
I BOB MOORE’S FODSPOR #1
Underviser: Martin Guldberg
Vært: Anne Rosenvold
Referenter: Hanne Linde og Morten Winkler
Mailansvarlig: Jeanette Lykkegård og Hanne Linde
Referat fra første kursusgang, torsdag 14.9.2023
Velkommen til online forløbet I Bob Moores Fodsspor.
Lydfil med Martin der guider en siddende og stående ankomstmeditation.
Introduktion til energiarbejde:
Vi begynder i dag med en præsentation af energiarbejde, som jeg har lært det af den irsk fødte healer Bob Moore (udtales egentlig ”Muor”) som underviste i meditation, energiarbejde og healing.
Energiarbejdet er en tradition, der er parallel med meridianlæren, som vi kender fra akupunktur. Med parallel menes der at der er noget, der ligner, men der er også noget der er forskelligt. Det er en tradition der trækker på forskellige kilder. Oprindeligt stammer den fra taoismen i Kina, men der er også noget af den visdom der ligger i den egyptiske tradition og i den indiske yoga tradition, der er med. Energiarbejde er en tradition som ifølge Bob Moore var – og til dels stadig er – en mere hemmeligholdt tradition. Bob Moore kaldte denne måde at arbejde på for ”energy work”.
De fleste af jer kender til chakra og energisystemet.
Energisystemet. Planche.
Chakrasystemet kender vi fra f.eks. yogatraditionerne. Det forsøger at beskrive noget der har relation til såvel den fysiske som den psykologiske dimension. Her ses de 7 hovedchakraer. Rodchakraet relaterer til den fysiske dimension og efterhånden som vi bevæger os op igennem chakrasystemet, bevæger vi os også op igennem de psykologiske niveauer fra det instinktive op mod det mere pattedyrs orienterede, følelsesmæssige, op til det empatiske, og videre op til den spirituelle dimension. Chakrasystemet kommer vi til at beskæftige os mere med undervejs. Det samme gælder energisystemet.
Her er en stregtegning af energisystemet.
- Den æteriske aura. Den ligger (ca. 8 cm) uden om den fysiske krop, og relaterer sig i høj grad til den fysiske krop. Det æteriske repræsenterer vitalenergien, altså den grundlæggende livsenergi forbundet med den fysiske dimension.
- Den astrale aura
- Den mentale aura (som har sit bundforankringspunkt i hjertet, den sorte prik).
- Den spirituelle (åndelige) aura/kvalitetsauraen
Det er en idealtegning. Auraen ser ifølge Bob Moore ikke altid så velorganiseret ud, men illustrationen giver os en fornemmelse for energi-legemerne og kan hjælpe os til bedre at kunne orientere os, når vi taler om energiarbejde.
Når vi arbejder med energi, så arbejder vi primært med det æteriske, som ligger tæt inde ved kroppen. Det æteriske er en slags lagerplads for alle de oplevelser, vi har haft gennem livet. Og når vi primært arbejder herinde med forskellige væsentlige punkter i det æteriske, altså ud over chakraerne, som ikke bare er punkter, men som er store energicentre, så er det fordi arbejdet med de æteriske punkter og strømme kan have en gavnlig effekt både på vores helse og på de øvrige dimensioner i os. I det æteriske er der er en række punkter, som er gode fokuspunkter, fordi de ligger der, hvor mange eller flere energibaner mødes. Det kender I måske også fra meridiansystemet, der bruges i akupunktur eller i forskellige massageformer, og samme forståelse kan findes i den indiske beskrivelse af nadierne.
Man arbejder ud fra den forståelse at vi har en fysisk krop, men at vi så samtidig har en eller flere energetiske kroppe, som er struktureret bl.a. i energibaner, gennem hvilke energien fordeles ud for at belive kroppen, men de energibaner hænger også sammen med både det astrale og det mentale og det spirituelle. Vi arbejder primært i det æteriske, ikke kun, men primært i det æteriske for at løsne og frisætte det æteriske, og ved at gøre det, arbejder vi samtidig med det psykologiske. De to ting hænger sammen.
Det æteriske er en form for lagerplads for alt hvad vi har oplevet, og det betyder at hvis vi har haft oplevelser (det har langt de fleste af os) som har lukket noget ned i os psykologisk, noget der er traumatisk eller noget der vanemæssigt over lang tid er blevet lukket ned, så lukker vi ned psykologisk, og det går vi så typisk i terapi med eller også er vi bare præget af det. Måske hæmmet af det. Det vil afspejle sig i det æteriske, hvor der vil være tilsvarende hæmninger eller blokeringer. Det vi prøver på i energiarbejde, det er at arbejde med det æteriske for at hæve energicirkulationen i det æteriske. Vi hæver vibrationen eller tempoet i de strømme der er i det æteriske, ved at give dem opmærksomhed. Opmærksomhed er energi.
I kraft af at vi gør det, så kan vi åbne det æteriske, så der er et bedre flow i vores energisystem. Det er godt for det fysiske og giver mere vitalitet og større helse i det fysiske, men det hænger også sammen med det psykiske, så det der måtte være hæmmet eller lukket i det psykiske, det har som regel altid et tilsvar i det fysiske, som en hæmning eller en lukning. Så ved at arbejde med energisystemet, som på en måde er en bro imellem de to, så bearbejder vi energisystemet og det fysiske, så vi åbner op for energetiske og fysiske blokeringer, men simultant hermed bearbejder vi og åbner op for eventuelle psykiske eller psykologiske blokeringer. Det er princippet i den måde, vi vil arbejde på – princippet i energi-arbejde, som Bob Moore videreformidlede det.
Det særlige og gunstige ved denne her måde at arbejde på er, at det har en terapeutisk dimension, men det begrænser sig ikke til det, for vi har jf. stregtegningen også en spirituel aura, en kvalitetsaura, og Bob Moore vendte igen og igen tilbage til begrebet kvaliteter: vi er alle født med nogle kvaliteter, som vi har med os. Erfaringen er, at jo mere vi får kontakt med de kvaliteter, jo mere vi udtrykker dem i vores liv, integrerer dem, desto mere meningsfyldt bliver vores liv. Desto gladere bliver vi i vores dagligdag.
Hvordan får vi det spirituelle til at blive en del af vores liv, så det ikke kun er nærværende eller aktivt, når vi sidder på puden, men også i vores handlinger i dagligdagen, i vores kontakt med andre, i hele vores oplevelse af verden. Bob Moore sagde, at arbejdet med det æteriske som et primært arbejde er gunstigt i forhold til dette, for når vi frisætter emotionelle blokeringer og skaber større balance i det æteriske, og dermed i det psykologiske og i det fysiske, det helsemæssige, påvirker vi også det mentale, tankestrukturen, og vi løsner og åbner i det astrale. Der sker en løsnen af det inderste niveau, som medfører løsnen i de næste lag, og det spirituelle kan naturligt strømme bedre ind i dagligdagen, i ens virkelighed. Med tid kan man igennem disse øvelser gøre sig forhåbninger om at få en dybere kontakt med den spirituelle dimension.
Det er en selverkendelsesproces. Det er en frisættelsesproces. Men det er også en vej til dybere kontakt med en følelse af mening, og af glæde. På et tidspunkt vil jeg gerne holde et kursus, som skal hedde ”Grundlæggende Glæde”, for jeg synes jeg har fået virkelig meget ud af arbejdet, som jeg lærte hos Bob Moore i sin tid. Og som jeg stadig arbejder med. Og det kan sammenfattes til ”grundlæggende glæde”, eller ”hverdagsglæde”. Det er én af frugterne af det arbejde, som jeg gerne vil videreformidle og engang i fremtiden måske lade være titlen på et kursus, hvor vi mødes fysisk.
Vi arbejder med alt det, der hæmmer os. Men vi arbejder samtidig med ressourcesiden. At få kontakt med kvaliteterne. Så på den måde er det et særligt arbejde, hvor det udfordrende støttes af de resurser, vi alle har med i form af kvalitetsaspektet.
Introduktion til den nedre polaritetsøvelse
Lydfil hvor Martin guider en kort kropsøvelse.
Videoklip med Martins introduktion til den nedre polaritetsøvelse (som Helen Gamborg har omdøbt denne øvelse til ”Bukser”):
Beskrivelse af tre sæt af punkter.
Første punkt: Fodpunktet – ligger på fodens midterakse, lidt fremme mod tæerne.
Andet punkt: Hoftepunktet – mærk ned på bækkenet, der er et knoglefremspring, sæt venstre hånds pegefinger på fremspringet på højre side af bækkenet, på den tap, der kan ses nederst på bækkenet på billedet af skelettet (se nedenfor). Så vil langfinger (eller for nogen: ringfinger) hvile på højre hoftepunkt – et punkt som ligger på hoftebøjer-musklen. Og modsat for venstre side. Vær opmærksom på, at på fotografiet af bækkenet er bækkenet lidt bagud-bøjet i forhold til på et levende menneske.
Tredje punkt: Kønsbenspunktet – kønsbenet kommer ind fra bækkenet fra begge sider og mødes på midten i symfysen. Lige over kønnet. Mærk ind fra siden eller oppefra, mærk knoglestrukturen, der udgør kønsbenets øverste kant. Fra midten af kroppen (fra kroppens centerlinje): gå ca. 2 cm ud i hver side. Der er kønsbenspunkterne (altså med cirka 4 cm afstand mellem de to kønsbenspunkter, der hver ligger ca. 2 cm. ud til hver side fra kroppens centerlinje). Det kan føles, som om der er et ”hjørne” eller en kant lige der, hvor punktet ligger.
Ved at lægge opmærksomhed på punkterne, så hæver vi energiniveauet i de strømme, der naturligt er gennem de punkter. Dermed kan vi ”skubbe til” eller måske endda løsne blokeringer.
Lydfil med Martins guidning af den nedre polaritetsøvelse – “Bukser”.
Man sidder optimalt set i en stol til denne øvelse, og det er bedst hvis man har fødderne på jorden. Man kan godt sidde i skrædderstilling, eller lotus. Man kan også godt ligge ned. Men optimalt er det at have fodsålerne mod jorden. Fordi fodpunkterne har at gøre med jordforbindelse. Så optimalt hvis fødderne er i gulvet.
Hænderne må ikke være foldede. Adskilte hænder med håndfladerne hvilende nedad eller opad på lårene eller knæene.
I det her arbejde er det oftest bedst at sidde op. Når energien løsner, vil den typisk bevæge sig opad, og ved at sidde op giver vi mulighed for, at den energi, der frisættes eller løsnes, følger de naturlige energibevægelser eller -strømme opad gennem energisystemet – dvs. den frisatte energi kan derved bedre integreres på en balanceret måde. Man kan også godt stå op, men det er mere anstrengende.
Rækkefølge: Venstre fodpunkt – venstre hoftepunkt – kryds til højre kønsbenspunkt – højre fodpunkt – højre hoftepunkt – kryds til venstre kønsbenspunkt – venstre fodpunkt. Gentag hele cirkulationen nogle gange. Afslut i venstre fodpunkt. Sid afslappet for en stund og lad, hvad end der kommer frem, komme frem.
Lydfil hvor Martin guider stående strækøvelse.
Introduktion til Centrerings-praksis
Denne praksis inviterer ind i retning af centrering (første del), og ind i en form for meditation, eller ind i en invitation til at bevæge sig ind i en mere meditativ eller åben tilstand (den afsluttende del). Vi arbejder med 3 planer:
Hjerteplanet – hjertechakraet. Sæt en finger i hver armhule og træk en lige imaginær streg eller linje på tværs hen over brystet i højde med armhulens underkant. Hjertechakraets centrum vil så være midt på denne linje midt på brystbenet. Placeringen er lidt højere, end de fleste regner med.
Hjerteplanet relaterer til et ægte sted i os. Det, der er sandt fra et dybere sted i os. Vores dybere behov. Ikke hvad egoet vil, men et dybere, mere ægte behov.
Jordplanet – mærk fødderne og området (atmosfæren) omkring fødderne.
Dette plan relaterer til den måde, hvorpå vi forholder os til den fysiske virkelighed, måden vi er i vores krop på og bruger vores krop, den føde vi indtager, den måde hvorpå vi bevæger os rundt i verden, bruger vores penge, den måde vi bor på, vores arbejde osv. Hele vores relation til den fysiske dimension.
Det spirituelle plan – området over hovedet (man kan pejle efter et område cirka 20-20 cm. over hovedet).
Dette plan relaterer til et højere aspekt, som er i alle mennesker. Det spirituelle eller kvalitetsplanet. Et dybere, medfødt aspekt i os selv. Et område hvor vi bevæger os ud over det personlige og ind i et mere spirituelt åbent område, så at sige.
Praksissen forsøger først at synkronisere de tre planer og inviterer dernæst til yderligere fordybelse eller meditation.
Du kan i slutningen af denne praksis, mens du hviler afspændt ind i en forankring i hjertet, vælge et af nedenfor anførte ord og dvæle meditativt ved ordet. Du vælger kun ét af ordene, når du laver denne praksis, men du kan, næste gang du laver praksissen, igen frit vælge mellem de anførte ord:
Meningsfylde – Sammenhæng – Fred – Kontakt – Kærlighed
Man kan også undlade at vælge et ord og i stedet blot dvæle ved hjertet med en blød kontakt, mens man forholder sig åbent.
Lydfil hvor Martin guider Centrerings-praksis.
Centreringspraksis:
1. Kontakt hjerteplanet (hjertet og området og atmosfæren omkring hjertet) (1-2 minutter)
2. Kontakt jordplanet (fødder og området og atmosfæren omkring fødderne) (1-2 minutter)
3. Kontakt hjerteplanet (1-2 minutter)
4. Kontakt området over hovedet (det spirituelle plan) (1-2 minutter)
5. Kontakt hjerteplanet (1-2 minutter)
6. Gentag eventuelt punkt 2-5 nogle gange
7. Hvil nu ind i hjertet/hjerteplanet. Hold en blød, afspændt kontakt til hjertet. Vær åben.
Du kan afslutte praksissen her, eller du kan vælge at bringe et af følgende ord ind og dvæle meditativt ved ordet, og hvad det betyder for dig:
1. Meningsfylde
2. Sammenhæng
3. Fred
4. Kontakt
5. Kærlighed
Kontakt ordet og slip så tankeprocesserne og forhold dig åbent til, hvad end der måtte komme frem.
Efter lidt tid kan du igen kontakte ordet og derefter spænde af og forholde dig åbent til hvad end, der sker. Du kan eventuelt gentage denne proces nogle gange.
(Du vælger kun et af ordene, når du laver denne praksis. Næste gang du laver denne praksis, kan du igen frit vælge et af de anførte ord).
Session i breakout-rooms
Martin om betydningen af dele erfaringer med hinanden:
Efter øvelserne inddeles gruppen, i hver session, i mindre grupper á tre-fire personer, i såkaldte break-out-rooms. Hensigten er at udvikle vores eget, autentiske udtryk for praksis. Desuden understøtter udtrykket den igangsatte energibevægelse.
Instruktioner til break-out rooms:
· At sætte ord på dine erfaringer og dele selvansvarligt, med andre ord at dele i en dybde der føles sandt for dig.
· At lytte med empatisk nærvær.
· Undgå at give råd, med mindre man bliver bedt om det.
Spørger 1: Jeg har i mange år lavet den røde trekant som en af fem basisøvelser. Kan du sige noget om hvad forskellen er mellem den og så denne her polaritetsøvelse?
Martin: Den røde trekant arbejder helt specifikt på jordforbindelse. Jordforbindelsesaspektet ligger dels i den fysiske dimension og dels i det psykologiske ved at man styrker realitetsfølelsen, er realistisk omkring sig selv og sit liv, hvad man kan og ikke kan. Hvor man er, hvad der sker osv.
Den øvelse, vi har lavet i dag, og som vi nu har kaldt ”Bukser”, afbalancerer det polære system. Kroppen er bygget op via polariteter. På lignende vis som elektricitet er bygget op omkring en plus-pol og en minus-pol, så er kroppens energisystem bygget op af polariteter. Det gælder også vores fysiske krop, hvor fx er en ledåbning kan beskrives som en minuspolaritet, og den knogle, som går ind i leddet eller er forankret i leddet, kan beskrives som en pluspolaritet. Man kunne også tale om henholdsvis feminin (modtagende, indadrettet) og maskulin (gennemtrængende, udadrettet) polaritet. Både kvinder og mænd har begge polariteter i sig, så der er tale om aspekter, som findes i os alle. Når de sættes sammen, så skabes der en øget styrke. I ”Bukser”/polaritetsøvelsen arbejder vi med polaritetspunkter. Vi forsøger at afbalancere en positive energistrøm (via fodpunkter og hoftepunkter) med den negative energistrøm (via kønsbenspunkterne). Herved påvirker vi kroppens overordnede polaritet mellem højre og venstre kropsside. Venstre side af kroppen repræsenterer det mere modtagende aspekt, minuspolariteten eller det, vi kunne beskrive som det feminine princip. Højre side af kroppen repræsenterer det mere aktive eller udadrettede aspekt eller det, vi kunne beskrive som det maskuline princip. Vi forsøger gennem polaritetsøvelsen at skabe en balance mellem de to aspekter i eller af os selv.
Spørger 2: Hvorfor bruger vi netop hoftepunkterne og kønsbenspunkterne?
Martin: Fodpunktet og hoftepunktet ligger begge på den såkaldt positive energistrøm. Der er otte hovedenergistrømme i det æteriske, og så er der en masse mindre energistrømme eller forbindelser. Vi kalder nogle gange de otte hovedstrømme for de spirituelle strømme. Bob Moore kaldte en af dem for ”den positive energistrøm”, og som sagt er fodpunkterne og hoftepunkterne en del af denne positive energistrøm (positiv forstået polært og ikke i værdimæssig forstand). Kønsbenspunkterne ligger på den såkaldt negative strøm, negativ elektrisk set. Så vi krydser mellem den positive og den negative strøm for at skabe en afbalancering. Derudover er kønsbenspunkterne sekundære chakraer til hara-chakraet, så de refererer til hara. Så vi arbejder også ind i temaer som seksualitet, lyst og selvfølelse. Vi arbejder ind i leg, lyst og glæde. Fodpunkterne refererer til rodchakraet. De er sekundære chakraer til rodchakraet. Vi berører således også arbejdet med jordforbindelse, grounding-aspektet, i denne øvelse. Men den har primært en polær, afbalancerende effekt, og det betyder at man i sin egen balance mellem maskulint og feminint, mellem tænkning og følelse, arbejder med at afbalancere dybere ind i systemet. Man kan også herigennem nå ind til en dybere forståelse af eller en afbalancering af f.eks. den seksuelle polaritet i sig selv. Derfor kan der komme alle mulige ting op, når vi laver en sådan øvelse. Vi er så forskellige i måden, vores system er blevet struktureret på igennem livet. Selv om vi arbejder med de samme øvelser, så kan der komme ganske forskellige problematikker eller tematikker op. Så vores oplevelser med eller reaktioner på en øvelse vil afspejle den enkeltes specifikke styrker og problematikker, og vores oplevelser eller reaktioner vil derfor ofte være forskellige.
Spørger 3: Hvor vigtigt er det at disse punkter ligger præcist? Jeg havde svært ved at mærke helt præcist hoftepunktet.
Martin: Det er helt normalt, når vi starter, at det er vanskeligt at ”finde” punkterne. Sådan var det også for mig, da jeg startede hos Bob Moore. Det kræver lidt tid og lidt træning, før man begynder at få en mere præcis fornemmelse for, hvor punkterne ligger. Det, at opmærksomheden dvæler i området, vil gøre, at punktet bliver mere levende. Når du har lavet øvelsen flere gange, så begynder punkterne at respondere på en anden måde, og så bliver det nemmere at mærke dem. Vi skal nok repetere det, de næste gange, hvor de ligger henne. Det er ikke et knappenålsprik. Punkterne har lidt mere fylde end det. Brug endelig fingrene i starten.
Spørger 3: Men det forstyrrede mig at skulle pege dem ud. Så jeg havde lyst til bare at tænke på mit hofteben – det er dernede af.
Martin: Ja, man ryger lidt ud af sit flow, når man skal bruge fingrene. Du kan gøre det, at du finder punktet inden, og så masserer godt på området. Så ligger der en fysisk respons, du kan orientere dig efter. Men punktet er æterisk. Og når vi arbejder med et punkt, så kan punktet udvide sig og fylde mere. Men i starten: brug endelig fingrene til at hjælpe dig selv! Det er meget bedre end at ”famle lidt i blinde”.
Spørger 4: Jeg har en høj stol og fødderne på en skammel, gør det noget for min jordforbindelse?
Martin: Det er okay med en træskammel. Bare der ikke er et isolerende materiale ovenpå, som fx gummi. Det er typisk bedst at have fødderne på et trægulv fremfor et betongulv. Det er også godt, hvis man har fødderne i jorden udenfor, altså f.eks. i naturen. Et stengulv kan også gå, men betongulv prøver vi at undgå. For beton har en skærmende effekt i sig.
Spørger 4: Øvelsen hvor man skal 20-30 cm over hovedet. Er det det man kalder essens-punktet?
Martin: Det kommer an på, hvor høj du er, og hvor lange dine arme er. Hvis man strækker armen helt ud og op over hovedet, så er man oppe ved id-punktet (individualitetspunktet, som Bob Moore kaldte det) eller essens-punktet (som Jes Bertelsen kalder det). Cirka 20 cm oppe ligger det, Bob Moore kaldte fokusområdet. I denne praksis er det lige meget, om du kontakter det ene eller det andet. I denne praksis er det bare ”over hovedet”. Det er mere bredt forstået.
Spørger 5: Polaritetsøvelsen gjorde mine slidgigtsmerter uudholdelige. Jeg er ikke i tvivl om at det er en rigtig god øvelse for mig, men jeg skal have noget motivation for at kunne være med den smerte. Min slidgigt er værst i venstre hofte.
Martin: Du skal nok prøve dig lidt frem. Der sker nok det, at du aktiverer den positive og den negative energistrøm, som ligger lige der ved hofteleddet. Det æteriske har en strukturerende og vitaliserende virkning på det fysiske. Det lyder som om øvelsen har en effekt. Du får sandsynligvis sat gang i den energistrøm. Det kan godt fremkalde smerterne. Men det kan godt være en fase, hvor du i starten vil mærke smerten mere, men efter noget tid vil det blive bedre end det var før.
Prøv at være lidt nænsom med dig selv, så du prøver at lave den, fx lidt kortere tid. Jeg vil foreslå 10-12 minutter til polaritesøvelsen i starten. Hvis du synes det er for ubehageligt at lave polaritetsøvelsen, så lav den anden øvelse eller praksis, synkroniseringspraksissen, hvor vi prøver at forbinde tre planer i os selv. En mere ægte kontakt til os selv, en kontakt til et dybere aspekt af det, vi er. Den kan man bruge f.eks. 15 minutter på, men man kan også sagtens bruge en halv time. Det er lidt forskelligt, hvad man er til. Nogen kan dvæle længe ved ordet, man vælger, andre er færdige efter tre minutter.
Det er vigtigt at du også er din egen guide her – vi arbejder på at blive vores egen autoritet, så det er vigtigt at gå med det, du føler er rigtigt, når det gælder øvelserne – hvor ofte du laver dem, hvor længe ad gangen osv.
Spørger 6: Hjertechakraet, du mærkede ind i armhulen, jeg blev i tvivl om hvor? På ydersiden af armhulen eller helt oppe i bunden?
Martin: På ydersiden eller underkanten – det nederste punkt i armhulen. Hvis du forestiller dig en linje mellem de to armhulers nederste punkter eller underkanter (mod indersiden af kroppen), så ligger hjertechakraets centrum på den imaginære linje mellem disse to punkter, midt på brystbenet.
Spørger 7: Hvad er fokuspunktet? Det, der er 20 cm over hovedet?
Martin: Det er toppunktet af den mentale aura. Fokus-positionen relaterer til eller er et mødeområde for flere aspekter i os. Nogen gange er det et bedre sted at vælge at arbejde med, end essens- eller id-punktet, fordi det er nemmere for mange at få kontakt med fokuspositionen end med id-punktet.
Spørger 8: Det flow med ”Bukser”-øvelsen, er den hastighed, du guidede det i, den hastighed man skal gøre det i? Må det også gå lidt hurtigere?
Martin: Tommelfingerregelen, når vi arbejder med punkter er: 15-30 sekunder i hvert punkt. Når vi arbejder med chakraer typisk lidt mere: 30-60 sekunder. Det samme med planerne. Man kunne dog med planerne også sagtens bruge to minutter hvert sted. Det er meget individuelt. Jeg foretrækker selv et langsomt tempo, så jeg er altid langsommere end tommelfingerreglen. Andre foretrækker et højere tempo. Det er vigtigt, at man følger sin egen fornemmelse for, hvad tempoet skal være. Vi er så forskellige i forhold, hvad der føles rigtigt mht. tempo, varighed af øvelser osv., så vi må øve os i at følge vores egen rytme – at være vores egen autoritet. Tommelfingerreglen er et godt udgangspunkt, men lad med tiden din erfaring guide dig.
I er velkomne til at skrive spørgsmål per mail til Kontemplation vedrørende øvelser og det, vi gennemgår, hvis I har nogen. Hvis der opstår noget undervejs, skriv endelig, så tager vi det med næste gang i gennemgangen.
Jeg vil anbefale, at I laver en af øvelserne eller begge øvelser dagligt eller jævnligt i løbet af ugerne frem til vi ses igen, hvis I har plads til det i jeres hverdag. Brug gerne, som vi har anbefalet i kursusbeskrivelsen, minimum 20 minutter mindst 4 gange om ugen for at få en effekt og for at opbygge en kontakt til det æteriske. Øvelsernes sande potentiale ligger i den effekt, de kan have, når man laver dem over længere tid og får en dybere kontakt med energisystemet og med sig selv.
Lydfil hvor Martin guider en kort afsluttende meditation.
Tak for i aften og fordi I ville være med!