BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Morten Winkler. Lyt til bloggen her (11:45):

Den lille bog Animus og Anima er en klassiker indenfor dybdepsykologiens kortlægning og forståelse af begreberne anima og animus. Er du som læser dette psykoterapeut eller jungianer, har du sandsynligvis allerede stiftet bekendtskab med den. Er bogen ukendt for dig, vil du her få hvad jeg håber kan være en appetitvækker.

Lad mig med det samme sige at det er en tekst jeg på det varmeste vil anbefale til enhver med interesse for indre fordybelsesprocesser.

Den er skrevet af psykoanalytikeren Emma Jung, på baggrund af to foredrag hun holdt i henholdsvis 1931 og i 1955.

På trods af bogens alder er den stadig noget af det mest præcise der er skrevet om psykologiske udviklingsprocesser hvad angår bevidstgørelsen og integrationen af hvad der kaldes modsatkønnetheden. Altså det forhold, beskrevet af Emma Jungs kollega og ægtefælle Carl Gustav Jung og i både hinduismen, taoismen og buddhismen, at enhver af os sammen med vores biologiske køn i vores ubevidste har en række af det modsatte køns kvaliteter. At kvinder, som taoismen udtrykker det, på indersiden har en mand, og en mand tilsvarende på indersiden har en kvinde.

Emma Jungs bog er på sin egen lavmælte måde en page-turner.

Med udgangspunkt i C. G. Jungs indgående udforskning af det ubevidstes struktur og indhold, zoomer Emma Jung ind på anima- og animus-begrebet og den rolle disse faktorer spiller for personlighedens udfoldelse og som formidler mellem den bevidste og den ubevidste del af vor psyke.

Udtrykket anima dækker mandens indre kvindelige aspekter og udviklingsområde. Animus, kvindens indre mandlige sider og udviklingspotentiale.

Da denne bog er skrevet inden moderne tids mere differentierede kønsforståelse, forholder vi os her til Jung og den dybdepsykologiske forståelse af det mandlige og det kvindelige som objektive kvaliteter tilgængelig i alle menneskers indre – som vores subjektive og kulturelle binding til vores biologiske køn forhindrer os en direkte adgang til. Men som der er muligt ved en bevidst indsats at komme i kontakt med.

Emma Jung skriver:

”Især to arketyper* har fået stor betydning, fordi de på den ene side tilhører personligheden og på den anden side har rødder i det kollektive ubevidste og dermed danner en slags bindeled eller bro mellem det bevidste og det ubevidste. Disse to figurer – den ene mandlig og den anden kvindelig – har Jung kaldt Animus og Anima. Derved forstår han et funktionskompleks, der forholder sig kompensatorisk til den ydre personlighed. Man kan på en måde tale om en indre personlighed, hvis egenskaber står i modsætning til den ydre, bevidste og manifeste personlighed.

Det drejer sig hos manden om de kvindelige og hos kvinden om de mandlige egenskaber, som normalt altid er til stede i en vis udstrækning, men som ikke har fået plads i den udadvendte personlighed, da de har virket forstyrrende på den ydre tilpasning eller det bestående ideal.”

(E.J., s. 10)

 

Om Animus’ natur

Animus og Anima består af to essays på hver omkring 50 sider. Første essay har overskriften ”Et indlæg om Animus-problemet”. Her behandler Emma Jung den kvindelige individuationsproces der har retning mod at integrere den indre mandlighed, animus. Gennem en række cases hvor hun refererer og analyserer klienternes natlige drømme, beskriver hun hvordan integrationsfasen kan spejle sig i vores drømmeliv. Videre forklarer hun hvordan den indre splittelse mellem det biologiske køn og det indre, naturlige modsatkønnede potentiale opstår idet vores ubevidste udprojiceres på vor omverden. Herunder hvordan vi mennesker projicerer vores indre mandlighed eller kvindelighed på ydre mænd eller kvinder. Og dermed så at sige fralægger os ansvaret og muligheden for at erfare disse kvaliteter i os selv.

”Den tilstand, hvor man betages af en anden og er helt under dennes indflydelse, kaldes ’overføring’, hvilket er det samme som projektion. Projektion betyder imidlertid ikke kun overføring af et billede på et andet menneske. Sammen med billedet bliver også de aktiviteter overført, som er forbundet dermed, sådan forstået at den mand, som Animus-billedet er overført på, forventes at overtage alle de funktioner, som er forblevet uudviklet i den pågældende kvinde. Det kan være tænkeevne, handlekraft eller ansvarsbevidsthed over for omverden, hvorimod den kvinde, som manden har projiceret sin Anima over på, skal føle for ham eller etablere forhold for ham.

Dette symbiotiske forhold er efter min opfattelse den egentlige årsag til den tvungne afhængighed, der eksisterer i sådanne tilfælde. Ofte varer en tilstand af fuldkommen vellykket projektion ikke ret længe – især ikke hvis der ikke består et tæt forhold mellem to mennesker. Meget snart sker det, at uoverensstemmelsen mellem billedet og den, der bærer det, bliver åbenbar. En arketype, som Animus jo er, vil aldrig falde helt sammen med et individuelt menneske, og jo større individualiteten, jo større svælget. (…)

Når denne skelnen mellem billedet og personen sætter ind, opdager man til sin store forvirring og skuffelse, at manden, der syntes at inkarnere Animus-billedet, overhovedet ikke svarer til det, men ustandselig opfører sig anderledes end man synes, han burde. (…) Når man har opdaget uoverensstemmelsen mellem menneske og figur, er man allerede midt i konflikten (Animus-problemet), og der er ikke andet at gøre end gennemføre en proces, der består i at skelne mellem det indre billede og manden, der bærer det.”

(E.J., s. 18-19)

Sagt kort er netop dette vel en opsummering af det arbejde der er afgørende hvis kærlighed skal fordybes: Den anstrengelse det kræver at se igennem forelskelsens slør og opdage det virkelige menneske der gemmer sig bag det, så forelskelsens illusion har mulighed for at forvandle sig til egentlig kærlighed som fordrer at man ser og elsker den anden som han eller hun er.

 

Anima som naturvæsen

I bogens andet essay, ”Anima som naturvæsen”, beskrives den mandlige udviklingsrejse – herunder integration af den indre kvindelighed.

Her gennemgås anima-figurens mytologiske landskab.

Med fokus på udviklingsprocesser i den mandlige psyke fra de første spæde trin til en forfinet bevidsthedsmæssig nuancering der virkeliggøres – og inderliggøres – i takt med at han forenes med sin anima og integrerer de kvindelige aspekter i sin personlighed.

”Modtagelighed eller receptivitet er en kvindelig tendens, der forudsætter åbenhed og tomhed, og C.G. Jung kalder denne egenskab den kvindelige psykes store hemmelighed. Yderligere er den kvindelige psyke mindre modvilligt indstillet over for det irrationelle end den rationelt orienterede mandlige bevidsthed, der har tendens til at afvise alt, hvad der ikke er fornuftsbetonet, og som følgelig ofte afskærer sig selv fra det ubevidste. (…)

Ved udviklingen af den mandlige jeg-bevidsthed bliver den kvindelige side trængt i baggrunden og synker ned i en ”naturlig” tilstand. Det samme sker ved differentieringen af de psykologiske funktioner. Den såkaldte mindreværdige funktion trænges i bagrunden, forbliver udifferentieret og ubevidst og knyttes derfor til den ligeledes ubevidste Anima.

Forløsningen består i erkendelsen og integreringen af dette ubevidste sjæleelement.”

(E.J., s. 63)

Anima og animus beskrives som trinvis manifesterende i individuationsprocessen. I bogens anden del illustrerer Emma Jung dette forhold ved at gennemgå en mangfoldighed af cases med fokus på hvordan en mands drømmeliv og erfaringsverden typisk vil kunne se ud idet anima-figuren dukker op på bevidsthedens tærskel.

Denne gennemgang peger, sammen med bogens udvalgte sagn og myter der perspektiverer anima- og animus-figurens relevans for psykologisk udvikling, læseren i retning af hvordan man selv kan identificere indre pejlemærker og etablere et navigationssystem i ens egen udviklingsproces.

 

Integration og individuation

Hvorfor denne interesse for det ubevidste? Kan det ikke bare forblive ubevidst, behøver vi at tage stilling til det hele?

Ifølge forfatteren og det psykoanalytiske miljø hun var en del af, er det at arbejde på at bevidstgøre og integrere det ubevidste uomgængelig hvis vi ønsker personlighedsmæssig udvikling og modning. Og nok kun i mindre grad op til den enkelte om vi vil eller ikke:

”Det ubevidste har nemlig ikke kun tendens til at forblive i sin urtilstand og opsluge og udslette alt bevidst, det udviser også en tydelig aktivitet i modsat retning. (…) Trangen til større bevidsthed udgår tilsyneladende fra arketyperne, som var der tale om et instinkt, der stræber mod dette mål. Hvor denne impuls kommer fra, og hvad det er for en dynamik, som udløser den, ved man ikke. Det hører til psykens og livets uopklarede hemmeligheder.”

(E. J., s. 85)

Her står vi på tærsklen mellem dybdepsykologi og spiritualitet som Emma Jung ikke går ind på men nøjes med at kalde ”psykens og livets uopklarede hemmeligheder”.

Det i bogen behandlede stof synes at udtrykke menneskets trang til at vågne op til sit liv og sine potentialer. Bogen selv taler da også det ubevidstes sag og beskriver de aspekter vi i en individuationsproces nødvendigvis må erkende og integrere for at komme ind til en større indre helhed og meningsfylde. Anima- og animus-figuren er således en udpegning af disse uerkendte aspekter, som ønsker at nærme sig bevidstheden og blive accepteret af den.

Vi runder af med Emma Jungs egen smukke og optimistiske afslutning – som lige så godt kunne være skrevet i dag.

”I samme øjeblik Anima anerkendes og integreres, indtræder der en ændret indstilling til det kvindelige rent generelt. Denne nye vurdering af det kvindelige princip medfører også en behørig reverens for naturen. Med den fremherskende intellektuelle holdning i denne videnskabens og teknikkens tidsalder har der jo været tale om en benyttelse, endog udnyttelse af naturen, snarere end en ærbødighed for den. Heldigvis er der i dag tegn, der viser i retning af sidstnævnte. (…)

I vor tid, hvor splittende kræfter på truende måde spalter folk, individer og atomer, er det dobbelt nødvendigt, at også de, der vil forening og sammenhold, får noget at sige. Thi livet beror på det harmoniske samspil af mandlige og kvindelige kræfter, også i det enkelte menneske.”

(E.J., s. 93)

 

---

 

Det kan være svært at finde ’Animus og Anima’ i boghandelen, men her er et link til en pdf af den engelske oversættelse ⋙

 

---

 

* Begrebet arketyper forstås i denne kontekst som oprindelige eller mytologiske billeder og symboler på universelle og tidsløse idéer. Eksempler på arketyper er helten, heksen, dronningen, kongen, prinsessen, prinsen, uhyret, krigeren, moderen, faderen, barnet, etc.

Anima og Animus er to sådanne arketyper.

Blogindlægget er indtalt af Morten Winkler.

---

 

Hanneli Ågotsdatter
Cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli etablerede Kontemplation i 2010 og er platformens daglige leder.
Hun er tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston og leder den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.
Hun lever i en vekselvirkning mellem familieliv, et udadvendt arbejdsliv og tilbagetrækning i længerevarende retreats.