”Så vil jeg gerne lave et hul”, siger Zoey og borer sin pegefinger ned i den fugtige muld.
Solen varmer vores rygge som vi sidder her i haven med jord, frø og så-potter foran os.
”Jeg vil gerne ha’ et”, siger Zoey og rækker ud efter de salvie-frø jeg har i den ene hånd.
”Du kan tage et frø herfra og lægge ned i det hul du lige har lavet. Og så kan du dække det med jorden bagefter, ligesom vi gjorde med det andet frø”.
Zoey koncentrerer sig dybt om at gribe fat om ét frø fra min hånd. Det er svært for en toårig. Jeg forsøger at sprede frøene fra hinanden, så hun lettere kan komme til. Zoey får fat om tre-fire frø og forsøger at lægge dem ned i hullet. Måske lander ét, flere eller ingen frø i hullet.
Hun dækker hullet til, får den lille vandkande og vander jorden. Vandet pøser ud med en sådan kraft at jorden bliver hvirvlet rundt i den lille så-potte, for til sidst at strømme ud over pottekanten.
Jeg mærker en impuls til at gribe ind, til at kontrollere situationen. For nu aner vi jo i princippet ikke om der overhovedet er et frø i så-potten eller ej. Jeg opdager impulsen før jeg når at handle på den, og hjælper så Zoey til at få sat vandkanden fra sig. Vi sidder og ser på vandet der langsomt siver ned i jorden og gennemvæder så-potten.
”Nu får vi jordbær”, siger Zoey, og jeg minder hende om at det var i går vi plantede jordbærplanter.
”Hvis vi plejer de her frø vi lige har sået rigtig omhyggeligt, og hvis vi er heldige, så får vi salvie”, siger jeg. ”Hvad er det?”, spørger Zoey og ser en lille smule skuffet ud.
”Det er en krydderurt. Den smager for eksempel rigtig godt sammen med pasta.”
”Jeg ville ønske det var jordbær”, siger Zoey.
Jeg fortæller at hvis vi er heldige og passer jordbærplanterne og sørger for de har vand, så får vi måske også jordbær. Vi véd det ikke. Vi må vente og se til sommer.
”Det er hårdt at vente”, siger Zoey.

Zoey og jeg har brugt mange timer de sidste uger på at så frø og plante, både ude og inde. Det er som om denne corona-lockdown har intensiveret oplevelsen af forår her hos os. Vi har haft uendelig meget tid til at opleve de forskellige løgblomster pible frem fra jorden, og vi kan passe og tilse de frø vi har sået flere gange dagligt. Indtil videre ser det ud til at det faktisk er lykkedes os at få placeret minimum ét frø i langt de fleste så-potter. Spændingen og glæden ved at følge livets udfoldelse i hver enkelt så-potte er stor hos både Zoey og mig selv.

Særligt agurkeplanten vækker begejstring for man kan nærmest se den vokse time for time. Sådan føles det. Som om man kan se livet selv i bevægelse, som et lille mirakel der udspiller sig for øjnene af os.
Jeg mærker at nok kan jeg så et frø, og jeg kan gøre mit til at anspore en bestemt udvikling for det frø, men jeg kan ikke kontrollere processen. Det minder mig om at være gravid. Man kan gøre en smule for at hjælpe graviditeten i en god retning, men det meste er udenfor éns kontrol. Måske er det derfor at hver lille spire føles som en gave af liv. Og måske er det derfor at det at så og plante sammen med min datter giver mig en følelse af at komme i kontakt med livets udfoldelse som sådan. Altså i det hele taget. I vores vindueskarm, i vores lille have, imellem os, og ja, på en måde på hele kloden. Sådan føles det. Og Zoey hjælper mig med at få den oplevelse. Med hendes nærvær og umiddelbare begejstring eller utilfredshed. Og i måden hun udtrykker sine ønsker på, som får mig til virkelig at mærke gaven i det vi måske får lov at modtage. Og mit ønske om at det at så for hende ikke skal handle om præstation, så jeg derfor opdager min egen impuls til kontrol, hjælper mig. Zoey og samværet med hende lærer mig noget om at slippe kontrollen. Og jeg øver mig. Hver dag. På at give mig hen…til livet selv.

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er særligt interesseret i den del af menneskelivet man ikke umiddelbart kan se. Hun er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.