 gram svampe (vilde eller købte, hvad vi kan finde)
2 fed hvidløg
1 rødløg
1 håndfuld frisk timian
salt & peber
1,75 liter grønsagsboullion
1 håndfuld frisk persille
Saft fra en halv citron
1,5 dl hvidvin
100 gram mascarpone

 

Fremgangsmåde:

Opvarm en stor gryde (gerne støbejern) og lad svampene sautere i olivenolie under omrøring.
Efter 3-4 minutter tilsættes hvidløg, rødløg og krydderurter.
Det hele krydres så med peber og en smule salt.
Lad det igen sautere i 3-4 minutter, til løgene er blanke og let gyldne.
Hæld herefter hvidvin ved og lad væsken reducere.
Tilsæt grøntsagsbouillon og lad retten simre i omkring 20 minutter.
Når suppen har taget god smag fra svampene tilsættes mascarpone og suppen blendes til en cremet konsistens.
Smag suppen til med salt og citronsaft.

Til servering kan der pyntes med friske krydderurter og lidt revet citronskal.

Et godt tilbehør til suppen er surdejsbrød og en grøn salat med lynstegte blomkål og syltede rødløg.

 
Velbekomme!

 


 

Mikkel Strandbygaard
er køkkenchef og kok på mange af Kontemplations arrangementer og retreats. Han er også vores aktiv i kulisserne bag hjemmesiden. I sin hverdag uden for Kontemplation er han arkitekt og møbeldesigner.

Mikkel er optaget af bæredygtig grøn madlavning med inspiration fra det italienske køkken. Han dyrker sine egne grønsager, svampe og mikrogrønt.