tim-huyghe-erOQ8wcVgQ4-unsplash

I BOB MOORES FODSPOR #5

Underviser: Martin Guldberg

Vært: Morten Winkler

Referenter: Hanne Linde og Anne Rosenvold

Klip af lydfiler: Morten Winkler

Mailansvarlig: Jeanette Lykkegård og Hanne Linde

Referat fra femte kursusgang, torsdag 7.12.2023

Guidning 1:

 

Guidning 2:

 

Om øvelser fra sidst.

 

1. Solar plexus-halschakra-cirkulation.

Landingsmeditationen inkluderer en undersøgelse af, hvordan vi udtrykker os i verden. Den chakra-cirkulation, vi introducerede i session 4, berører også aspekter omkring udtryksdimensionen. Vi har kaldt øvelsen for solar plexus-halschakra-cirkulation. 

Solar plexus er knyttet til det astrale og til det emotionelle. Det er typisk et sted, hvor vi f.eks. kan mærke usikkerhed og angst. Når vi i barndommen eller i forskellige livssituationer holder følelser tilbage eller undertrykker dem, måske fordi der ikke var plads til dem i den familie eller kulturelle kontekst, vi befandt os i, kan det ofte give hæmninger eller blokeringer i solar plexus, selvom det ikke kun er der, der kan opstå lukninger, ligesom det heller ikke kun er i solar plexus, at emotioner kan mærkes.

Solar plexus og området lige over chakraet er et transformationsområde. Hvis der er blokeringer i eller omkring solar plexus, begrænses transformationsmuligheden. Energien bliver holdt eller stagnerer omkring solar plexus området, og den har vanskeligere ved at bevæge sig op mod hjertet og transformeres. Når emotioner udtrykkes, integreres, får plads, og man lærer dem at kende og kan bruge dem konstruktivt, kan en transformation finde sted, og der opstår en bevægelse fra de mere instinktprægede emotioner mod de mere empatiske følelser. Transformationsprocessen eller -bevægelsen kan være knyttet sammen med en oplevelse af f.eks. større frihed, glæde, kærlighed, taknemmelighed eller medfølelse.

Solar plexus-halschakra-cirkulationen støtter omsætning og udtryk af emotioner ved at støtte bevægelsen fra solar plexus op mod halschakraet, der er forbundet med udtryk. Alene det at vi giver opmærksomhed til solar plexus vil øge energi-flowet i solar plexus chakraet. Selve cirkulationen mellem to chakraer er også ofte gunstig. Jo højere op vi kommer i chakrasystemet, jo hurtigere bliver vibrationen. Den hurtigere vibration i det øverste chakra kan ved hjælp af chakra-cirkulationen give mere bevægelse til det nedre chakra i den pågældende chakra-cirkulation. I dette tilfælde kan halschakraet øge vibrationen i solar plexus og dermed invitere til bevidstgørelse og frisættelse af hæmmede områder i solar plexus. Det kan bevirke, at vi kommer mere i kontakt med blokeringer og emotioner fra fortiden, der har været undertrykt. Det er ikke altid behageligt, men oftest er det en nødvendighed, for at vi kan lære at håndtere emotionerne og bruge den energi, der er i dem, konstruktivt og lære at udtrykke os. Der er ikke noget galt med emotioner! Det vanskelige er, når vi bliver taget af dem og ikke har kontrol længere, så emotionerne kontrollerer os, i stedet for at vi har valgmuligheder omkring, hvordan vi vælger at bruge den emotionelle energi. 

Bob Moore kaldte nogle gange solar plexus for “de gode intentioners kirkegård.” Forstået sådan at man kan have de bedste intentioner omkring f.eks. hvordan man vil være og opføre sig i verden, og når der så opstår en situation, hvor nogen irriterer én, kan man hurtigt blive taget af emotionerne, så det er emotionerne, der bestemmer, og de gode intentioner bliver begravet. 

 

2. Meditativ undersøgelse om sandhed og sandfærdighed

Illustration: De fire lag i det æteriske energifelt

 

Vi undersøgte sidst hvor sandfærdige, vi er i verden. Vi så på, hvor vi ikke er sandfærdige, hvor vi lyver eller undlader at udtrykke, det vi føler, og hvordan det opleves. Vi så også på, hvor vi udtrykker det, vi egentlig er og føler, og hvordan det føles, når vi gør det. Det er ofte en god øvelse, da de fleste af os mærker, hvor godt det er at være sand, hvilket typisk fører til, at vi stræber mod at være mere sandfærdige. Det er væsentligt at være opmærksom på, at sandhed eller manglen på sandhed har en ganske direkte indflydelse på det æteriske.

Bob Moore beskrev fire lag i det æteriske.

To lag udenfor eller på ydersiden af hudoverfladen:

  1. Sundhedsauraen – det alleryderste lag. Sundhedsauraen er en refleksion af det, vi har inde i os. Det er vores indre overskud, der stråler ud gennem dette lag, og jo dybere kontakt, vi har indad – f.eks. til kvalitetsaspekterne – desto mere styrkes dette lag og desto mere stråler vores energioverskud ud i verden. Immunforsvaret er knyttet til dette lag.
  2. Manifestationslaget – det næstyderste lag. Manifestationslaget har med det, vi manifesterer i vores liv, at gøre og er et billede på, hvordan vi handler i hverdagen, og hvordan vi tænker og føler.

To lag under eller på indersiden af huden:

  1. Sandhedslaget – det tredje lag. Sandhedslaget er knyttet til ærlighed og sandhed og repræsenterer det ægte i mennesket.
  2. Den kemiske struktur – det inderste lag. Den livsenergi, vi trækker ind fra f.eks. solen, distribueres via milten til dette lag. Her reguleres hele den kemiske struktur i kroppen, og hvordan forskellige stoffer fordeles til og optages af cellerne.

Bob Moore pointerede, at hvis man bevidst siger en løgn, så skilles de to ydre lag i det æteriske fra de to indre lag i det æteriske i det område af det æteriske, som relaterer sig til det, løgnen handler om. Det hæmmer gennemstrømningen gennem de fire lag.  Der mangler ved løgnen sammenhæng imellem det, vi egentlig er, og det vi udtrykker og manifesterer i den ydre verden. Som eksempel brugte han løgnedetektoren. Den måler på svedudskillelsen og bruger denne måling til at afgøre, om man taler sandt eller usandt. Bob sagde, at når vi lyver bevidst, skilles lagene som beskrevet ovenfor, hvilket påvirker huden, så der udskilles sved. Jo mere usande vi er – jo mere udtalt bliver det, og jo mere udtalt bliver som følge deraf hæmningen i gennemstrømningen i det æteriske. Det kan påvirke vores helse, da det æteriske har med vores helbredstilstand at gøre. Vi undersøger dette område for at hjælpe hver enkelt til at få fornemmelse af sandhedsaspektet, og for forhåbentlig at opnå en større sammenhæng i os selv, en større sammenhæng imellem på den ene side det vi tænker og føler, og på den anden side det vi siger og gør. En sammenhæng der for de fleste er befriende. Man kan slappe meget mere af, når man er sig selv. Jo mere man er sig selv – jo bedre gennemstrømning er der i energisystemet. Vi kan konkludere, at det er gunstigt at være sand og at jo mere vi udtrykker det, vi er, jo mere er vi i en cirkulation med os selv og verden, der understøtter vores helhed og vores dybde og dermed også kontakten til det spirituelle.

 

Indsendt spørgsmål: hvornår formes energisystemet?

Min viden om det er begrænset, og vi bevæger os ind på et lidt mere esoterisk område. Min viden stammer dels fra det, Bob Moore har fortalt om fostertilstanden, og dels det jeg ved fra yoga-traditionen og det der er skrevet i vedaerne.  Der taler man om, at når et menneske inkarnerer, bevæger det sig fra det ikke-manifeste ind i det manifeste, og man beskriver hvilke energibaner (nadier), der først er operative. Ofte har det relation til navlen, navlestrengen og solar plexus-chakraet, men jeg har ikke en dybere indsigt i det. Når fosteret dannes i livmoderen, dannes kroppen og energisystemet måske samtidigt eller måske energisystemet er der før kroppen og strukturerer kroppens dannelse. De høje lærere i Østen siger, at man kan blive påvirket imens man er i livmoderen helt fra undfangelsen, men påvirkningen er måske tydeligere fra tredje måned og frem.  Fosteret har ikke noget egentligt ”jeg” i normal forstand, men der er en form for bevidsthed og evne til at sanse. Fosteret kan registrere moderens tilstand, og hvordan hun forholder sig til fosteret selv, hvilket påvirker energisystemet.  Er moderen deprimeret, syg, stresset eller påvirket af forskellige livsomstændigheder, vil fosteret kunne mærke det. Hvordan disse erfaringer lejrer sig, vil være forskelligt fra barn til barn. Fostertilstanden kan have rigtig stor betydning for vores efterfølgende liv.

Jeg vil i aften introducere nogle lidt anderledes øvelser. Da dette er vores sidste session i forløbet, vil vi koncentrere os om jordforbindelse og selvhealing, så vi laver dels en selvhealingøvelse, dels en grounding-øvelse. Sidstnævnte kaldes ofte for ”Den røde Trekant”.

 

1. Introduktion til selvhealingøvelse.

 

Der indgår følgende chakraer i denne selvhealingsøvelse:

Rod-chakraet: befinder sig på korsbenet, lige over halebenet. Det er det eneste chakra der har sin åbning på bagsiden af kroppen. Rodchakraet vender altså bagud og går herfra indad til dets centrum på forsiden af korsbensstrukturen.

Hara-chakraet: befinder sig fire fingre under navlen. Sæt den ene hånds pegefinger i navlen, placer langemand, ringfinger og lillefinger herunder. Tag den anden hånds pegefinger og placer den nedenunder den første hånds lillefinger: der er hara-chakraet.

Solar plexus: befinder i det bløde område, nogle centimeter under brystbenets nederste kant.

Hjerte-chakraet: befinder sig midt på brystbenet. Find den nederste kant ved den ene armhule og træk en linje tværs over brystet til den modsatte armhules nederste kant. Denne linje kan fungere som en pejlelinje til at finde midten af brystbenet, hvor hjertechakraets centrum er.

Individualitetspunktet (ID-punktet/essens-punktet): befinder sig omtrent en armslængde over hovedet. Stræk den ene arm op over hovedet og bøj håndleddet, så fingrene peger ind mod midten: her er individualitetspunktet.

Guldfarven i øvelsen har en healingskvalitet.

Gennemgang af øvelsen: 

Øvelsen udføres delvist synkroniseret med åndedrættet.

Kontakt ID-punktet. Visualiser farven guld.

På en indånding forestiller man sig, at guldet trækkes fra ID-punktet, ned gennem toppen af hovedet, ned langs f.eks. bagsiden af rygsøjlen til rod-chakraet (man kan også trække guldet ned gennem centrum af kroppen og så hen til rodchakraet).

Udånding ved rod-chakra, hvor man forestiller sig at guldet spreder sig som det vil.

Dette gentages nogle minutter og kan også laves i lidt længere tid.

Derefter:

Kontakt ID-punktet. Visualiser farven guld.

På en indånding forestiller man sig, at guldet trækkes fra ID-punktet ned gennem toppen af hovedet, ned langs forsiden af rygsøjlen til hara-chakraet (man kan også trække guldet ned gennem centrum af kroppen eller på forsiden af kroppen). 

Udånding ved hara-chakraet, hvor man forestiller sig at guldet spreder sig som det vil.

Dette gentages nogle minutter og kan også laves i lidt længere tid.

Derefter:

Kontakt ID-punktet. Visualiser farven guld.

På en indånding forestiller man sig, at guldet trækkes fra ID-punktet ned gennem toppen af hovedet, ned langs forsiden af rygsøjlen til solar plexus-chakraet (man kan også trække guldet ned gennem centrum af kroppen eller på forsiden af kroppen). 

Udånding ved solar plexus-chakraet, hvor man forestiller sig at guldet spreder sig som det vil.

Dette gentages nogle minutter og kan også laves i lidt længere tid.

Derefter:

Kontakt ID-punktet. Visualiser farven guld.

På en indånding forestiller man sig, at guldet trækkes fra ID punktet ned gennem toppen af hovedet, ned langs forsiden af rygsøjlen og til hjerte-chakraet (man kan også trække guldet ned gennem centrum af kroppen eller på forsiden af kroppen). 

Udånding ved hjerte-chakraet hvor man forestiller sig at guldet spreder sig som det vil.

Dette gentages nogle minutter og kan også laves i lidt længere tid.

Herefter sidder man lidt og spænder af, mens man forholder sig åbent i forhold til, hvad der sker eller ikke sker.

(Som man kan se under spørgerunden, kan man også udvide øvelsen og inddrage hals- og pineal-chakra. Men aldrig krone-chakraet.)

En variation af selvhealingsøvelsen.

Den kan bruges, hvis man har nogle fysiske eller psykiske udfordringer i forskellige områder. Det kan bruges i forhold til de 6 nederste chakraer.

Eksempler:

Problemer omkring hara kunne være ømhed ved kønsbenspunkterne eller i underlivet eller lignende. Her kan man på udåndingen lade guldet sprede sig til det område, hvor ømheden er. 

Problemer omkring solar plexus kunne være problemer med mavesyre eller lignende. Her kan man på udåndingen lade guldet sprede sig til området, hvor man har problemer.

Guidning 3:

 

2. Introduktion til øvelsen “Den røde Trekant”

 

Dette er en grounding-øvelse. Den er god at lave minimum en gang om ugen, når man laver energiøvelser. Den afbalancerer og sikrer selvrealisme og virkelighedskontakt både i situationer, hvor man åbner opadtil, og når man arbejder med f.eks. overvældende eller provokerende undertrykt eller blokeret stof.

I øvelsen arbejder vi med hara og de to fodpunkter.

Fodpunkt

 

Vi kalder det for nemheds skyld en trekant, selv om der ikke helt dannes en trekant, når vi sidder ned. Hvis man skal forestille sig en trekant, skal man stå op og have benene lidt spredt. Øvelsen kan laves både siddende på en stol med fodsålerne i gulvet og hænderne adskilt, og den kan laves stående. Det er bedst at have fodsålerne i gulvet ved denne øvelse, da det sikrer den bedste forbindelse til jorden.

 

Guidning 4:

 

Break out-rooms

Spørger 1: Jeg har haft stor glæde af at lave den første grounding-øvelse (”Bukser”) og Leverstrømmen i ca. 20-30 min liggende i sengen, når jeg vågner om morgenen. Er der noget, der er kontraindikeret omkring at lave den, mens man ligger ned i sengen og vågner? 

Martin: Den øvelse, vi introducerede i Session 1 (”Bukser”), er en polaritetsafbalancerende øvelse, der også har en groundende effekt. Den kan man både lave siddende og liggende, som en opvågningsøvelse. Det er godt at gøre begge dele.  Mange bruger den også som en beroligende og afbalancerende øvelse, inden de skal sove. Den kan have en forankrende, beroligende effekt. Hvis øvelsen berører ubalancer eller undertrykte områder, virker den dog ikke nødvendigvis beroligende – i hvert fald ikke til en begyndelse. Men den generelle effekt er afbalancering, beroligelse og bevidstgørelse.

Leverstrømsøvelsen skal man IKKE lave liggende, men siddende. Når man arbejder med leverstrømmen, kan holdt energi bringes i bevægelse og måske endda frisættes, og energien vil typisk bevæge sig opefter. Vi talte om transformationsområdet, som ligger ved og oven over solar plexus, og for at støtte den proces af bevægelse mod større frihed eller måske endda transformation, så sidder vi op. Hvis man ligger ned, bevæger energien sig lidt anderledes, og derfor får man ikke samme effekt af øvelsen.

Spørger 2: Jeg har holdt øje med, hvordan mine øjne bevæger sig i øvelserne. Skal de ”gå med rundt” til punkterne i cirkulationerne – være centrerede i midten eller hvile hvor de naturligt vil? 

Martin: Vi er så visuelt orienterede, så ofte bevæger øjnene sig i samme retning, som vi bevæger opmærksomheden. Indenfor NLP – neuro lingvistisk programmering, som var populært for 35 år siden, forsøgte man at kortlægge, hvad det betød, når øjnene eller blikket bevægede sig forskellige steder hen, så måske kan du finde mere information om betydningen af øjnenes bevægelser i f.eks. bøger om NLP. Jeg ved desværre ikke mere om det. Når du laver øvelserne, kan du som udgangspunkt blot slappe af i øjnene. Hvis de går med rundt til punkterne eller chakraerne under øvelser, så er det okay, men jo mere afspændte øjnene kan være, desto bedre.

Spørger 2: ”Guld-øvelsen”, når vi skal udånde guldet i kroppen – er det så fra de forskellige chakraer og ind i kroppen? 

Martin: Det er individuelt og lidt frit, hvordan man gør. Hvis vi eksempelvis er ved solar plexus, så kan man lade guldets kvalitet brede sig enten på forsiden, ved chakraets åbning eller fra forsiden og indad i chakraet eller et sted hen i kroppen, hvor der kan være brug for det. Det er også ok at bringe guldet hen til chakraets forankring i rygsøjlen og lade det sprede sig derfra. Det væsentlige er, at vi bringer guldfarven og dermed kvaliteten af guld i kontakt med chakraet. Hjerte, hara og solar plexus-chakraerne har åbning som et kræmmerhus ud mod forsiden og har centrum i en spids ind mod rygraden – rodcentret har åbning bagpå kroppen på korsbenet og strækker sig indad herfra.

Spørger 3: Jeg har et spørgsmål til øvelsen mellem solar plexus og hjertet, som vi talte om sidste gang. Jeg har kun udført øvelsen to gange siden sidst. Jeg oplever en del ubehag under øvelsen. Det er klart, at der er noget, der banker på. Er det en god idé at fortsætte med øvelsen, eller skal jeg lade være?  Måske er det ikke den rette tid for mig at udføre denne øvelse, eller er det okay at gøre det på trods af ubehaget? 

Martin: Det har betydning, hvad du selv oplever. Øvelsen bringer tydeligvis noget frem fra fortiden. Du nævner, at du ved, der er noget, du kan arbejde med, men der er frygt. Som jeg tidligere har nævnt, anbefalede Bob Moore i visse tilfælde, at man søger terapeutisk hjælp, mens man arbejder med udfordrende stof. Det kan lyde som om, det kunne være godt for dig at have den tryghed. En terapeut eller psykolog eller en kropsorienteret terapeut som i forvejen er tunet ind på krop og en fysisk oplevelse og som er vant til at arbejde med sådanne vanskeligheder. Det er ikke sikkert, det behøver at være langvarigt, men det kan være en støtte at have sådan en kontakt, mens du arbejder med det, øvelsen bringer frem, og så du kan udveksle med en terapeut eller psykolog og få hjælp og støtte til indsigt og overblik omkring, hvad der er på færde. Min egen erfaring viser mig, at vi kommer ud i situationer, hvor det kan blive overvældende, det der kommer op. Dér kan det være godt at have en at støtte sig op ad. Det er vigtigt, at du lytter til dig selv og er din egen autoritet. Tager det i det tempo, som du kan håndtere. Du kan tage ansvar for situationen og tage stilling til, hvad der er rigtigt for dig at gøre, så du ikke bliver kastet ud i noget, som du ikke er klar til. Så du selv beslutter dig for, om du vil sejle ud i de mere rørte og udfordrende vande – måske i håb om at finde ud af, hvilken frihed der tilbyder sig på den anden side af stormen. Men det er vigtigt, at du følger din egen fornemmelse for, hvad der er det rigtige at gøre. Derved opbygger du mere tillid til dig selv og din egen dømmekraft.

Spørger 4: I min meditation ved jeg, at jeg skal videre ad en tantrisk vej. Det er den æteriske tantra, jeg interesserer mig for. Måske berøring, massage.  

Martin: Det, jeg kender til det tantriske, kender jeg primært via Jes Bertelsens undervisning og hans bøger – f.eks. ”Kvantespring” og ”Indre tantra”. Jeg har nogle erfaringer med tantra, men ikke på en måde, så jeg føler mig kompetent til at undervise i det. Du kender Neel Fasting og underviserne på Vækstcentret. Det kan måske være en idé at skrive til Neel og spørge hende? Marie Rose kunne også være et bud. Jeg ved, at Marie Rose tilbyder enetimer, og hun har også beskæftiget sig mere indgående med det tantriske. 

Hvis man vil gøre sig mere bekendt med sin seksualitet, har Julie Henderson skrevet ”The Lover Within”, en bog om seksualitet og energistrømme, som kan anbefales. 

Spørger 5: Den grounding-øvelse, vi lige har lavet: da du bad os om at slippe øvelsen og sidde i efterklangen, der fik jeg en knaldende hovedpine inde midt i hovedet, som at trykke på en knap. Jeg plejer ikke at døje med hovedpine. Det er væk nu. Har du nogle bud på, hvad det kan være? 

Martin: Når vi udfører en grounding-øvelse, vil vi typisk komme i bedre kontakt med virkeligheden. Groundingøvelser har til hensigt at forankre os i den fysiske virkelighed og at gøre os mere virkelighedsnære. Typisk vil det være sådan, at når du udfører en grounding-øvelse, og der kommer en klar effekt, som i dit tilfælde er hovedpine, så er det en respons fra energisystemet, som forsøger at fortælle dig noget. En sådan respons er værd at prøve forstå. I dit tilfælde kunne du f.eks. undersøge, hvad der lige nu i dit faktiske liv er din ”hovedpine”. Hvis du er i kontakt med eller ved af, hvad det kunne være, så siger din reaktion på øvelsen måske, at dette er noget, du skal tage alvorligt – noget der kræver særlig opmærksomhed og handling. Når reaktionen kommer sådan, tror jeg, det er en understregning af, at det at tage den pågældende udfordring i dit liv alvorligt, er en måde at tage dig af dig selv på.

Spørger 7: Jeg har nylig besluttet at prøve forebyggende medicin mod migræne, en blodtrykssænkende medicin, selvom jeg ikke har forhøjet blodtryk. Den lave dosis fungerer godt, jeg ikke har haft migræne i tre uger, hvilket er fantastisk. Dog, når jeg mediterer eller går i seng, bemærker jeg en forøget puls og en følelse af nervøsitet, især når jeg forsøger at forbinde mig med mit hjerte eller kontakte hjertefølelsen. Under guldøvelsen kunne jeg berolige mig selv ved at trække guld ned til hjertet. Det er den eneste måde, der har fungeret hidtil, da min sædvanlige metode med at sidde på min pude ikke har haft samme effekt på grund af medicinen. Jeg har ikke et specifikt spørgsmål, men jeg bliver usikker og opmærksom på disse reaktioner, især når jeg sætter mig stille ned og lytter til min krop. Jeg skal tale mere med min læge om det, om jeg skal fortsætte eller give det tid. 

Martin: Når man kontakter hjertet og ikke er så vant til det, så skal man være klar over, at hvis vi tillader kontakten, så kommer vi også ind i en anden følelsesmæssig kontakt med os selv. Hvis den form for kontakt – også alene kontakten til det fysiske hjerte – er uvant, så kan det godt føles lidt udfordrende eller ubehageligt i begyndelsen.

Jeg er ikke ekspert i migræne, men det jeg umiddelbart kommer i kontakt med, når vi sidder og taler, er, at det ville være godt, hvis du kunne have en større care for dig selv. Det opleves, som om kroppen og energisystemet har brug for omsorg og varme – selvomsorg. Jeg tror, det ville være godt, hvis du kunne give plads til afspænding og ro – noget, som du selv vil opleve som selvomsorgsfuldt – og f.eks. herudover gå i sauna og få dyb varme og care til kroppen. Måske er der behov for, at du giver dig selv den care. Du kan også modtage den omsorg fra andre, gennem behandlinger, blide massager og healing – ikke noget, der er provokerende, men noget som er støttende og nærende. Så jeg tror, det vil være godt, hvis du kan skabe små øer, hvor du gør noget nærende for dig selv. Det er som om, der er en form for opspændthed, hvor dit system i et stykke tid ikke har fået mulighed for at give slip og få den omsorg, det har brug for. Du ved sikkert selv, om det har noget på sig, eller hvad det kunne have med at gøre – hvad der kunne have skabt den situation. Men mere plads til self care ville være godt, tror jeg.

Spørger 8: Har det i guldøvelsen (selvhealing) betydning, om man går ned på bagsiden eller forsiden? For mig var det naturligt at gå ned på bagsiden til rodchakra og på forsiden til de øvrige chakraer?

Martin: De fleste vil gå ned på bagsiden af rygsøjlen til rodchakraet, mens det kan være på forsiden af kroppen eller forsiden af rygsøjlen, når man går til de øvrige chakraer. Det kommer an på, hvordan man orienterer sig i forhold til chakraet. Så der er variationsmuligheder i bevægelsen alt efter temperament og i forhold til, hvor man kontakter chakraet.

Spørger 8: Mit andet spørgsmål handler om åndedrættet. Når vi laver denne guldøvelse, oplever jeg en form for stress i forhold til at få nok luft på en afslappet måde. Det går afslappet med at trække vejret ned, men så oplever jeg, at det spænder lidt op, når jeg spreder guldet og på vejen op, som om der er en beslutningsinstans i halsen, der ikke er helt med. Det sker ikke, når jeg lytter til dine guidninger. Det sker sjældent på vejen ned, men oftest når jeg arbejder opover? 

Martin: I selvhealingsøvelsen med guld springer vi blot op til I.D. Punktet efter en udånding og inden næste indånding, så bevægelsen op til I.D. Punktet er ikke synkroniseret med indånding eller udånding, men ligger som et ”spring” inden næste indånding. Udåndingen sker i chakraet eller ud til området omkring chakraet.

Vi har tidligere talt om en spænding omkring skulderåget hos dig, hvor der på et tidspunkt i dit liv måske har været behov for at kunne holde kontrollen og stå ”stødig”, som man vist kalder det på norsk. Vi har talt om, at den spænding kunne have noget med det at skulle holde kontrollen og ”bære meget” at gøre. Det kan spejle sig i åndedrættet.

Mange mennesker oplever, når de begynder at arbejde med åndedrættet, at det er lidt problematisk og anspændt, og for nogle er det direkte ubehageligt. Så må man prøve at gøre det blidt. Hvis det er tempoet, som er udfordrende, kan man lade bevægelsen være hurtigere, så indåndingen ikke skal være så langvarig, og på samme måde lade spredningen (af guldet) gå relativt hurtig, så udåndingen ikke skal være så langvarig.

I åndedrættet arbejder vi med den store mellemgulvsmuskel, som er én af de store ”følemuskler” i kropssystemet. Når vi f.eks. på grund af livsomstændighederne føler os nødsaget til at hæmme visse emotioner eller følelser, spejler det sig ofte i, at mellemgulvet begrænses i sin bevægelse. Når vi begynder at ånde på den måde, som vi typisk gør i denne øvelse, dvs. lidt dybere og med længere varighed på indånding og udånding, kan det for nogle blive lidt stressende og provokere nogle områder og følelser. Så mit enkle bud vil være at tage det i små doser og lade indåndingsbevægelsen og udåndingsbevægelsen være på en måde, du bedre kan håndtere her i starten af arbejdet med denne øvelse. Det vil typisk efterhånden blive lettere og friere at arbejde på denne måde med åndedrættet.

Spørger 9: Det er et spørgsmål om øjnene. Leverstrømsøvelsen har været rensende til hele kroppen, jeg kan mærke resultater. Har du en specifik øvelse, der kan virke på grå stær og øjnenes funktion? 

Martin: Det er altid vigtigt at kontakte sin læge, når man er syg, og jeg har ikke ekspertviden på området for grå stær. Når det kommer til vores helse, så er der øvelser m.v., vi kan supplere med, men det er ikke en erstatning for lægekontakten. I dette tilfælde kan du supplere med selvhealingsøvelsen, hvor du bringer guld til henholdsvis hals- og pineal-chakra også. Det er vigtigt at pointere, at vi IKKE bringer guld til kronechakraet – og at vi højst bruger et par minutter i pineal-chakraet for at undgå at løfte energien for højt op, hvilket kunne bringe os ud af balance. Men ved sygdom er det min anbefaling, at man søger den relevante lægelige hjælp. 

Spørger 10: Hvornår skal man vælge at arbejde med en øvelse? Er det noget, man selv kan mærke, eller kan der være en grund til, at selvom man ikke umiddelbart mærker noget ved en øvelse, skal man stadig udføre den, fordi den kan have gavnlige effekter i sidste ende?

Og – er der en tommelfingerregel for, hvilke øvelser man skal fortsætte med, og hvilke man eventuelt kan springe over, hvis man har begrænset tid eller ønsker at fokusere på noget andet?  

Martin: Der er et par tommelfingerregler: hvis man vil teste om en øvelse virker for én, skal man prøve at udføre den jævnligt i f.eks. tre måneder. Det kan være en gang om ugen, to gange om ugen eller dagligt, afhængigt af ens temperament. Efter tre måneder kan man bedre mærke, om øvelsen har en effekt.

Man behøver ikke nødvendigvis at opleve klare reaktioner ved en øvelse. Det vigtige er, at man føler for øvelsen og har en følelsesmæssig kontakt. Man skal ikke kun arbejde mentalt i øvelserne, men også have en indfølt kontakt med punkterne eller chakraerne. Hvis man ikke føler noget efter at have prøvet en øvelse over en periode, kan man droppe den. Men hvis man stadigvæk føler for det, så skal man endelig blive ved med at arbejde med den, også selvom man ikke mærker nogen særlig effekt. Bob sagde, at øvelserne virker alligevel.

Hvis man oplever, at en øvelse virkelig har en effekt, men det føles overvældende, skal man overveje om man er klar til at fortsætte, om man hellere vil udsætte det ”indre arbejde”, man konfronteres med, eller om man måske har brug for hjælp til det, der kommer frem gennem øvelsearbejdet.

Hvis man har udført en øvelse i lang tid og føler, at den ikke længere har samme virkning, kan det være tid til at slippe øvelsen og prøve noget nyt, da der er mange områder at arbejde med og måske øvelser, der er mere relevante på det pågældende tidspunkt. 

Spørger 11: Den indre modstand mod noget: jeg synes, det kan være svært at skelne imellem, hvad det er udtryk for? Øvelsen med sandhedslaget er hjælpsom, men er der også andre øvelser, der kan støtte i en situation, hvor der er indre modstand og man skal afgøre, hvad man vil? 

Martin:  Som de siger på engelsk: ”To Thyself Be True”. Altså: vær sand i forhold til dig selv. Mange af os kan mærke, hvad der er sandt for os. Fra perspektivet af energiarbejde vil man sige: Gå med det, hjertet ønsker! Følg det dybere behov i dig.

Når man skal træffe væsentlige afgørelser, er det en god idé at forsøge at få en dybere kontakt med sig selv først. Man kan forankre sig ved hjælp af den centreringsøvelse, vi har arbejdet med, eller via grounding-øvelsen, mærke kroppen, åndedrættet og hjertet og spænde af, som vi har gjort. Det vil ofte give en bedre position til at tage stilling til, hvad der er det bedste for én. Det er en dobbelt proces, hvor man både øver sig i at tage ansvar for at mærke og i at tage ansvar for at stole på, hvad man mærker. I starten kan det opleves tåget eller kaotisk, det er derfor man træner det. Det bliver typisk bedre over tid. Man kan søge støtte hos venner eller terapeuter til at afklare ting, hvis det bliver for overvældende.

Nogle gange er det hjælpsomt at dvæle ved det modsatrettede, det som kan indeholde konfliktstof – dvs. at holde de modsatrettede positioner i opmærksomheden og hjertet på samme tid uden at ville noget bestemt – blot lyttende, undersøgende. Have hjerte for problematikken og sig selv. Prøve at rumme det, som er udfordrende eller som kræver afklaring, i hjertet, som vi siger. På Kontemplation.dk findes en guidet meditativ undersøgelse i praksisbiblioteket, som bevæger sig ind i noget af det samme. ”Det mest betydningsfulde” hedder guidningen. Den kan måske også være en hjælp.

 

Guidning 5:

 

 

FORSLAG TIL ØVELSESPROGRAM

Inden jeg foreslår, hvordan man kunne sammensætte et øvelsesprogram ud af de øvelser og praktikker, vi har arbejdet med i dette forløb, henstiller jeg igen om, at man kun giver disse øvelser videre til andre, hvis man opfylder betingelserne for at give dem videre. Som nævnt har man i Østen sat en minimumsgrænse for ens eget praktiske kendskab til en øvelse, hvis man vil videregive den. Man skal som minimum have lavet øvelsen hver dag i et halvt år, før man giver den til andre. Hvis man laver øvelsen hver anden dag, skal man lave den i et år på denne måde, før man giver den videre – og så fremdeles. Det sikrer, at når man underviser i energiarbejde, så er det på baggrund af reel erfaring, og man undgår at skubbe andre mennesker, som måske rent faktisk er omhyggelige med at lave øvelsen, de får af en, ud i noget, man ikke selv har erfaring med og derfor ikke kan vejlede i.

I vores forløb har vi introduceret følgende øvelser og meditative praktikker:

Øvelse: Polaritetsafbalancering, ben og hofter, ”Bukser”

Chakra-cirkulation: Hara-Hjerte

Chakra-cirkulation: Solar Plexus-Hals

Leverstrømmen

Meditativ undersøgelse omkring Sandhed / Sandfærdighed

Selvhealingsøvelse med guld

”Den røde Trekant” (grounding-øvelse)

Øvelse – Nærværs-træning: ”At samle opmærksomheden” (Session 4, ”Landingsmeditation”)

Centreringsøvelse – 1. del (hjerteplanet, jordplanet og det spirituelle plan) – uden meditation på ord (dvs. her slutter man i hjertet og hviler ordløst her)

Centreringsøvelse – del 1 + 2 (hjerteplanet, jordplanet og det spirituelle plan) – inklusive meditation på ord

Trekantsøvelse – 1. del (I.D. Punkt – højre fod – venstre fod) – uden meditativ undersøgelse af ord (dvs. her opbygger man blot trekanten og ”sidder” hvilende inde i den)

Trekantsøvelse – del 1 + 2 (I.D. Punkt – højre fod – venstre fod) – inklusive meditativ undersøgelse af ord samt lodlinje og hjerte

 

Øvelsesprogram-forslag

Som altid gælder det, at man bruger sin egen fornemmelse for, hvad der ville være godt at gøre i forhold til, hvilke øvelser man laver og hvor ofte, man laver dem. Følgende er derfor blot forslag til eller et eksempel på, hvordan man eventuelt kunne gøre. Man kan afprøve og se, om det virker for en.

 

Øvelsesprogram af en varighed på 20-25 minutter dagligt

Mandag:

Centreringsøvelse – 1. del (hjerteplanet, jordplanet og det spirituelle plan) – uden meditation på ord (12 min.)

”Bukser” (12 min.)

Tirsdag:

Øvelse – Nærværs-træning: ”At samle opmærksomheden” (Session 4, ”Landingsmeditation”) (5 min.)

Trekantsøvelse – 1. del (I.D. Punkt – højre fod – venstre fod) – uden meditativ undersøgelse af ord (10 min.)

Leverstrømmen (5-10 min.)

Onsdag:

Chakra-cirkulation: Hara-Hjerte (12 minutter)

”Den røde Trekant” (grounding-øvelse) (12 minutter)

Torsdag:

Chakra-cirkulation: Solar Plexus-Hals (12 minutter)

Selvhealingsøvelse med guld (12 minutter)

Fredag:

Øvelse – Nærværs-træning: ”At samle opmærksomheden” (Session 4, ”Landingsmeditation”) (5-10 min.)

”Bukser” (12 min.)

Lørdag:

Leverstrømmen (5-10 minutter)

Valgfri øvelse

Søndag:

Enten: 1) Trekantsøvelse – del 1 + 2 (I.D. Punkt – højre fod – venstre fod) – inklusive meditativ undersøgelse af ord samt lodlinje og hjerte (15-20 minutter), eller: 2) Meditativ undersøgelse omkring Sandhed / Sandfærdighed (15 minutter), eller: 3) Centreringsøvelse – del 1 + 2 (hjerteplanet, jordplanet og det spirituelle plan) – inklusive meditation på ord (15 -20 minutter)

”Den røde Trekant” (grounding-øvelse) (5-10 minutter)

 


 

Det siger sig selv, at man kan variere og bytte rundt i ovenstående ud fra, hvad der føles bedst, og hvilke øvelser, man oplever vil være gode for en at arbejde med. Men ved at følge et program som ovenstående sikrer, at man gennem de første måneder bliver bekendt med øvelserne, og så har man en bedre fornemmelse for, hvad der vil være godt at give en højere prioritet.