DET BÆREDYGTIGE VELFÆRDSSAMFUND, DEL 2.
Klik her for at læse første del
vori Steen Hildebrandt fortæller om
optakten til Jens Otto Krags visionære
– og af forståelige grunde begrænsede –
formulering af en drejebog for velfærdsstaten.

 

En ikke-bæredygtig udvikling

Men! Og i et efterrationaliseringens tilbageblik er der et stort Men. Det var en ikke-bæredygtig udvikling, man satte i gang og praktiserede. Vi så det ikke så klart undervejs, men det var ikke et bæredygtigt samfund, vi fik udviklet. Begrebet bæredygtighed indgik ikke i Fremtidens Danmarks – og ej heller i den tids – begrebsverden. Grundtanken her var en ganske anden, nemlig: Der er ressourcer nok. Det handler om at udnytte dem – til folkets bedste. På demokratisk måde. Det var ikke klodens ressourcer og bæredygtighed, der var problemet eller udfordringen. Man tænkte i virkeligheden, og af letforståelige grunde, meget snævert. Naturen var der; ressourcerne var der; der var luft og vand, olie og kul i rigelige mængder; så rigelige mængder var der, at luft og vand i mange årtier blev brugt i de økonomiske lærebøger som eksempler på frie goder, dvs. goder, som man ikke behøvede at økonomisere med, for der var rigelige mængder af dem – de behøvede ikke nogen pris. Man kunne bare bruge løs. Og det gjorde man. Denne bruge-løs tænkning er fortsat den dominerende. Vi omgås naturens ressourcer, som om der er ubegrænsede mængder af dem; vi skænder naturen i et omfang og på måder, som man ikke skulle tro mulig. Det gør vi fortsat, men vi taler dog nu om bæredygtighed. Vi taler fortsat mere, end vi handler, og det er forhåbentlig og sandsynligvis begyndelsen til mere handling.

 

Produktivitetskommissionen

Så sent som i 2012, hvor den daværende Produktivitetskommission blev nedsat og begyndte at udsende sine analyser og anbefalinger, var det ikke bæredygtighed, men gammeldags produktion og produktivitet, man fortsat var optaget af. I kommissoriet hed det bl.a.: ”Hvis den hidtidige svage produktivitetsudvikling fortsætter, er der betydelig risiko for, at Danmark taber yderligere terræn i forhold til andre velstående lande og derfor får svært ved at fastholde en privat og offentlig velfærd af internationalt høj kvalitet.” Man var i den borgerlige regering og i kommissionen optaget af et simpelt gammeldags økonomisk vækst-væddeløb. Ikke af bæredygtighed. Jeg havde nær sagt: Man var overhovedet ikke optaget af bæredygtighed. Jeg blev af kommissionen inviteret til at skrive en artikel, der blev offentliggjort på kommissionens hjemmeside. Jeg gav min artikel overskriften: Bæredygtig produktivitet. Kommissionen fastholdt hele vejen igennem et traditionelt og veldokumenteret produktivitetsbegreb, som vi nu bliver nødt til at drøfte på ny – i lyset af den viden, som vi også dengang havde om nødvendigheden af en omstilling til mere bæredygtig produktion. I dag er man i produktionsvirksomheder overalt i verden optaget af, hvordan man kan arbejde stedse mere bæredygtigt. Bæredygtig produktivitet og produktion. Og det sker.

Fra 1957 og til nu er der sket ufattelig meget i Danmark – og i verden. Den teknologiske og demografiske udvikling er eksploderet. Produktion og produktivitet ligeså. I Danmark og i verden. På 60 år er verden blevet en anden. Verden er i dag i en fuldstændig ny situation. På den positive side: Hovedtemaet er ikke bare velfærd og velstand, men bæredygtig velfærd og velstand. Udfordringen er ikke vækst, men bæredygtig vækst. Udfordringen er ikke produktion og produktivitet, men bæredygtig produktion og produktivitet. På den negative side: Nationalisme, og isolationisme: Nye alvorlige risikobilleder melder sig med stor styrke, og verden er på mange måder og områder på en meget farlig kurs.

 

Sidevirkninger

I et tilbageblik: Det gik for hurtigt. Vi var ikke tilstrækkelig opmærksomme på den række af utilsigtede og derfor også længe upåagtede sidevirkninger af vor travlhed og målbevidsthed, for ikke at sige af vor grådighed. Jeg kritiserer ikke de beslutninger og det verdenssyn, der lå bag disse beslutninger. Jeg konstaterer, at det er nye tider. Og jeg tillader mig at påstå – i overensstemmelse med mange andre både almindelige borgere, forskere, politikere, kunstnere og andre: Det haster med at få et nyt verdenssyn gjort til virkelighed. Vi ved det. Vi ved, at udfordringen er bæredygtighed, og FN’s 17 verdensmålene, bæredygtighedsmålene, peger på klare indsatsområder. Men hvad gør staterne? Hvad gør vi forbrugere og borgere?

Noget af det, der er sket i de mellemliggende 60 år, er: En ny bevidsthed er vokset frem, nye indsigter er blevet udviklet. Noget nyt var allerede tydeligt i 1972, hvor rapporten Grænser for vækst gjorde opmærksom på, at der er grænser for vækst, grænser for produktion, grænser for vore udfoldelser og ambitioner. Også bogen, Oprør fra midten med forfatterne Villy Sørensen, Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen fra 1978 og Brundtland-rapporten, Vor fælles fremtid, fra 1987 advarede. Gjorde klart opmærksom på nogle af disse spørgsmål og temaer.  Og, ja, retfærdigvis skal det også erindres, at J. O. Krag i sin tredje regering, i 1971, etablerede verdens første Ministerium for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse med Jens Kampmann som minister. Hvilket igen var et udtryk for Krags forudseenhed og store politiske evner og lederskab.

 

Den nye store udfordring: Bæredygtighed

Men alligevel: Vi lyttede ikke eller lyttede ikke grundigt nok dengang. Nu véd vi, at den næste store udfordring i udviklingen af det danske velfærdssamfund ikke er vækst og produktion, men bæredygtighed. Det er fristende at spørge – med henvisning til Niels Kærgaards overskrift: Vil vi omkring 2050 sige, at 2019, hvor Danmark – ligesom i 1957 – også fik en ny regering – og en ny klimalov, var nøgleåret i det bæredygtige velfærdssamfunds historie? Er 2020 året, hvor bevidstheden om bæredygtighed for alvor ændres og finder vej ind i alle sprækker og bliver den nye dagsorden eller i hvert fald et vigtigt element i flere og flere nye dagsordener?

Vi har lov at fantasere og stille spørgsmål, og min antagelse og håb er, at det vil ske. 2020 – og årene heromkring – er ved at blive år, hvor bæredygtighed, bl.a. stærkt påvirket af FN’s 17 verdensmål, Brundtland-tænkningen og meget andet – bliver det store og overordnede tema og den nye dagsorden. Og derfor er det også årene, hvor velfærdssamfundet videreudvikles, men i nye retninger. Eller for at være mere præcis: Velfærdssamfundet skal transformeres og nytænkes. Vi skal udvikle et nyt slags velfærdssamfund. Et bæredygtig velfærdssamfund. Og endnu engang kan Danmark vise vej – eller være med til at vise vej.

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg

---

 

Steen Hildebrandt
født 1944, ph.d. og professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Tidligere vismand i Det Nationale Kompetenceråd og ledelsesredaktør på dagbladet Børsen. Han er forfatter til bøger, artikler og kronikker om ledelse og samfundsforhold og han er medlem af flere bestyrelser.