ET MAGISK UNIVERS

af Kirsten Rotbøll Lassen | | 3. april 2020

30 år efter udgivelsen i Iran er eksilforfatterens Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd udkommet på dansk. Den iranske forfatterinde har siden 1996 levet i eksil i USA.

At arbejde med litteratur i Iran har været meget svært for kvinder da der har været forbud for kvinder mod at være aktive og udøvende kunstnere. Den første kvindelige forfatter der fik et værk udgivet i Iran var Simin Daneshvar med romanen Savushun i 1969. Shahrnush Parsipurs første roman, The Dog and The Long Winter fra 1974, var den anden bog udgivet af en kvinde i Iran.

Parsipur har været en pioner for kvindelige forfatteres muligheder for at få deres arbejde udgivet, og det har skabt mange problemer for hende. Mens hun levede i Iran, sad hun fire gange fængslet over flere år. Især novellesamlingen Kvinder uden mænd, som hun udgav i 1990, mødtes med fordømmelse af styret. Dette særligt på grund af scener I bogen der blev bedømt som værende ikke-islamiske. Bogen fik på trods af dette status som en undergrunds-bestseller, men er fortsat forbudt i Iran.

Kvinder uden mænd kan genremæssigt placeres i et science fiction univers, som på persisk benævnes Dastan-e Danesh. For Parsipur er science fiction en ny form for mytologi igennem hvilken en ny form for myter genfødes i nutidige udgaver. Hendes bøger handler om kvinders seksualitet og vilkår og adresserer også den voksende ulighed mellem rig og fattig i det iranske samfund. Temaer som forfatteren har udtalt hun føler en forpligtigelse til at adressere. Kvindelige forfattere i dag er ikke længere en minoritet, og både mandlige og kvindelige iranske eksilforfattere er i gang med, at skabe en ny type litteratur udenfor Iran.

I Kvinder uden mænd skildres fem kvinders liv i et samfund domineret af mænd – det er en fortælling om deres liv, deres drømme og deres håb – og det er en poetisk og magisk historie om kærlighed, undertrykkelse og frihed i 1950’ernes Iran.

De fem kvinder mødes i en have uden for Teheran. Langt fra samfundet og familiens bånd finder de en ny start. En rig enke, en ung prostitueret, to gammeljomfruer og en skolelærer der gerne vil være et træ.

Det er en bog jeg vil læse igen. Den inviterer til at læseren træder ind i en fortælling af mytisk karakter der handler om det at være kvinde og om det at være menneske i det Iranske samfund. Jeg oplevede under læsningen at komme langt ind i kvindernes måde at tænke og være kreative på, temaer som udfoldes med en humor og en ”skævhed” som er meget inspirerende.

Samtidig handler fortællingerne om hvad det overhovedet vil sige at være menneske her på jorden, og det spørgsmål løber som en rød tråd igennem novellerne som en beskrivelse af den spirituelle rejse kvinderne dybest set er på. Det indre livs møde med de ydre begivenheder er en rejse henimod at blive til den/det man er, og der er en spørgende og undersøgende tone hele vejen igennem som lag for lag fører læseren længere og længere ind mod en form for essens og en form for afklaring.

Der er en særlig passage hvor jeg lagde bogen fra mig flere gange, for at mærke, tænke og fordøje:

I bogen optræder som nævnt, en kvinde der planter sig selv som et træ og derefter bliver vandet med brystmælk. Træet bliver til frø ,og frøene spredes for alle vinde. Det er en gartner der har passet det sammen med Munes, som er en af kvinderne i bogen. Da træet nu ikke er mere, og der ikke er brug for at passe det, siger gartneren til Munes;

”Nu er det på tide, at du tager afsted og bliver til et menneske.”

”Jeg vil gerne blive til lys. Hvordan bliver man til lys?”

”Det gør man ved at erkende mørkets væsen. Du forstår ligesom andre jævne mennesker ikke betydningen af at være hel. Jeg siger til dig, gå hen og lær mørkets væsen, det er kernen. Bliv ikke til lys, for det er en ensrettet vej. Se på din ven, hun ville være et træ, og det blev hun. Det var ikke så svært, som hun troede, men menneske blev hun ikke. Nu kan hun begynde rejsen på ny, måske kan hun igen om milliarder af år blive til et lille menneske. Det siger jeg dig, gå ud og søg i mørket, i begyndelsen, i dybden, i afgrunden, og når du når til den dybeste afgrund, finder du til sidst lyset mellem dine hænder, lige ved siden af dig selv. Det er sådan, man bliver til et menneske. Tag afsted og bliv menneske!”

”Munes drejede en gang rundt om sig selv og fløj øjeblikkeligt op mod himlen. Hun blev båret frem af en sort vind. Det tog kun nogle sekunder, før hun var i en ørken, en uendelig ørken.

I syv år gik hun gennem syv ørkener. Hun var træt og udmagret og havde ikke flere ønsker tilbage. Hun var fuld af erfaringer. Det var alt.

Efter syv år nåede hun frem til en by. Hun tog et bad, tog rent tøj på, og så gik hun ud og blev en helt almindelig skolelærer.”

Bogen indeholder en spændende efterskrift af Nazila Ghavami Kivi som har oversat bogen. Hun uddyber Parsipurs forfatterskab og sætter det i forbindelse med fx feministisk teori og som nævnt science fiction samt vestlige klassikere som Borte med blæsten. Hun beretter også om den omfattende symbolik i romanpersonernes navne.

Bogen er filmatiseret af den Iranske kunstner og fotograf Shirin Neshat i 2009 og den kan ses på filmstriben.

 


 

Kirsten Rotbøll Lassen
Hun er billedkunstner og projektansvarlig for DesignskolenDesignmuseum Danmark hvor hun underviser børn og voksne med særlig fokus på nærvær, kreativitet, empati og tværkulturel kontakt. Læs mere om Kirstens arbejde på Designskolen her.

Hun danser, mediterer og vandrer, og interesserer sig for psykologi, filosofi og bæredygtighed.

Se videopræsentation af Kirstens arbejde på Designskolen her. Besøg Kirstens egen hjemmeside her.